I Berlusconis Italien dominerer censur og kulturen er gået i opløsning. Imens sover venstreoppositionen saligt... 

I Italien er angrebene mod de sidste kritiske stemmer i den statslige TV-kanal RAI -3 og mod de regeringskritiske dagblade i konstant fremmarch. Dette gik blandt andet ud over filmen "Videocracy", der skildrer minister- præsident Silvio Berlusconis mediemagt. Denne film blev standset af censuren....

Dario Fo: Det undrer mig ikke spor, at de statslige TV-kanaler har nægtet at vise filmen. Jeg har idag selv store vanskeligheder med at sige noget i TV-mediet, som jeg for bare få år siden ville have kunne sagt uden videre.

- Tolerancetærsklen for alt der er anderledes, er blevet skærpet. Berlusconi vil have alle væsentlige kommunikationsfora under sin kontrol og TV'et er deriblandt af central betydning.

Censuren er en realitet

Berlusconi er ganske klart hovedmodstanderen her, men du er da altid blevet udsat for censur. Er det et problem for hele det politiske og kulturelle system?

Dario Fo: Censuren omfatter i realiteten hele Italien, fordi den hænger sammen med vores historie. Mit politiske teater blev rigtig nok altid udsat for angreb - men Berlusconi har drevet det hele til yderligheder.

- Også med hjælp fra venstrefløjen! Da de endnu var del af regeringen i Italien har de til gengæld for et par enkelte indflydelsesrige magttaburetter skaffet Berlusconi alle de fordele, som han ville have.

Er nedskæringerne på teaterområdet også del af dette?

Dario Fo: Sådanne forringelser er af elementær betydning for højrefløjsstrategien. Specielt i forhold til Berlusconis tankegang. På den ene side vender man sig mod retten til at ytre sig frit og på den anden side afskaffes tankefriheden.

- Det gælder for dem om at afskaffe enhver kritisk kultur. Dertil kommer kirkens obskure adfærd, idet den på graverende vis blander sig i samfundslivet på alle tænkelige måder. Dette er jeg flere gange selv blevet udsat for.

Magtesløs venstrefløj

De nævnte venstrefløjen. Kan den ikke stille noget op imod det ?

Dario Fo: Venstrefløjen befinder sig i trance, den sover - dens tavshed og dens indholdsløse hylster er næsten ikke til at bære. Italien gennemlever en vanskelig tid og venstrefløjen tager ikke engang dette til sig, den lader ganske enkelt tingene løbe videre.

- Det er rystende. Den kunstneriske og demokratiske kultur går mere og mere i opløsning. Det begynder ved TV-mediet. Det statslige fjernsyn vil i sidste ende stå endnu mere til højre end Berlusconis private TV-kanaler.

- Dertil kommer at den kollektive hukommelse målrettet bliver smadret. Det er hverdagscensurens første offer - og man har ikke engang brug for de sædvanlige hykleriske træk af et foregivent demokrati. Denne regering gider ikke længere høre på afbalancerede stemmer. Derfor behøver den ikke engang starte med at bekæmpe meningsafvigere - det er allerede fuldt ud tilstrækkeligt at fratage folk rammerne for den frie ytringsret. Dette har jeg i lang tid sagt og det gør ondt, at der er ingen som lytter.

Kunst og politik

Hvordan tror du, man skal reagere på det - fylde teatrene og blive politisk aktiv? Eller blive "borgmester af Milano"?

Dario Fo: Man skal ikke adskille kunst fra politik, derudover må man forsøge sig med alle til rådighed stående midler. Derfor har jeg stillet mig til rådighed og har forsøgt at blande mig direkte i tingene.

- Det politiske establisment har reageret temmelig fjendtligt på det. Da jeg i 2006 stillede op som borgmesterkandidat i Milano og forsøgte at få folk til at interessere sig for tidens store spørgsmål, stod jeg ret alene.

- Samtlige partier har forsøgt at udgrænse mig, selv om jeg må tilføje, at Rifondazione Comunista (en italiensk variant af Enhedslisten, red.), har støttet mig en smule mere end andre. Der fandtes ingen opposition, der var ikke gang i noget. Alle var ude på kompromisser.

- Jeg er ked af at måtte sige det, men alt det jeg kender til af venstrefløjens aktuelle politik er absurd og opportunistisk. Den er lige for tiden ved at ødelægge alt det, som den har opnået i fortiden.