Den 5. oktober 1988 foregik der en bemærkelsesværdig folkeafstemning i Chile.

Det var i sin essens en folkeafstemning for eller imod diktatur. Befolkningen skulle stemme ja eller nej til at forlænge et regeringsmandat til general Augusto Pinochet, der var kommet til magten ved et blodigt kup den 11. september 1973. Militærkuppet styrtede den folkevalgte præsident Salvador Allende, som siden valgsejren i 1970 havde ført en politik, der hævede befolkningens levestandard og begrænsede det nationale borgerskabs samt udenlandske ejeres ekstreme økonomiske magt og privilegier.

Mens 44,01 procent støttede diktaturet, stemte et flertal på 55,99 procent nej til at forlænge diktatorens mandat, og diktaturet blev væltet.

Alligevel må det betegnes som særdeles påfaldende, at næsten halvdelen af befolkningen satte deres kryds ved diktaturet - et diktatur, der havde myrdet mindst 3000 af landets indbyggere, havde tortureret omkring 30.000 og havde tvunget hundredetusinder i eksil.

En lammet befolkning

En del af forklaringen er, at den chilenske befolkning blev bragt i en form for politisk chok af det blodige diktatur.

Da Arbejderen for to år siden mødte den chilenske kommunist Cesar Bunster, takkede han Chiles studerende for i 2006 at have slået hul på den politiske apati i Chile - de havde vækket befolkningen af en politiske lammelse, der have varet helt siden diktaturets dage.

Uanset hvilken regering, der har været ved magten, er den politiske arv efter diktaturet fastholdt.

I 2006 gik over 10.000 studerende på gaden med krav om bedre levevilkår og gratis uddannelse. Det var den første store demonstration i årtier i Chile. Demonstrationerne og besættelse af en lang række gymnasier blev i folkemunde kendt som "Pingvinrevolutionen", fordi de studerende optrådte i deres skoleuniformer, der lidt fik dem til at ligne pingviner.

Året efter gennemførte landets minearbejdere store strejker for bedre løn- og arbejdsvilkår, og kort efter indledte 300.000 Mapuche-indianere en kamp for bedre vilkår og respekt for deres råderet over jordområder.

Cesar Bunster påpegede, at der på den måde skulle gå mere end 15 år fra folkeafstemningen for eller imod diktaturet, før den politiske lammelse slap sit tag i befolkningen.

Skiftende regeringer - samme politik

De valg, der er afholdt i Chile siden folkeafstemningen i 1988, har på skift givet smalle sejre til højreregeringer eller centrum-venstre regeringer. Men uanset hvilken regering, der har været ved magten, er den politiske arv efter diktaturet fastholdt:

• En forfatning med terrorpraragraffer, som betyder at landets oprindelige befolkning kan fængsles som "terrorister", hvis de kæmper for sociale og etniske rettigheder.
• En forfatning, der fastholder en ekstrem grad af privatisering - herunder af de viderregående uddannelser, hvor 75 procent af statens tilskud går til private universiteter.
• Økonomisk nyliberalisme udviklet af Chicago-økonomen Milton Friedman og gennemført i et tæt samspil mellem USA's regering, Den Internationale Valutafond og general Pinochet.

Chile går igen til valg i 2014. Højrefløjens præsidentkandidat bliver den siddende præsident Sebastian Pinera. Centrum-venstre koalitionen opstiller Michelle Bachelet, som også var præsident mellem 2006 og 2010.

Kommunister i Chile som Cesar Bunster støtter hende ikke ubetinget. De kræver af Bachelet, at hun lover at tage et grundlæggende opgør med landets forfatning, der blev indført i 1980 under Pinochet, hvis hun vinder præsidentposten - et endeligt opgør med diktaturet.