06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kampen om Stillehavet

Boganmeldelse:

Kampen om Stillehavet

Krigen i Stillehavet var af afgørende betydning som delkrig i 2. Verdenskrig, og "Kampen om Stillehavet" giver nye vinkler og perspektiver på den.

Kampen om Stillehavet markerede en vending i forholdet mellem luftvåben og søværn. Her ses japanske kamize-piloter klar til at begå selvmord ved at torpedere amerikanske skibe med deres jægerfly.
1 af 1

Krigen mellem USA og Japan 1941-45 udspillede sig som en kamp om Stillehavet, og skulle blive den mest omfattende og omkostningsfulde søkrig i verdenshistorien. Stillehavskrigen indledte en periode, hvor mødet mellem luftvåben og søværn fik en ny betydning.

Bogen er skrevet på baggrund af dagbøger, interviews med krigsveteraner samt arkivmateriale og beskriver blandt andet bombningen af Pearl Harbor og slaget ved Midway, som det blev oplevet af folkene ombord.

Men også hverdagen i en for datiden højteknologisk krig, som de fleste ikke var udrustet til at udkæmpe, beskrives, og det giver et fortræffeligt indblik i den japanske soldats følelser og tanker, om deres egen rolle i krigen og den amerikanske fjende.

Krigsskuepladsen var enorm og bestod mestendels af hav. Japan havde et forspring på hangarområdet, og med udgangspunkt i livet om bord på de to japanske hangarfartøjer Shôkaku og Zuikaku fortælles historien om en af de vigtigste delkrige under anden verdenskrig.

Udover at følge diverse personer får læseren et glimrende indblik i strategien og beslutningerne, der lå bag eksempelvis angrebet på USA og dets inddragelse i krigen. Man får et indblik i den japanske tankegang, der på mange måder adskilte sig fra den vestlige.

Bogen er spændende og nem at gå til, men skæmmes af forfatternes næsten fraværende beskrivelser af de japanske forbrydelser, som på alle måder var brutale. Forbrydelser, der kostede millioner af uskyldige asiater livet.

Bogens styrke er særligt kapitlet om "Det japanske verdensbillede og kultur" og beretningerne om slagene ved Salomonøerne, Det Filippinske Hav og i Leytebugten samt indblikket i de strategiske overvejelser.

Den ene forfatter, Zetterling, har tidligere med succes udgivet Hitler mod Stalin og Slaget om Moskva. Det er derfor synd, at denne udgivelse ikke helt lever op til disse. Alligevel er det en noget anderledes bog om 2. Verdenskrig med nye vinkler og perspektiver.

17. aug. 2013 - 14:29   17. aug. 2013 - 14:30

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
4

Niklas Zetterling og Dan Öberg: Kampen om Stillehavet. Den Kejserlige japanske flådes krig mod USA 1941-45. 256 sider, illustreret, 300 kroner. Forlaget Information