Den nye SU-reform vil forstærke presset på stressede studerende.
Sådan lyder advarslen fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF), der organiserer landets universitetsstuderende.
Jeg frygter, at det bliver værre endnu, og flere vil tage medicin, hvis den nye SU-reform bliver vedtaget.
Jakob L. Ruggaard, formand for Danske Studerendes Fællesråd
- I dag har studerende mulighed for eksempelvis at udskyde en eksamen, hvis de føler sig stressede. Det betyder, at de unge har mulighed for at tage en timeout og komme ovenpå igen, forklarer formand for DSF Jakob L. Ruggaard til Arbejderen.
På tirsdag den 28. maj fremsætter uddannelsesminister Morten Østergaard lovforslaget bag en ny SU-reform.
Flere krav for SU
Hvis de nye regler bliver vedtaget, betyder det, at studerende skal være tilmeldt fuldtid på deres studie, herudover må den unge maksimalt blive et halvt år forsinket i sit studie og alle studerende bliver automatisk tilmeldt alle eksamener. Alle disse krav skal være opfyldt, ellers bliver der lukket for SU'en.
De nye krav lægger endnu mere pres på de unge, og gør det sværere for unge, der er i forvejen er stressede, at tage en "time-out", advarer DSF.
- De studerende udskyder ikke eksamener for sjov eller for at holde ferie. Resultatet af SU-reformen bliver et system, hvor man tvinger de studerende til at dumpe eller til at melde sig syg på eksamensdagen, siger Jakob Ruggaard.
Allerede i dag er mange studerende stressede. Når eksamenstiden nærmer sig, bliver presset så stort for nogle studerende, at de dulmer nerverne med såkaldte betablokkere. Det er medicin, som læger udskriver på recept typisk for at sænke folks blodtryk og få pulsen til at falde.
Risiko for øget pilleforbrug
Ifølge Statens Serum Institut bliver der i eksamensmånederne maj og juni udskrevet langt flere betablokkere til unge i alderen 20-24 år end resten af året. Cirka 500 unge mellem 20 og 24 år fik i maj og juni sidste år udskrevet betablokkere, mens tallet for resten af året var omkring 300.
En undersøgelse, lavet af den faglige organisation Djøf sidste år, viste, at næsten halvdelen af alle studerende føler sig stressede. Hver femte er så belastet, at vedkommende søger læge.
- Jeg frygter, at det bliver værre endnu, og flere vil tage medicin, hvis den nye SU-reform bliver vedtaget: Nu skal studerende ikke længere "kun" være nervøse for, om de gør det godt til eksamen. Nu skal de også være nervøse for, om de får frataget deres SU, siger Jakob Ruggaard.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278