Den 18. maj 1993 er en tusindtallig skare forsamlet til et storskærmsarrangement på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

De følger resultatet af om afstemningen om Danmarks tilslutning til den Europæiske Union.

Mange af de afgivne skud er fyret direkte mod mængden, mens nogle er afgivet i luften som varselsskud.

Mange af de fremmødte går med i en mere eller mindre spontan protest mod resultatet og de politiske rævekager.

Ifølge Tom Heinemanns bog »URO – 25 års gadekamp« har et meget lille mindretal forberedt en fysisk manifestation. De har afspærret Nørrebrogade og vil erklære Nørrebro for EU-fri zone. Mange af de fremmødte går med til manifestationen. Politiet bliver tilkaldt. 

Uro’er og tåregas

Fra klokken 22.00 ændrer billedet sig fra fredelig manifestation til barrikader. Politiets første patruljer bliver mødt af stenkast og må trække sig. Det varer frem til omtrent kvart over elleve, hvor barrikaderne på Dronning Louises bro bliver ryddet ved hjælp af store mængder tåregas.

Mængden af aktivister anslås til mellem 6-700 og politiet råder over omtrent halvtreds mand, hvoraf en del er civilklædte fra URO-patruljen og City-patruljen. I løbet af den følgende tid bliver politiet forstærket til at tælle små hundrede mand, fordelt på Indre Nørrebro, mens aktivisterne er smuldret ind til at tælle i omegnen af 300. 

Med tåregas bliver demonstranterne drevet rundt i Indre Nørrebro, men det lykkes ikke politiet at danne sig overblik over situationen og de forbliver spredt rundt i mindre grupper uden intern kommunikation. 

De er også ved at løbe tør for gas i flere af grupperne. Demonstranterne forsamles på Sankt Hans Torv, hvor der ligger flere tons brosten løst i bunker. 

Politiet sender en mindre deling frem mod aktivisterne, der møder dem med en sand regn af brosten. Denne deling har støtte af civilklædte betjente. Samtidig er flertallet af de fremmødte politifolk på Blågårds Plads. Den mindre gruppe betjente bliver hård trængt og må trække sig tilbage. 

»Skyd efter benene«

I det efterfølgende tidsrum sender de civilklædte betjente flere meldinger, der bliver opfattet som såkaldte knibemeldinger – meldinger, som politiet SKAL reagere på.

På grund af fejlkommunikation og manglende overblik bliver den mindre gruppe betjente, på 24 mand sendt frem mod aktivisterne uden tåregas. Der er rigelige mængder gas på Blågårds Plads, samtidig med at en af politiets busser forgæves er kørt tilbage til hovedkvarteret for at hente mere tåregas.

Klokken 00.34 melder lederen af politiets gruppe ved Fælledvej/Sankt Hans Torv,  at han overvejer muligheden af at afgive varselsskud. To minutter senere skyder politiet.  

Denne første salve er ikke koordineret som varselsskud af politiets øverste indsatsleder. I stedet er det civilklædte betjente der giver ordre til at trække pistolerne. Mange af de afgivne skud er fyret direkte modmængden, mens nogle er afgivet i luften som varselsskud.

Først efter de første skud er affyret bliver aktivisterne advaret i megafon. Efter den første skudsalve går der 41 sekunder, og nu giver en ukendt politimand ordren til at skyde efter benene.

I to omgange skyder en mindre gruppe af politiet ved Sankt Hans Torv direkte ind i mængden af mennesker, heraf mange i ryggen. Mindst 14 mennesker bliver ramt af de i alt 113 skud. 

Politiledelsen lyver

På det efterfølgende pressemøde fremturer vicepolitidirektør Annemette Møller med, at politiet skød i selvforsvar fordi der lå et antal sårede betjente på vejen mellem aktivisterne og at det gjaldt om at redde deres liv.

TV-billeder afslører hurtigt denne forklaring som løgn. Hun fremviser også et blodigt politiskjold som bevis for hvor hårdt trængte betjentene var. 

Blodet stammer fra en aktivist der blev ramt i maven af et skud. Det kræver også ikke mindre end tre rapporter fra Rigsadvokaten at finde frem til at der blev afgivet ordre om skud efter benene, som det fremgår af TV-optagelser, og at der var tale om tre forskellige skudepisoder.