Mord mellem linjerne hedder en ny kriminalroman skrevet af Benedicte Toftegård.

Som i andre gode krimier er det imidlertid slet ikke mordet, som er det interessante, men det miljø som beskrives. I dette tilfælde er det et arbejderklassemiljø i København. Tiden er lige efter murens fald først i 1990 - med tilbageblik til 1970’erne og 80’erne.

Benedicte Toftegård er ikke “professionel” forfatter, men typografisk trykker. Hun tjener sit udkomme på Aller Tryk, hvor hun er fællestillidsrepræsentant. Herudover er hun i øvrigt aktiv i sin fagforening og har været det i mange år.

Som fagligt og politisk aktiv er hun altså en erfaren rotte. Og det er den baggrund, hun skriver med og bruger i romanen - og det gør hun endog meget godt.

Hele handlingen er henlagt til grafiske arbejdspladser. Som baggrund for handlingen er det aktive fagforeningsmiljø, med alt hvad det indebærer. Vi hører om sammenhold og solidaritet men også om intriger og slagsmål i en tid, hvor der er store teknologiske og politiske omvæltninger på vej. Omvæltninger som vender op og ned på mange menneskers liv.

Hovedpersonen, Lotte Frandsen, er trykker og skifteholdsarbejder. Og dette skiftehold går som en puls igennem romanen, hvor der arbejdes, soves - og elskes - på alle tider af døgnet.

På det store trykkeri, Dansk Ugeblads Trykkeri, hvor hun er afløser, møder vi alle de sjove, skæve og underfundige typer, som har befolket de grafiske arbejdspladser, da der stadig var tid og mulighed for at få en øl eller flere og pauser, hvor der kunne fortælles anekdoter eller laves andre mærkværdige ting.

Ved et tilfælde (eller er det et tilfælde?) bliver Lotte involveret i opklaringen af et mord på en trykkerichef, som tidligere har været tillidsmand. Han var chef på trykkeriet Pagina, hvor der er flere lyssky forhold på spil - blandt andet et farligt arbejdsmiljø, som sender flere arbejdere i døden alt for tidligt.

Opklaringen af mordet sender Lotte Frandsen rundt for at snakke med forskellige mennesker i det grafiske miljø. Vi får tilbageblik til tidligere tiders konflikter og strejker. Og det ender med at blive både farligt - og spændende.

Benedicte Toftegård har skruet en rigtig god roman sammen, som det er svært at lægge fra sig igen. Hun skriver godt og behandler med stor indsigt og loyalitet sin egen tids op og nedture. Hun ved, hvad der drev de politisk aktive, kommunisterne, socialdemokraterne, de skuffede og de apolitiske.

Men hun beskriver også personlige forhold - forholdet mellem generationer og mennesker - så det både rører og berører.

Det er sjældent, at arbejdere skriver bøger. At Benedicte Toftegård ved siden af sit skifteholdsarbejde og tillidsmandsjob har fundet tid til at skrive bogen er imponerende. Og at hun gør det med så stor professionalisme.  

Måske er begrebet “arbejderlitteratur” lidt fortærsket. Ikke desto mindre dækker det meget godt denne roman.

Som tidligere typograf var det en særlig glæde at læse bogen, men jeg er sikker på, at mange andre også vil finde den interessant. Den tegner et tidsbillede, som mange vil nikke genkendende til.