På Får302 søger to monologer svar på, hvordan det er gået med ligestilling mellem kønnene. Rammen er en lufthavnsbar, hvor mandschauvenisten Johnny, slimet frækt og udfordrende spillet af Reumert-vinderen Christine Sønderriis, er strandet i et uvejr. Han sviner kvindekønnet til, samtidig med han reflekterer over massakren i december 1989 på École Polytechnique i Montreal i Canada. Her myrdede en 25 årig, anti-feministisk student, ti kvinder.

Teksten er skrevet af den britiske dramatiker Kate Pendry, kendt for sin saftige humor og politiske sarkasme. Hun har flere gange haft brug for beskyttelse for at gennemføre sine forestillinger. Det behøver hun ikke her. Et banalt blow-job på et filmlærred og Johnnys utilslørede, afstumpede foragt for sine kneppeveninder får ikke pisset i kog. Dertil er det alt for kvindelig stereotypt.

Kvindeligt, men alt andet end stereotypt, er Rebecca Owe i "Ankomst", hvor den smukke, søde og føjelige karrierekvinde Maria når grænsen for sit livs uskyld. Med uhyggelig præcision lukker Rebecca Owe i sin egen tekst op for sin 60'er generations naive tillid til en retfærdig verden bygget på tillid og kærlighed.

I sin ungdom er Maria akkurat sluppet for en narkodom, da to "venner" misbruger hendes navn og lejlighed til at score kassen. Men nissen flytter med. Karriere-kvinden Maria med stort K, pligtopfyldende og hårdtarbejdende, er stadig lige så håbløs naiv som i sin ungdom. Hun står hvid og ren som en engel i et morrads af fortielser og løgne.

Mens "Johnny" spiller for højt på kvinders fordomme om mænds fordomme om kvinder, borer "Ankomst" med sit kvindelige univers ind bag det politiske panser, der traditionelt klistrer sig til den danske ligestillingsdebat. Rebecca Owe krænger med uendelig følsom værdighed sit enestående univers ud. Det er rystende smukt.