Hvad sker der i hovedet for en 22-årig ambitiøs, videbegærlig og from forsker, når det går op for ham, at der er noget helt galt? Når den officielle beretning om jordens skabelse falder sammen som et korthus, og al kendt viden er ammestuesnak?

Mens kaptajn FitzRoy tumler rundt med det gode skib The Beagle i det sydlige Atlanterhav i 1830'ernes begyndelse, hænger Charles Darwin søsyg over rælingen. I sine lyse øjeblikke grubler han over rækkevidden af det, han ser, når han indsamler det materiale, der et halvt århundrede senere skal bombe menneskets verdensbillede tilbage fra Guds til planetens skabelse.

Den norske danser, dramatiker, instruktør og scenograf Jo Strømgren kaster sig frygtløst ind i nogle af de kaotiske tankebaner og logiske spring, der nødvendigvis må have plaget den dybt religiøse forsker. Hans stykke Arternes oprindelse er en enestående rejse i tid, rum og bevægelse, et surrealistisk dyk ned i et uspoleret menneskes underbevidsthed, mens overhjernen køligt registrerer og analyserer en ny, sensationel virkelighed.

Stykkets virkemidler er hæsblæsende, til tider uforståelige, men aldrig kedelige. De tre skuespillere Anders Budde Christensen, Nicolai Jandorf og Peter Christofferne, der alle er fra Mungo Parks faste stab, halser hele tiden i haserne på den darwinske logik. Det ene øjeblik er de skræmt til døde over at miste det guddommelige som tilværelsens omdrejningspunkt, det næste øjeblik famler efter sandheden.

Efterhånden som handlingen (læs: udviklingen) skrider frem, står det som bøjet i neon, at intet længere er som før. Alt er forandret, og det kendte er forvandlet til løgne et sted mellem selvbedrag og religiøs magtkontrol. Mennesket er ikke mere et trælbundet atom i en nidkær skabers gådefulde univers men et frit født væsen med retten til at handle og pligten til at stå til ansvar.

Arternes oprindelse er mageløst teater, fordi det hele tiden banker løs på vor bevidsthed og insisterer på, at virkeligheden er lige så absurd som den erkendelse, der førte frem til den.