Eksistentialismen, som begyndte i Danmark i 1843 med Søren Kierkegaards bog Enten-Eller, tiltrækker mange, bevidst eller ubevidst, fordi den søger svar på den enkeltes identitetskriser og spørgsmål. Alene af den grund bør også marxister forholde sig til den, hvad vi desværre i nogen grad har underprioriteret.
Det centrale spørgsmål, som man enten kan forholde sig videnskabeligt eller idealistisk til, er: skaber individet samfundet ved at vælge sin adfærd fuldstændigt spontan og med absolut valgfrihed? Eller er det samfundet, som skaber individet og indvirker på dets adfærdsmønster?
Karl Marx havde et klart svar på dette spørgsmål. I sine berømte Teser om Feuerbach skrev den unge Marx, at ”det menneskelige væsen er ikke noget abstrakt, der er det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af samfundsforholdene”.
RELIGIONSKRITIK
Med baggrund i sit materialistiske standpunkt gav Marx heller ikke meget for religion. Den er en “illusorisk lykke”, og den religiøse “elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium”, skrev han i sin Kritik af den hegelske retsfilosofi.
Fra et sådant synspunkt har Søren Kierkegaards religiøst funderede eksistentialisme, men dens dybt reaktionære elementer, spillet fallit, og den har i dag kun interesse for religiøst søgende eller interesserede.
Men i midten af 1900-tallet fik eksistantialismen en revival i en profan, ateistisk form.
DEN MODERNE EKSISTENTIALISME
Efter at have siddet et år i fængsel under besættelsen grundlagde franskmanden Jean-Paul Sartre kort efter krigen i 1945 tidsskriftet Les Temps Modernes, “Moderne Tider”. I tidsskriftet blomstrede ateistisk eksistentialisme frem og kom, ligesom kommunismen, “på mode”.
Dens ideologiske bannerførere var Sartre og hans livsledsager Simone de Beauvoir, der ofte sad på de intellektuelles in-sted, Cafe de Flore i Paris, og holdt hof. Omkring sig holdt de sig en kreds af bekendte, der talte folk som absurdisten Albert Camus og kunstmaleren Picasso.
Nok var Sartre ateist og til dels revolutionært indstillet, men tegneren Herluf Bidstrup kaldte ham alligevel for en ”professionel pessimist”, og i Land og Folk kaldtes han ”småborgerskabets og angstens filosof”.
TO HOVEDIDÉER
To af Sartres hovedidéer var, at ”mennesket er forfatter til sin egen opførelse”, og at det er “dømt til at være frit”.
”Dømt fordi han ikke har skabt sig selv – men er ikke desto mindre fri. Fordi han nu engang er hvirvlet ind i verden, er han ansvarlig for alt, hvad han gør (…) Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til”, som han skriver i sit lille foredrag Eksistentialisme er en humanisme fra 1946.
Marxismens livsbekræftende kritik af eksistentialismens sortsyn og pessimisme betød, at marxismen i slutningen af 1960’ernes opgangstider og i starten af 70’erene vandt frem på bekostning af eksistentialismen.
Nødvendigheden af disse valg gør de fleste fulde af angst, når de forstår, at de er totalt ansvarlige for deres egne livsvilkår, mener Sartre. En Idé der blandt andet kommer fra Kierkegaard.
Det meste af Sartres filosofi kom til udtryk i romaner og skuespil. Han beskrev i romanen Kvalme (1963) verdens og den enkeltes livs vilkårlighed og meningsløshed, det modernes menneskes selvbedrag og flugt fra sin eksistentielle frihed.
INGEN SAMFUNDSPÅVIRKNING
Efter Kvalme kom det filosofiske hovedværk Væren og intet (1943) præcis 100 år efter Kierkegaards Enten-Eller, hvori Sartre blandt andet gennem brug af Marx filosofiske “lærermester” og inspirator G.W.F. Hegel, tydeliggør, at forholdet mellem mennesker er en kamp og konflikt, og at hele verdens mening stammer fra menneskets livsprojekter og eksistentielle valg. Den menneskelige eksistens må engagere sig, samtidig med den føler sig fremmed og alene, mener han.
Han mener desuden, at menneskets eksistens er grundlæggende unyttig, og at vores liv former sig som et ulykkeligt begær, en tragisk passion om at opnå mening og sammenhæng i en absurd verden.
Sartre mener, at mennesket skaber sin egen tilværelse, og at vi alene er vore handlinger. Mennesket er subjekter i et univers, hvor meningen med tilværelsen skabes af de valg, den enkelte træffer og dermed altid er subjektiv.
Eksistentialismen i Sartres ateistiske form mener ikke, at menneskets natur er afhængig af biologiske egenskaber, miljø, arv og samfundsbaserede betingelser. Man bliver det, man vælger, også selv om man ikke er bevidst om valgene.
Dermed er en person der ikke tager stilling, og undlader at handle, ligeså skyldig som den skyldigt handlende. For det at sige nej eller undlade at tage stilling er også at tage stilling.
Forfaldet består i, at mennesket flygter fra den faktiske frihed ind i illusoriske former af ufrihed, som fratager mennesket det tyngende ansvar. Både håb og valg er værdiskabende og virkelighedsformedende handlinger, og livets mening stammer fra vore eksistentielle valg.
FREMMEDGØRELSE
Marxister giver naturligvis Kirkegaard og Sartre ret i, at der er noget særligt ved det enkelte individ, men mener også, at det enkelte individ må forstås i en objektiv virkelighed.
Marx beskrev udviklingen i vores ydre livsforhold, de samfundsmæssige betingelser vi lever under, og vore individuelle livsbetingelser og det individuelle perspektiv i sine ungdomsskrifter, som også indeholder hans kritikker af religionen og det, han kaldte fremmedgørelsen.
Og hvis eksistentialisterne er idealister, er det per definition heller ikke muligt at kombinere marxisme og eksistentialisme.
Den moderne ateistiske eksistentialismen har, som marxismen, mange fortolkere og mange marxister mener, at eksistentialismen har visse fællestræk med Marx teorier om fremmedgørelse.
Marx og Engels skriver i Den tyske ideologi, at ”menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret”, og det har netop været hovedanken mod eksistentialismen blandt de marxister, der har kritiseret den.
HUMANISME
Efter at være blevet kritiseret for, at hans subjektivisme og manglende moral førte til nihilisme, altså værdiløshed, og for at overse påvirkninger af sproglig, social og økonomisk art svarede Sartre igen med bogen Eksistentialisme er humanisme (1946)
Den betoner primært, at mennesket skaber sig selv gennem sine valg, og handlinger; ingen gudskabt plan eller menneskenatur forudbestemmer vore valg.
Han argumenterede for, at eksistentialismen måtte forstås som en humanisme, der kæmpede for hele menneskeheden. Han argumenterede for, at den enkeltes valg også sætter en norm for andre menneskers frihed. At vælge sit liv betyder her at engagere sig for det andet menneskes frihed.
I Eksistentialisme er en humanisme bryder Sartre med pessimismen fra Væren og intet og forsøger at tænke en eksistentialistisk moral. Om Sartre skal det retfærdigvis nævnes, at han deltog i modstandskampen under besættelsen af Frankrig og var dybt engageret i Algeriets anti-kolonialistiske frihedskamp, mod USA’s krig i Vietnam og i ungdomsoprøret i 1968 på studenternes side.
SARTRE SOM MARXIST
Efter forsøget på at tilføre eksistentialismen en moral skrev han i 1947-48 Hæfter til en moral, som dog først udkom efter hans død. På mange områder søgte han at tilnærme sig marxismen og skrev i 1946 Materialisme og revolution, der argumenterede for, at menneskets frihed kun kunne realiseres gennem et omfattende socialt oprør. Et brud med alle tidligere eksistentialister.
I samme periode omfavnede han marxismen mere åbent og sympatiserede - skønt han aldrig var medlem - med det kommunistiske parti i Frankrig. I 1954 skrev han i artiklen Kommunisterne og freden, at proletariatet var fortroppen, der skulle gennemfører revolutionen.
Det fik datidens eksistentialister op af stolen, og kritikken haglede ned over Sartre fra egne rækker. Han svarede igen med bogen Kritik af den dialektiske fornuft (1960), hvor han kritisere den dogmatiske materialisme og forsøgte at forene eksistentialisme og en humanistisk marxisme, hvad han så som en socialisme uden dogmatisme.
Han så nu den menneskelige frihed som betinget af de historisk sociale omstændigheder, der fører til undertrykkelse og fremmedgørelse. Friheden er, for Sartre, også muligheden for at gøre op med disse omstændigheder.
Hans totale frihed blev til den totale frihed til at sige “nej”. Uanset hvilke ydre omstændigheder, man er påtvungen - selv hvis man sidder spærret inde i en gummicelle - har man altid muligheden for at sige “nej”, for at gøre modstand eller opfatte sin situation på den måde, man vil.
FARER OG FREMGANG
Det farlige ved eksistentialismen er, at den kan føre til, at man forstår eksempelvis imperialistiske krige og arbejdsløshed som baseret på enkeltpersoners valg og helt overser de økonomiske lovmæssigheder, der ligger bag. Altså at de er objektivt betinget af samfundsforholdene.
I tidsskriftet blomstrede ateistisk eksistentialisme frem og kom, ligesom kommunismen, “på mode”.
Marxismens livsbekræftende kritik af eksistentialismens sortsyn og pessimisme betød, at marxismen i slutningen af 1960’ernes opgangstider og i starten af 70’erene vandt frem på bekostning af eksistentialismen.
Men efter Murens fald fremstod socialismen for det store flertal ikke som et konkret alternativ, og marxismen er i dag trængt tilbage, og eksistentialismen atter på fremmarch ligesom de reaktionære fascistoide kræfter. Uden man dog skal eller kan sammenligne disse. Deres fællestræk er udelukkende fremgang i krisetider.
IDEALISME OG MATERIALISME
Mange eksistentialister anser tilværelsen for meningsløs, hvorfor den tit har grobund i krisetider eller tider uden samlende værdipunkter. Firkantet sagt kan man sige, at teorien om at “enhver er sin egen lykkes smed” falder fint i tråd med disse års totale dyrkelse af individet og reality-tv’s dyrkelse af ”se mig, hør mig”-idéen.
Fremmedgørelsen ses også i bingo, porno- og datingindustrien, reality-tv, lykkepiller og de sociale medier, hvor unge tror, at Facebook-venner er rigtige venskaber, med mere.
På mange måder kan man kalde eksistentialisterne for vor tids idealister. De vil det godt, men har ikke forstået samfundets lovmæssigheder og dermed at handle fremadrettet.
De kan ikke leve op til Marx ord i den 11. Feuerbach-tese om, at ”filosoffer har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den”.
Og hvis eksistentialisterne er idealister, er det per definition heller ikke muligt at kombinere marxisme og eksistentialisme. Det er i sidste ende et valg mellem et materialistisk og idealistisk synspunkt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278