Katrine Guldager er nået til tredje del af sin stort anlagte romanserie, der er planlagt til at omfatte otte bind. De to første i serien, Ulven og Lille hjerte udkom i 2010 og 2012.

Tiden er 1967 og allerede i indledningen bliver læseren ført ind i tiden. Blomsterbørn, Love- in, den legendariske danske gruppe Steppeulvene, hvis syrede tekster citeres på en af de første sider. Og så er der lige de psykedeliske stoffer. Hash og ikke mindst LSD. Henry, en af bogens hovedpersoner, der netop har overstået sin værnepligt oplever et dårligt trip på vej hen til sin mor.

I lighed med de to foregående følger romanen personerne omkring Henry. Og meget er præget af uhygge og grusomheder. Hvor romantikere sværmer for frigørelse, flowerpower og oprør, viser romanen også en ikke uvæsentlig bagside af tiden. Stofferne og den menneskelige ensomhed midt i fællesskabet.

Handlingen veksler mellem forskellige personers oplevelser i de glade tressere med især Køge som omdrejningspunkt. I et par kapitler skildres eksempelvis Henrys søster, Leonoras, arbejde på et skole- og drengehjem med forhold, der i den grad ligner Knut Beckers beskrivelse i Verden venter fra 30'erne. Gruopvækkende.

Bogen igennem optræder igen ulven – dette vandrende rovdyr – der i al sin ensomhed bryder ind i menneskers tilværelse og spreder skræk og søvnløse nætter. Egenskaber, der også ses hos visse mennesker. Og så hedder Henrys halvbror Ulf.

Forfatteren kan af gode grunde ikke selv have mange erindringer fra den tid – født 1966, og på trods af et stort efterforskningsarbejde forekommer enkelte passager at være efterrationalisering. For eksempel var homoseksualitet ikke et stort tema i 1967, og ordet indoktrinering er mig bekendt først et emne i 70'erne. Det er da heller ikke det historiske perspektiv, der er hovedtråden i bogen. Det er langt mere de psykologiske mekanismer og symbolerne, der bærer bogens handling igennem.

Men bortset fra det er bogen absolut anbefalelsesværdig – men ikke så ligetil. Ens eget studerekammer vil for en dels vedkommende komme til kort, så diverse læsekredse med professionel formidling vil være oplagte steder. For den fortjener at blive debatteret. Og så kan man jo glæde sig til de næste i serien.