Det mest påfaldende er stilheden i de smalle gange, mange med over 20 meter til loftet. I Jüdisches Museum Berlins betonunderetage pibler en slags undertrykt mumlen ud fra de hundredvis af gæster, men her er ingen skarpe stemmer. En kvinde begynder at gestikulere højlydt på italiensk, men stopper brat med hånden til munden. Det er som om de skrå, grå og hvide vægge skruer ned for al lyd, som havde vægten af de myrdedes pinsler skabt et rum styret af den evige gravfred.

I virkeligheden er Berlins jødiske museum et dynamisk og vibrerende tilløbsstykke. Da museet to år før indvielsen i 2001 af sin nye bygning inviterede berlinerne til et kig ind i sine endnu tomme haller, blev det til en begivenhed. 350.000 besøgte i løbet af kort tid resultatet af 10 års arbejde, skabt af den polskfødte, amerikanske arkitekt Daniel Libeskind, som arkitekten selv har kaldt "Between the Lines" (Mellem Linjerne, red.). Samme år modtog den nye bygning Den tyske Arkitekturpris.

Da Daniel Libeskind i 1989 vandt den udskrevne arkitektkonkurrence om et "Udvidelsesbyggeri af Berlins museer med afdelingen Jødisk Museum" i Lindenstrasse, var tanken at udvide det eksisterende bymuseum med en jødisk afdeling. Sådan gik det ikke. Det gamle domhus fra 1735, Collegienhaus, blev totalrenoveret, og Daniel Libeskinds arkitektur blev til et selvstændigt byggeri.

Grundstenen blev lagt i 1992 på en ubebygget bombetomt i et område, på grænsen mellem bydelene Friedrichstadt og Kreuzberg, vest for den tidligere mur. Bortset fra det svært beskadigede Collegienhaus var det stort set blev jævnet med jorden under Anden Verdenskrig. 

En broget historie

Uden for det gamle bymuseum sveder to grønklædte, kvindelige politibetjente denne knaldhede sommerdag i varmen. Jødiske gravpladser, monumenter og museet selv er hele tiden genstand for anti-semitisk vandalisering. Derfor er der politikontrol foran den gamle bygning, og inden for venter en sikkerhedskontrol, der er en lufthavn værdig. 

På ydersiden er Libeskinds bygning belagt med zink, der har en lang tradition i Berlins arkitekturhistorie. I årenes løb vil overfladens ubehandlede legering af titan og zink oxidere og ændre farve, når det udsættes for lys og vejr. Det minder i mere end én forstand om forholdet gennem to tusinde år mellem kristne og jøder i det område, som de landflygtige jøder kaldte Askenas - det nordlige Frankrig, Tyskland og senere Østeuropa.

Selv om der har boet jøder i Berlin siden det tredje århundrede, så har det ikke altid været lige nemt. Et dokument fra 1295 forbyder uldhandlerne at sælge garn til jøder, men historien skifter. I en bekendtgørelse fra den romerske kejser Konstantin den Store til Kölns magistrat fra år 321 giver han tilladelse til, at jøder kan vælges til kurien, det daværende bystyre. Senere kommer pogromerne som perler på snor. I 1349 blev de berlinske jøder beskyldt for at have startet pesten og udvist af byen. Det gentager sig i 1446, i 1510 og i 1571. Hver gang fik de deres ejendele konfiskeret.

Det indvendige af Libeskinds bygning afspejler den tyske jødedoms dramatiske historie. Den 3000 kvadratmeter store museumsbygnings to indre linjer repræsenterer de tyske jøders modsætningsfyldte historie. Den ene linje zigzagger sig gennem rummet, den anden strækker sig snorlige gennem hele bygningen. Sammen danner de tre akser: Folkedrabsaksen, Udvandringsaksen og Fortsættelsesaksen.

Adgangen sker gennem det gamle barokpalæ, forbundet med Fortsættelsesaksen, hvis trappe fører dybt dybt ned, som var man på vej i Helvedet. De tre akser skråner opad eller nedad eller sågar til siden og det er som at bevæge sig rundt i et forvredet rædselskabinet, beklædt med makabre forlystelser. På rad og række langs væggene i de tre akser råber, hvisker og synger de små montre med ting, fotografier og historier om evig kærlighed og ufattelig kynisme.

Livets blindgyde

Folkedrabsaksen følger en lige linje, der ender i en blindgyde - en "dead end". Den bliver stadig snævrere og mørkere, og denne Dødens Akse ender i et absurd tårn bag en tung jerndør, der lukker alt ude. Tårnet, der strækker sig uendeligt og fysisk undertrykkende op i grå beton, fortæller om en verden uden varme, uden liv, uden menneskelighed, uden nåde. Det enorme klaustrofobiske tårnrum er uden udvej. Ganske vist strækker en jernstige sig op mod dets top, men den begynder så højt oppe, at drømmen om at flygte fra dette mareridt er en illussion.

Ikke alle Berlins jøder fik skåret deres livslinje over, efter at nazisterne kom til magten i begyndelsen af 1933. I den periode læste mange jøder skriften på væggen. Det førte til en omfattende udvandring, som Libeskind nænsomt behandler i en række montrer, indbygget i de hvide vægge. Her ses nogle af de genstande, som de efterlod sig, og de genstande, som de førte med sig på vej til en usikker fremtid. Mange af dem, der flygtede til Holland, Belgien og Frankrig, undslap ikke deres skæbne og endte som de øvrige seks millioner jøder i nazisternes udryddelseslejr.

For enden af eksilaksen ligger bygningens eneste kvadratiske område, en besynderlig have bygget på syv rækker betonpiller. Hver række består af syv piller, der er fyldt med jord fra Berlin, bortset fra en enkelt, fyldt med jord fra Jerusalem. Højt oppe i pillernes top vokser russisk pil. Også Eksilhaven fylder beskueren med denne sære, desorienterede følelse af mangel på nærvær og rumlig usikkerhed.

Hvor zigzag-gangene tilfældigt skaber små pladser i mødet med udryddelseslinjen opstår en række "tomrum". Disse høje, smalle rum, som man kan kigge ud i fra vindueshuller, er et minde om det tomrum, der opstod i Europa efter nazisternes vanvittige folkedrab. Syv millioner jøder, sigøjnere, handicappede, politiske modstandere - alle de, der stod i vejen for dette bestialske Tusindårsrige, blev systematisk likvideret.

En lære for fremtiden

Jüdisches Museum Berlin er intet monument over Anden Verdenskrigs folkedrab. Daniel Libeskind har skabt et sted for hele Berlins befolkning, snarere end et mindesmærke om jødernes tragiske skæbne under nazismen. Derfor er vægten lagt på information, indlevelse og oplevelse.

I Rafael Roth Lærecentret, der er anbragt i tilknytning til de tre akser i bygningens bund, er der opstillet 17 computere. Her kan gæsterne på tysk og engelsk interaktivt studere fortiden gennem stikord som "ting", "historier" og "ansigter". For at komme videre op stiger trappen som en Jakobsstige højt opad, mod lyset og mod en række enkle rum, som i flere etager rummer en række permanente epokebilleder, 13 ialt, om jødisk hverdagsliv siden den tidlige Middelalder.

De fortæller historien om det lange samvær, til tider lykkeligt og udbytterigt for alle parter, som tyskere og jøder har haft gennem to årtusinder. Dén historie har vist sig at interessere rigtig mange. Siden åbningen i 2001 har Jüdisches Museum Berlin haft besøg af over 700.000 gæster om året.