19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

4 stoddere frem for en dronning

Teateranmeldelse:

4 stoddere frem for en dronning

Der er dykket dybt i musikkassen i Teateriet Apropos' vellykkede skraldespandskabaret.

Bådteatrets flydende hvalbug vibrerer med inciterende rytmer og dansk lyrik, der med sin enkle, gribende skønhed gør spøg til alvor, fordi det lige så godt kunne handle om os selv.
FOTO: Daniel Bevensee
1 af 1

De er blevet kaldt vagabonder, landevejsriddere, landstrygere, farende svende, skærslibere - raggare på svensk, clochards på fransk, hobos på amerikansk. De har den ubændige frihedstrang til fælles; "Frie fugle flyver, tamme længes" som der står et sted på fristaden Christiania. Det er en verden omgærdet af fordomme og romantik, begrænset af tørst og helbred.

Med afhop i denne farverige verden har Teateriet Apropos, der normalt slår sine folder i og omkring den jyske hovedstad, skabt en seværdig kabaret, der varer lige under et par timer med pause.

Det finurlige ved En skraldespandskabaret er, at instruktør og skuespiller Nikolaj Mineka har afstået fra alskens filosoferen over denne fremmede verdens moralske habitus. I stedet bruger han med stor virkning den danske populærmusik til at trænge ind i denne verden, fyldt med utæmmelig frihedstrang, ubærlige afsavn og gedigne branderter.

Det gør En skraldespandskabaret til en musikalsk øjenåbner af de sjældne. Marco Danias jazzede show-saxofon, lyriske tværfløjte eller folkelige klarinet, Simon Alstrups sprøde guitarer og kapelmester Mathias Gregersens jordnære bas - alle tager udgangspunkt i et musikalsk univers, der lyder fremmed, men som ved nærmere lytning viser sig at være såre velkendt.

Nikolaj Minekas og Kristine Elmedals stemmer skaber et musikalsk åndehul med musik og tekst af bundsolide danske kunstnere som John Mogensen, Niels Hausgaard, Poul Dissing, Benny Andersen, Tommy Seebach, Troels Trier, Niarn, Søren Huss og guderne må vide hvem, kemisk renset for social flæben.

"Vuggeviser for voksne" kalder de selv løjerne, men det er langt fra nogen søvndyssende forestilling. Bådteatrets flydende hvalbug vibrerer med inciterende rytmer og dansk lyrik, der med sin enkle, gribende skønhed gør spøg til alvor, fordi det lige så godt kunne handle om os selv.

24. aug. 2013 - 12:07   24. aug. 2013 - 12:15

Kabaret

Gert Poder
Anmelder
4

En skraldespandskabaret. Gæstespil af Teateriet Apropos på Bådteatret. Instruktør: Nikolaj Mineka. Til 31. august.