Arbejderens afsløring af Target Folderen fra operation Green Desert i 2004 kan blive et vigtigt bevis i sagen om de 23 irakere, der blev taget til fange på operationen og efterfølgende udleveret til tortur.
Det siger irakernes advokat, Christian Harlang.
Det afslører, at den militære ledelse udmærket vidste, at byen formentlig var fyldt med fredelige civile.
Christian Harlang, advokat
- Rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at den danske militære ledelse iværksatte operation Green Desert som en storstilet militær aktion på trods af, at man var klar over, at der var tale om fredelige civile. Allerede dagen før var ledelsen i besiddelse af oplysninger, der burde have ført til at man afblæste operationen, siger Harlang, der har set dokumentet, som Arbejderen er i besiddelse af. Det er helt klart, at der foreligger militært dårligt håndværk og krænkelse af grundlæggende regler.
Uskyldige civile
Target Folderen er den risikovurdering, som den ansvarlige efterretningsofficer lavede forud for operationen i november 2004. Her understreges det, at der efter al sandsynlighed kun befandt sig uskyldige civile på de mål, som missionen skulle ramme.
- De såkaldte mål bestod af boligbebyggelser med fredelige civile, siger Christian Harlang.
Advokaten forsøgte i februar sidste år forgæves at få Forsvarskommandoen til at udlevere Target Folderen, så den kunne indgå som bevis i retssagen. Han kræver nu, at Forsvarsministeren offentliggør hele dokumentet, så det kan indgå som bevis i sagen.
- Der er tale om et vigtigt dokument, der viser, at forsvarsledelsen allerede før operationen var klar over, at det mest sandsynlige var, at man ville møde civile i Az Zubayr, som var mål for operationen.
Flere dokumenter
Harlang opfordrer samtidig Forsvarsministeriet og Kammeradvokaten til at gennemgå sagens dokumenter påny - og tage stilling til, om der er flere dokumenter, som man bør udlevere:
- Forsvaret, Kammeradvokaten og Forsvarsministeriet må endnu en gang gennemgå alt det materiale, vi har fået afvist. De må overveje, om deres hemmeligheds-stemplinger holder vand - eller om jeg i virkeligheden godt kan få dokumenterne at se, siger Christian Harlang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278