Da kunstneren Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) endelig havde færdiggjort den kunstneriske uddannelse, som han var begyndt på som 17-årig i 1936, lå Europa i ruiner. På det tidspunkt havde han gennemført en vidt forgrenet kunstnerisk grunduddannelse som billedkunstner, grafiker/designer og arkitekt. Den nyklækkede kunstnerspire var således godt klædt på til at tilbinge de næste fem-seks år i Byernes By, det sønderbombede men spillevende Paris. Her blev han konfronteret med en tilgang til efterkrigstidens billedkunst, der lå lige til højrebenet. Det konkrete, figurative udtryk, baseret på geometriske former som cirklen, kvadratet og trekanten.

Gunnar Aagaard Andersen var på mange måder en mærkelig kunstner på et sårbart tidspunkt i det 20. århundredes kunstudvikling. På et tidspunkt, hvor en desillusioneret kunstverden forsøgte at finde orden i kaos gennem det abstrakte maleri, valgte han at læne sig op af og låne fra store klassiske mestre som Rubens. For kunstneren Gunnar Aagaard Andersen blev svaret på Anden Verdenskrigs ufattelige ødelæggelser en leg med de mange nye materialer, som krigen havde ført med sig.

Nærmest som biprodukter af den gigantiske krigsmaskine, der lagde Europa øde, fik efterkrigstidens legebørn foræret helt nye udtryksmuligheder. Plastik, polyuretan, polystyren, aluminium - nye materialer betød nye udtryk for den unge kunstner, der glubskt kastede sig over allehånde eksperimenter. Men kernen var uafhængig af den moderne teknologi. Det var de gamle mestres matematiske systematik og organisering af de visuelle elementer, der først og fremmest facinerede ham.

Den Fries udstilling "Aagaard Andersen i brug - Udvalg af værker fra 1950'erne og frem" er resultatet af en stædig kvindes utrættelig kamp. Seniorforsker Vibeke Petersen, der gennem mange år har arbejdet på Willumsens Museum, Aros, Statens Museum for Kunst og Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo, har i to år sat sig for at skildre denne mangfoldige kunstner, designer og arkitekts utrolige kreativitet, og det er lykkes til fulde.

Rum efter rum hylder Gunnar Aagaard Andersens på én gang supermoderne og klassiske tilgang til kunst og design. Udstillingen er stoppet til randen med skitser til virksomhedslogoer, smukt designede gulvtæpper, stoffer og tæpper, poetiske glasplader med letraset-bogstaver og metodiske skitser, der åbner op til en enestående visuel verden. Eksperimentel æstetik som i hans balletkostumer og scenografiske værker i balletten "Døren", der blev skabt sammen med komponisten Niels Viggo Bentzon og koreografen Kirsten Ralow og uropført på Det Kgl. Teater i 1961, viser en kunstner, der er villig til og i stand til at integrere kunst og krop bevægelse og form, farve og rytmik.

"Aagard Andersen i brug" er meget svær at komme uden om, fordi den både hylder den klassiske kunsts idealer og samtidig viser værker af en kunstner, der havde en banebrydende evne til at gå på tværs af materialer og kunstgrene.