Kulturradikalismens musik var mere end jazz eller Poul Henningsen, bedre kendt som PH, hvilket Michael Fjeldsøe dokumenterer i sin 800-siders bog Kulturradikalismens musik, en afhandling med vægt på musikkens rolle.

Kulturradikalismen tilhører primært mellemkrigstiden. I 1920’erne var det en bred bevægelse, der var organiseret omkring tidsskrifter og organisationer som Clarté, Kritisk Revy, Studentersamfundet, Mondegruppen og Forsøgsscenen. 1930’er er kulturradikalismens storhedstid, og der var et åbent samarbejde mellem en række grupper på den kulturelle, intellektuelle og politiske venstrefløj.

PH revyerne og Lulu Zieglers kabaretter spillede sammen med dramatikeren Kjeld Abells revykomedier en hovedrolle, ligesom musikpædagogen Bernard Christensen og Otto Mortensen og Knudåge Riisager var centrale kulturradikale komponister.

Kulturradikalisme og musik

I bogens første del kredser forfatteren omkring det forhold, at "der er tale om en kulturel venstrefløj, der står i et spændingsforhold til den politiske venstrefløj. Kulturradikalismen ses som et sæt af ideer, der trods indre modsigelser holdes sammen af forestillinger om progressivitet, engagement og frigørelse".

Alt med baggrund i modernismens gennembrud i 1870-80’erne og Brandes-tidens radikalisme i forhold til den tids moderne musik. Et særtræk ved den danske kulturradikalismes musik er ifølge Fjeldsøe "koblingen af oprindelig, naturlig kropslighed og talesprogsnærhed med reform-musikpædagogik og jazzfascination".

Kulturradikalismens gennembrud i 1920’erne

Kernen i kulturradikalismen er bestræbelsen på at lave kunst, der både er moderne og relevant. 20’erne er præget af to faser, hvor man i 1920 mener, at "moderne kunst i sig selv er samfundsmæssigt progressiv" og opgaven består i at formidle dette til publikum.

Dette synspunkt, som var repræsenteret af tidsskriftet Klingen blev en fiasko, og fra 1927 ændrede man opfattelse og "funktionstanken" slog igennem, og de kulturradikales arbejde blev herefter især lagt på områder "hvor der i forvejen er et publikum, der har brug for deres medvirken". Det var primært i tidsskrifterne Clarte, Kritisk Revy og Monde, at dette udtryktes.

Den nye tidssvarende kunst kom til udtryk hos Knudåge Riisager og fænomener som "Zietoper" og "Zietballet", hvor "nutidskunst forenedes med inddragelse af populære former". Det kunne eksempelvis være jazz!

Arbejdersangen spillede ingen rolle for de kulturradikale komponister før starten af 1930’erne.

Dannelsen af Kritisk Revy i 1926 betød et linieskrift. Man ville erobre de felter, hvor "lette" komponister herskede. "Den røde Komponisthær" gik ind i teater, film, agitprop (agitation og propaganda, red.), kabaret og revy og distancerede sig fra tesen om "kunst for kunstens egen skyld".

En af foregangsmændene var tyskeren Kurt Weill, der i samarbejde med Brecht blandt andet lavede operaerne Byen Maghonys storhed og Laser og pjalter. Typiske "Zietoper" og kæmpe publikumssucceser, der bekræftede den nye linjes effektivitet. Man gjorde op med den romantiske æstetik og ekspressionismen, og tingene skulle i stedet være moderne og samfundsmæssig nyttig.

Forsøgsscenen

Forsøgsscenen var Mondegruppens "kulturelle frontorganisation", der fungerede i årene 1929-32. Den skulle være "en moderne eksperimentalscene" og rumme musik, teater, marionetteater, film med mere og udgive et tidsskrift.

Især filmafdelingen havde stor succes i de år, hvor dette medie for alvor brød frem. Man viste film som Eisensteins Jordens erobring og en række avantgarde- og dokumentarfilm. Stumfilm som de "røde komponister" Otto Mortensen og Bernhard Christensen så leverede musik til.

Teaterafdelingen viste stykker, der "henvendte sig til og handler om arbejdere". Det skulle både være "arbejderteater og stå for en eksperimenterende fornyelse af teaterformen". Der blev blandt andet vist stykker af Nordahl Grieg, Brecht og det legendariske stykke Cyankalium om illegal abort.

I 1930 sprængtes det kulturradikale miljø, da dele af Mondegruppen gik ind i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og der var uenighed om den sociale profil for teateret. Dele af Forsøgsscenen og marionetteateret dannede herefter Musikteateret.

Forfatteren Rudolph Broby-Johansen og litteraturkritikeren Harald Rue blev ekskluderet og stiftede bladet Frem. DKP-fløjen startede derefter bladet Plan, og Mondegruppen opløstes helt i 1936 og blev i stedet til organisationen Frisindet Kulturkamp.

Kulturradikalismens musik i 1930’erne

Nyorienteringen af det kulturradikale arbejde betød, at de intellektuelle og kunstnerne definerede sig som "åndsarbejdere" og ønskede at bidrage til samfundets udvikling i en progressiv retning.

Spændende er det at læse om gymnasium-, studenter- og venstrefløjsmiljøet, hvor kulturradikalismen boltrede sig. Derudover fik de musikalske platforme i Det Unge Tonekunstnerselskab, DUT, og Musikpædagogisk Forening.

Berlin var i 30’erne "en magnet for unge komponister, der studerede den nyeste musik og musikpædagogik", og blandt disse var også den danske komponist Herman D. Koppel, der senere blev professor ved musikkonservatoriet.

Fra 1935 blev Frisindet Kulturkamp den samlede kulturfront, primært mod fascismen men også for de kulturradikales ideer. Man holdt møder hvor "øjeblikkets bedste jazzbands spilles på elektrisk grammofon", diskuterede "tysk jazz og Kurt Weill" og opførte jazzoratoriet af Sven Møller Christensen. Tidsskriftet Kulturkampen udkom fra 1935 til 1939.

Det var Studentersamfundet, der var omdrejningspunktet for de kulturradikales arbejde blandt studenterne. Her blev Broby-Johansen formand i 1929 og siden afløst af Hans Kirk i 1931.

Ved foreningens fester optrådte så gode navne som Lulu Ziegler, Osvald Helmuth, Brechts hustru Helene Weigel, arbejderforfatteren Karin Michaëlis, Martin Andersen Nexø og Ruth Berlau.

I DKP optrådte mange af de samme, men her spillede arbejdersangen og agitpropgruppen Rødt Teater en stor rolle.

Revyerne

PH revyerne, Lulu Zieglers kabaretkunst og kommunisternes røde agitpropteater spillede en stor rolle for kulturradikalismen omkring "det folkelige, politisk engagerede teater".

Teksterne var engagerede og "hverdagssproglige" og musikken ofte jazzet. Den første PH revy, På Hodet, var "politisk og satirisk" og kom i 1929 med Liva Weel og Osvald Helmuth som hovednavnene. Helmuth blev kendt for visen Ølhunden glammer.

De tidlige PH revyer var centreret omkring et produktionskollektiv, hvor også Otto Gelsted og Kjeld Abell deltog. Det udløste revyer som blandt andet Kvindernes oprør, På halen, Op og ned med Jeppe, Mars på Week-End og en censureret udgave af Dyveke, med visen Man binder os på mund og hånd.

Disse var i bestræbelsen på at lave "meningsfulde handlingsrevyer" nærmest "bearbejdelser af sammenhængende komedier, udformet med brug af revyens form med indlagte viser".

Også i Riddersalen førte den kulturradikale revy sig frem. Bernard Christensen skrev her musik til Gelsteds vidunderlige Reklameskibet i revyen af sammen navn. Man lavede Abells Melodien, der blev væk. Det gik i to år!

Kabaretkunstneren Lulu Ziegler åbnede i 1940 sin egen lille kabaret, hvor Paris-kabaretten var forbilledet. Viserne var blandt andet af Sigfred Pedersen og Tove Ditlevsen.

Inspireret af det politiske teater i Tyskland og Sovjet havde det meget politiske agitpropteater kæmpesucces - så meget, at den socialdemokratiske propagandacentral, HIPA, overvågede det.

Kulturpolitisk historie

Bogen har fine afsnit om den kulturradikale musikpædagogik og de forestillinger, der var til den. Der er fine beskrivelser om folkemusikskolebevægelsen, omkring Jørgen Benzon og Finn Høffding og den jazzpædagogik, der blev udviklet af de senere så kendte navne som Bernhard Christensen og Sven Møller Kristensen.

I1946 forsøgte DKP at lave Danmarks Kommunistiske Partis Folkemusikskole i Land og Folks hus. Det ebbede langsomt ud, den kolde krig betød et endeligt slut på kulturradikalismen. Vandene skiltes og blandt andre Knudåge Riisager og Høffding kom til at stå på hver deres side af muren.

Bogen beskriver på glimrende vis et stykke kulturpolitisk historie fra en vigtig periode for venstrefløjen og indeholder mange dejlige historier fra denne eksplosive periode.

Trods at bogen er oplægget til forfatterens afhandling vil også ikke-akademikere kunne læse bogen med stor glæde.