Det er blevet moderne i såvel danske som udenlandsk filmproduktion at tegne portrætter af enten nulevende eller historiske personer. Inden for de seneste år har vi blandt andre set film om Margaret Thatcher, lederen af FBI, J. Edgar Hoover, og snart kommer der film om Apples stifter Steve Jobs og om prinsesse Diana.

Herhjemme har vi blandt andet set film om Hvidstensgruppen, Struense og snart kommer en historisk film om den berømte travhest Tarok. Så Spies & Glistrup føjer sig fint ind i rækken af ”historiske” film.

Instruktøren Christoffer Broe har ønsket at lave denne film om de to provokatører, der hver for sig fik de danske myndigheder op i det røde felt. Progressive var de ikke – tværtimod. Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup lavede skattecirkus og snød staten for retmæssig skattebetaling, og rejsekongen Simon Spies sendte den danske arbejderklasse billigt til Mallorca til grisefester og billig sprut, så de kunne glemme hverdagen og dens trivialiteter.

Spies og Glistrup havde lært hinanden at kende under deres studieophold, da de begge boede på kollegiet Regensen i København. Allerede tidligt i forløbet havde Glistrup regnet den ud, og ved at konstruere fiktive aktieselskaber fik han blandt andet overbevist Spies om sine fiduser

Glistrup levede et traditionelt familieliv med kone og børn, mens Spies væltede sig i nøgne damer og helst med den kulørte presses tilstedeværelse. Al reklame kunne bruges til at understrege Spies slogan, ”Spies, rejs og vær glad”.

Filmen er ganske underholdende med de to klovner i det danske samfund, og begge spilles ganske glimrende af henholdsvis Pilou Asbæk og Nicolas Bro.

De ældre, der har kendt Spies og Glistrup specielt fra TV og ugebladene, vil indimellem kunne nikke genkendende til mange af scenerne. De unge ved jeg ikke rigtigt, om de blot vil opfatte de to ”provoer” som et underholdende element fra en tidsperiode i Danmark, hvor samfundet var i kolossal omvæltning, og hvor provoer i forvejen optrådte overalt, hvor Christiania blev besat, og hvor Thylejren blev etableret.

Filmen er som sagt ganske underholdende, men så heller ikke mere. Ingen af de to havde noget tilfælles med arbejderklassen – tværtimod udnyttede de den groft, men man kan godt lære af filmen og grine indimellem, og det er jo aldrig så ringe endda, når man går i biografen.