Terrence Malick har lavet en dårlig film. Det er ikke sket før, selv om The New World (2005) var tæt på. Canadieren instruerer nu på fjerde årti, og det er der med To the Wonder kommet seks film ud af, alle i hans umiskendelige stil.

Malick tager sin tid. Han kæler for billederne, han dvæler ved det naturskønne. Han insisterer ofte på en fortæller, der bruger mere tid på livets ubesvarlige spørgsmål end på at drive historien videre. Det lyder kedeligt, men det var det ikke. Ikke før To the Wonder.

Parret Neil (Ben Affleck) og Marina (Olga Kurylenko) befinder sig i Frankrig, Mont Saint-Michel. Sammen med Marinas datter flytter de til Amerika, hvor deres forhold langsomt går i opløsning. Marina taler med præsten Quintana (Javier Bardem) om religiøse forpligtelser, som ingen af dem evner at leve op til, mens Neil genoptager et gammelt forhold med Jane (Rachel McAdams), som dog kun er lidenskabeligt for en stund.

Ingen af disse forhold foregår med megen tale. Her hvisker man, for det er jo trods alt kærlighed man føler, og når man elsker, må man hviske. Åbenbart. Den lidenskabelige hviske-tiske var ikke noget problem, hvis lidenskaberne også var med i filmen. De udebliver, og tilbage står en film uden mennesker eller følelser, blot en masse ord fra mennesker, der selv mener de føler enormt meget.

Når Marina for tiende gang hvisker ”Lær mig at elske” forstår vi sagtens, hvorfor ingen nogensinde har forsøgt. Som menneske må hun være ulidelig, når hun som karakter er så flad.

Den moderne filmgænger frygter ikke voldsomme billeder eller dårligt håndværk, men patos. Det højstemte er for længst blevet synonymt med det prætentiøse. Og høje toner er der nok af i Malicks film.

Hans sidste, The Tree of Life (2011), udfolder hele den Malickske stil. Højstemt, ambitiøst og ikke mindst gudesmukt besvarer Tree of Life det guddommelige spørgsmål ud fra en uendelig lille del af mysteriet: En familie i Texas. Filmen tager os helt fra jordens undfangelse og frem til nutiden, hvor Jack (Sean Penn), familiens ældste søn, er ved at miste sin tro og sit greb om fortiden.

Sight & Sound kårede Tree of Life til den bedste film i 2011, ligesom den nu er på TSPDT’s toneangivende liste over verdens 1.000 bedste film, hvor den røg direkte ind som nummer 355. Alligevel domineres den offentlige debat på eksempelvis imdb af de, der finder filmen ”prætentiøs” og ”kedelig”.

Tree of Life er ingen af delene, for Terrence Malick vil os noget. Han taler til os. Han ved, at vi skal ruskes lidt i de forvænte knogler, førend hjertet rasler med. Det har han glemt her to år senere. To the Wonder følger forgængerens patetiske leje, men uden den indlevelse og den ømme karakterskildring, der gjorde alle følelserne så medrivende i Tree of Life.

Malick taler ikke længere til os, og hviske-tiskeriet bliver aldrig rørende, kun rødmende pinligt.