24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vidste fanger var uskyldige civile

AFSLØRING: Kynisk bataljonschef kendte sandheden

Vidste fanger var uskyldige civile

Ledelsen på den danske bataljon i Irak vidste allerede inden operation Green Desert, at målene højst sandsynligt var uskyldige civile.

Bataljonschef John Dalby vidste, at der højst sandsynligt kun befandt sig uskyldige civile på de mål, som Green Desert skulle ramme. Alligevel valgte han at sætte operationen i gang, og dækkede efterfølgende over sin viden.
FOTO: Henning Bagger/Scanpix
1 af 1

Cheferne for den danske bataljon i Irak vidste allerede før den skandaleramte operation Green Desert i november 2004, at der efter al sandsynlighed befandt sig civile på de mål, som den danskledede kampoperation skulle ramme.

Alligevel valgte den danske bataljons øverste chef, oberst John Dalby, at sætte den operation i gang, som endte med, at mindst 36 uskyldige irakere blev taget til fange og udleveret til fangenskab, mishandling og tortur i op til 70 dage inden de en efter en blev løsladt uden hverken sigtelse eller dom.

Fortrolig rapport

Oplysningerne om bataljonschefernes viden fremgår af et uddrag af en fortroligtstemplet efterretningsrapport, som Arbejderen er i besiddelse af.

Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af de personer, irakerne fangede i dag, er nogle af de personer, som ikke vil Irak det godt.
John Dalby, 26. november 2004

Rapporten er en såkaldt Target Folder, en trusselsvurdering, som den ansvarlige efterretningsofficer udarbejdede forud for operationen. Den er skrevet dagen inden Green Desert og blev efterfølgende vedlagt operationsbefalingen som bilag.

I Target Folderen vurderes det, at der efter al sandsynlighed befinder sig uskyldige civile, som ikke ville gøre modstand, på de mål, som missionen skal ramme. Folderen advarer om, at de mange familier, der bor på gårdene, kan betyde et stort antalt tilbageholdte, inklusive mange kvinder og børn.

"Det er ikke sandsynligt, at vi vil møde nogen modstand under hus- og områdeundersøgelsen”, hedder det i den 18 sider lange rapport. “Det er oplyst, at bondegårdene er beboet af familier, hvilket kan bringe antallet af tilbageholdte i komplekset helt op på 50, inklusive mange kvinder og børn."

Efterretningsofficer advarede mod operationen

Target Folderen er skrevet af tidligere efterretningsofficer kaptajn Anders Kærgaard.

Han havde ansvaret for sikkerhedsvurderingen i det danske område, og tog derfor imod oplysningerne, da en efterretningsofficer fra den irakiske hærbataljon i Az Zubayr henvendte sig på den danske bataljons hovedkvarter Camp Dannevang i den britiske logistiske base Shaiba. Den irakiske officer bad den danske bataljon om at lede og støtte en operation imod fire mål i Az Zubayr.

Anders Kærgaard klassificerede på baggrund af mødet oplysningerne på en troværdighedsskala. Han gav dem karakteren »F6«, som dækker over den lavest mulige troværdighed. Bedømmelsen fremgår også af den såkaldte Post Operation Report, som chefen for operationssektionen skriver efter operationen.

Det vurderes, at der blandt de arresterede fortsat tilbageholdes personer, der entydigt har kunnet forbindes til AIF-aktivitet.
John Dalby, 6. december 2004

Herefter skrev han den Target Folder, som skulle hjælpe ledelsen med at træffe beslutning om, hvordan operationen skulle udføres. I folderen skrev Kærgaard, at det mest sandsynlige scenarie ved samtlige mål var, at soldaterne ville møde civile, som ikke ville gøre modstand. Han advarede om, at de mange familier, der bor på gårdene, kan betyde et stort antal tilbageholdte, inklusive mange kvinder og børn.

Folderen blev givet til chefen for Operationssektionen, der vedlagde den som bilag i den samlede operationsplan til John Dalby.

Kærgaard henvendte sig også direkte til John Dalby og advarede ham om, at der var stor risiko for at blive inddraget i et internt sekterisk eller kriminelt opgør og anbefalede ham ikke at gennemføre operationen på baggrund af de foreliggende oplysninger.

Advarsler holdt stik

På trods af advarslerne valgte John Dalby alligevel at sætte den indtil da største danskledede operation i Irak i gang.

Klokken 03:34 om morgenen den 25. november 2004 overtager han kommandoen over de danske, britiske og irakiske styrker og sætter kursen mod byen Az Zubayr, hvor de fire mål er placeret.

Her viser det sig, at advarslerne i Target Folderen holder stik. Der er ingen modstand på målene, og mindst 36 uskyldige irakere bliver anholdt.

"Effektivt og som planlagt"

Oplysningerne i Target Folderen står i skærende kontrast til den pressemeddelelse om operationens succes, som presseofficer Peter Scharling Pedersen sendte hjem fra Camp Dannevang dagen efter. Pressemeddelelsen nævner intet om den grundløse operation eller sandsynligheden for, at civile er blevet taget til fange. I stedet står der, at "operationen gik som planlagt og med stor effektivitet. Selv om personerne i målet efter al sandsynlighed hører til nogle af vores hårde modstandere, var der absolut ingen, der valgte at yde modstand. De irakiske enheder gjorde et rigtig godt indtryk."

- Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af de personer, irakerne fangede i dag, er nogle af de personer som ikke vil Irak det godt, udtaler John Dalby i pressemeddelelsen.

Løj i intern redegørelse

Ni dage senere begynder den irakiske avis Al Manarah at skrive om mishandling og tortur af civile som følge af operationen. Forsvarets juridiske enhed, Auditørkorpset, bliver sat på sagen, og Dalby bliver bedt om at sende en redegørelse til Hærens Operative Kommando i Danmark. Men heller ikke her fortæller den øverstkommanderende sandheden om operationens grundlag.

"Operationen er vurderet som en succes og har bekræftet, at ISF oplysninger var korrekte... Det vurderes ligeledes, at der blandt de arresterede fortsat tilbageholdes personer, der entydigt har kunnet forbindes til AIF (anti-irakiske styrker, red.) aktivitet", skriver John Dalby i en såkaldt "særlig hændelse, 1. melding" fra Det Danske Kontingent til Hærens Operative Kommando den 6. december 2004.

Green Desert var netop rettet mod en væbnet gruppe.
John Dalby, 8. december 2004

De irakiske avisartikler forklarer han med, at det Basra-baserede dagblad står i ledtog med de irakiske oprørere: "Jeg vurdere, at artiklen er et udtryk for at operationen har det ønskede resultat og fået anholdt nogle af de personer, der har ISF og MNF (de irakiske og internationale styrker, red.) som mål og at artiklen skal ses som et angreb i medierne med formål at miskreditere ISF og MNF."

Auditørkorpset indstiller undersøgelsen uden sigtelser, og to dage efter gentager obersten over for avisen Information, at “...operation Green Desert var netop rettet mod en væbnet gruppe”.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jun. 2013 - 22:57   11. jun. 2013 - 13:42

Green Desert

fe@arbejderen.dk
Operation Green Desert
  • Den 25. november 2004 førte chefen for den danske bataljon i Irak, oberst John Dalby, omkring 1000 danske, britiske og irakiske soldater an i den hidtil største dansk-ledede operation i Irak, operation Green Desert.
  • På operationen blev 36 civile irakere taget til fange og udleveret til mishandling og tortur hos det irakiske politi op til 70 dage, inden de alle blev løsladt uden hverken sigtelse eller dom. 23 af dem har siden anlagt sag mod Danmark for medvirken til tortur og mishandling. Flere danske læger har efterfølgende bekræftet, at de er blevet udsat for tortur.
  • På mindst et af operationens fire mål så danske soldater passivt til, filmede og kommenterede, mens irakerne blev hevet ud af deres huse og sparket og slået.
  • Bataljons- og forsvarsledelsen har efterfølgende gentagne gange løjet om både de danske soldaters rolle, operationens forløb og videooptagelsens eksistens.
  • I oktober 2012 stod den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard frem med optagelserne fra den omstridte operation. Det førte til en intern undersøgelse i Forsvaret, som i maj fik forsvarschef Peter Bartram til at beklage, at der er givet urigtige svar omkring optagelserne.
  • Arbejderen har nu fremlagt en fortrolig efterretningsrapport som viser, at bataljonschefen allerede dagen inden operationen vidste, at der efter al sandsynlighed befandt sig civile på de mål, som operationen skulle ramme.
  • Alligevel sendte bataljonen efter operationen en pressemeddelelse afsted, hvor de tilfangetagne blev beskrevet som "hårde modstandere" og "personer, som ikke vil Irak det godt".
  • Da pressen 10 dage senere begynder at skrive om torturanklagerne, vælger John Dalby at tie med sin viden i en intern rapport til Hærens Operative Kommando. I stedet fastslår han, at de tilbageholdte vurderes til "entydigt at kunne forbindes til anti-irakiske styrker". Rapporten fik Forsvarets Auditørkorps til at indstille den første undersøgelse af operationen.
  • Ingen fra forsvarstoppen er endnu stillet til ansvar for operationen, men Anders Kærgaard er pålagt en bøde på 13.000 kroner, fordi han ikke vil udlevere navnet på den kollega, der har givet ham optagelserne. Sagen er anket, og Forsvaret kræver nu Kærgaard idømt et halvt års fængsel.

>> Læs alle artikler om operation Green Desert på Arbejderens temaside


>> Se dokumentation og video fra operation Green Desert her