Den 54-årige Benedicte Toftegård er uddannet som typograf og arbejder i dag på treholdsskift på Aller Tryk. Hun er fællestillidsrepræsentant og A/S bestyrelsesmedlem i Aller Koncernen. Herudover har hun en række tillidshverv i sin fagforening HK/Privat. Hun har tre børn og to børnebørn.

Hvad har inspireret dig til at skrive en roman?

- Skønlitteratur kan have stor betydning i forhold til at vække politisk interesse og social indignation. Det har bøger i hvert fald gjort for mig. I en roman kommer man ind i andre menneskers tanker. Det gør man ikke ved at læse en løbeseddel. Jeg har altid skrevet, hvis jeg følte, jeg havde noget at sige, og jeg har skrevet meget lort, før jeg begyndte at finde min egen stemme og famle mig frem til en teknik.

Naturligvis er jeg da blevet inspireret af virkeligheden, ellers var det jo heller ikke interessant.
Benedicte Toftegård

- At være forfatter er et håndværk, man skal lære på den hårde måde, men i en roman kan man fortælle og komme tæt på noget væsentligt og usagt, netop fordi man ikke er forpligtet af fakta.

Hvorfor en krimi?

Fordi en krimi er let tilgængelig. Krimihistorien tvinger forfatteren til at, ”der skal ske noget”. Min fortælling er dog ikke særlig blodig. Det er primært menneskene, det handler om. Forholdet mellem en far og den datter han forlod, er for eksempel en lige så vigtig rød tråd i historien.

Hvordan har du fået tid til at skrive, når du samtidig passer et fuldtidsjob?

- Det har jeg egentlig heller ikke. Faktisk startede jeg på historien for mere end tolv år siden. I lange perioder har den måtte ligge og samle støv, men jeg har en skrivegruppe, der mødes regelmæssigt og har gjort det i 22 år. Vi er fire forskellige kvinder, der alle skriver seriøst og har fået noget udgivet. Vi kan være hårde ved hinanden med kritikken, men vi holder hinanden til ilden.

- Man kan dog kun skrive seriøst, hvis man har perioder i ferier eller afspadseringsuger, hvor man lukker alt andet ude.

Er romanen baseret på virkelige begivenheder eller personer?

Nej og ja. Det er absolut ikke nogen nøgleroman, og jeg har gjort mig umage med at bevæge mig væk fra et virkeligt persongalleri. De grafiske fagforeninger var i årtier præget af bitre politiske og personlige fejder, men der var nu aldrig nogen, som slog hinanden ihjel. Naturligvis er jeg da blevet inspireret af virkeligheden, ellers var det jo heller ikke interessant.

Vil du fortsætte med at skrive - har du planer om en ny roman?

- Jeg kan nok ikke holde mig væk fra skriveriet, så det er ikke usandsynligt. Derimod er det langt fra sikkert, at jeg får den udgivet. Arbejderbevægelsen og venstrefløjen har ikke længere forlag, der satser på skønlitteratur. De store aviser anmelder næsten kun bøger fra etablerede forlag.

- Det er fint nok, at vi alle sammen kan skrive, lægge tekster ud på nettet og være ”selvudgivere”, men hvis ikke der er nogen som kvalificeret hjælper folk med at redigere og kæle for historierne, så får vi ikke mere de gode bøger fra folk, som ikke lige har gået på litteraturvidenskab, journalistik eller forfatterskole.