28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nej til EU - hver gang

Blogs

Karina Rohr Sørensen
EU-talsperson for Kommunistisk Parti
EU-talsperson for Kommunistisk Parti. Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse. Socialrådgiver og medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU.
Blogindlæg af Karina Rohr Sørensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 15. maj, 2013, 09:35:17

Nej til EU - hver gang

En folkeafstemning om EU's patentdomstol er på vej. Her er tre gode grunde til at stemme nej.

Det ser ud til, at vi igen skal hen og stemme om EU. Det er længe siden sidst, faktisk 13 år siden vi vandt afstemningen om euroen.

Næste afstemningstema kan virke let tåbeligt. Hvordan forklarer man, at vi ikke måtte stemme om Lissabontraktat og finanspagt - når nu vi skal stemme om patenter?

EU-juraen er tydelig - det er suverænitetsafgivelse. Og når regeringen på den ene side allerede har skrevet under på, at Danmark skal være med i EU's patentdomstol, mens Enhedslisten og Dansk Folkeparti er imod tilslutningen, ja så er banen kridtet op.

Der er lagt op til at udvide mulighederne for at tage patent på gener.

Vi ved endnu ikke hvornår det bliver - men her lige tre gode grunde til at stemme nej:

1) Det er kun godt for de store. Store virksomheder, der vil have patent i stort set hele EU, har en fordel, de skal kun søge et sted. De har også ressourcerne til at søge på et af de godkendte sprog - og føre en eventuel sag på et af disse sprog. En lille virksomhed, der for eksempel bare ønsker sig et lokalt patent, skal med patentdomstolen kunne formulere ansøgningen på enten tysk, fransk eller engelsk. Noget der kræver ressourcer og besværliggør processen.

2) Man kan tage patent på gener. Der er lagt op til at udvide mulighederne for at tage patent på gener, noget der for det første er dybt etisk forkasteligt, og for det andet vil bremse muligheder for at forske - hvis for eksempel et stort medicinalfirma har taget patent på et særligt gen.

3) Man kan tage software-patenter. Software har man ikke tidligere kunne tage patent på - og der er tradition for at man i it-branchen videreudvikler på andres ideer. Dette er en af grundene til at blandt andet PROSA er imod patentdomstolen.

Men hvad kommer det mig ved, tænker du måske, for du har hverken tænkt dig at udvikle it, forske i gener eller i øvrigt opfinde noget som helst.

Indrømmet - for langt de fleste betyder patentdomstolen ikke alverden for deres hverdag. Men det gør EU!

Der er en klar sammenhæng mellem en offentlig sektor, der holdes i et økonomisk jerngreb, og så regeringens økonomiske tilpasning til signalerne fra Bruxelles. Der er meget vi ikke får lov at stemme om, men de kan ikke forhindre os i også at bruge denne afstemning til at sende et stærkt signal: Klart nej til EU!

Et nej der er et nej til EU-patent, men også et nej der signaler nej til finanspagt, budgetlov og automatiske korrektionsmekanismer. Signaler nej til at deponere folkestyret i Bruxelles.

Lad EU-eliten mærke at modstanden - også når det drejer sig om noget, der er lidt mindre end samfundsøkonomien - er levende og voksende.

Sådan ruster vi os også til den kommende parlamentsvalgkamp - og sådan sikrer vi, at de ikke får blod på tanden og vil give sig til at tage endnu en omafstemning om undtagelserne.