Udsatte unges svære møde med systemet
Rådet foreslår, at det sikres, at borgere på meget lave ydelser kan få tilstrækkelig hjælp til at opretholde en bolig. Det kan for eksempel være i form af særlig gunstig boligstøtte eller hjælp til betaling af husleje.
Rådet foreslår, at der bliver udviklet modeller for fleksible uddannelses- og beskæftigelsesforløb, og at der sker en oprustning af den socialfaglige kompetence på uddannelsesinstitutionerne.
Rådet foreslår, at der etableres lettilgængelig psykologhjælp i kommunalt regi, sådan som det allerede sker med misbrugsbehandling. Og både psykologhjælp og misbrugsbehandling skal etableres på ungdomsuddannelserne.
Rådet foreslår, at mentorordningen skal opkvalificeres fagligt og sikre socialfaglig støtte, rådgivning og vejledning om rettigheder. Ordningen kan med fordel forankres i frivillige organisationer eller brugerorganisationer.
Sundhedsvæsenet skal i øjenhøjde med udsatte
Rådet foreslår, at staten og regionerne igangsætter en strategi for at gøre sundhedsvæsenet tilgængeligt for socialt udsatte. Det bør sættes som mål inden 2015, at:
• Alle socialt udsatte har egen almen praktiserende læge eller adgang til praktiserende læge i nærområdet.
• Alle større somatiske og psykiatriske sygehuse har viden og indsigt i behandling af indlagte socialt udsatte personer, for eksempel i form af socialsygeplejersker.
• Alle socialt udsatte får adgang til gratis tandbehandling, og at der samtidig sikres tandbehandling, der tager hensyn til og kan rumme gruppens særlige behov.
Mangelfuld misbrugsbehandling
Rådet foreslår, at de nationale retningslinjer på stof- og alkoholområdet skal omfatte både en psykosocial og sundhedsfaglig behandling. Retningslinjerne bør laves i et tværministerielt samarbejde mellem de relevante ministerier.
Rådet foreslår at indføre samme behandlingsgaranti på den substitutionsmedicinske behandling (som for eksempel metadon til stofmisbrugere - red.), som findes på den sociale stofmisbrugsbehandling. Garantien betyder, at man har krav på at blive tilset af en læge inden for 14 dage fra første henvendelse.
Rådet foreslår at ændre kriterierne for at blive henvist til heroinbehandling, så flere personer, heriblandt de mest belastede misbrugere, også får adgang til behandlingen med lægeordineret heroin.
Rådet foreslår, at både stof- og alkoholbehandlingen tilrettelægges for den enkelte, så misbrugere får et mere intensivt forløb med udgangspunkt i hver deres særlige og samlede livssituation.
Rådet foreslår, at der bliver lavet flere alternative plejetilbud til ældre stof- og alkoholmisbrugere.
Flere hjemløse trods strategi
Rådet foreslår, der afsættes 100 millioner kroner over fire år til en forstærket indsats mod hjemløshed med henblik på at fastholde det politiske fokus på at bekæmpe hjemløshed i Danmark. Strategien skal indeholde følgende punkter:
• En udvikling af den socialpædagogiske indsats på herberger og forsorgshjem.
• Etablering af et rejsehold i regi af Socialstyrelsen, der skal stå for at udbrede og videreudvikle metoderne fra Hjemløsestrategien.
• En fortsat overvågning af kommunernes indsats med “Housing First”-metoderne.
• En fortsættelse af den nationale hjemløsetælling hvert andet år.
• En udvidet opsøgende indsats for at forhindre (ny) hjemløshed i form af kommunale akutteam.
• En fortsættelse og udvidelse af den politiske styregruppe og den faglige følgegruppe fra Hjemløsestrategien.
Endelig en fattigdomsgrænse
Rådet foreslår, at Folketinget anerkender ekspertudvalgets forslag til en fattigdomsgrænse og bruger det som en målestok for udviklingen af fattigdom og for resultater af fattigdomsbekæmpende politikker.
Rådet foreslår, at en uafhængig instans udarbejder den årlige rapport om fattigdom, og at regeringen skal forpligte sig til at reagere på rapportens vurderinger og inddrage civilsamfundet i dén proces.
Rådet foreslår, at alle lovforslag konsekvensvurderes for udvikling i fattigdom.
Rådet foreslår, at Folketinget vedtager en samlet strategi til at bekæmpe fattigdom og fastsætter ambitiøse mål for en halvering af fattigdom inden år 2020.
Ulighed i demokratiet
Rådet foreslår, at der holdes debatter og afstemninger på forsorgshjem, herberger og væresteder, hvor socialt udsatte opholder sig.
Slunken satspulje kræver alternativer
Rådet foreslår, at satspuljepartierne gennemgår de satspuljebevillinger, der bliver overført til det kommunale bloktilskud eller til regioner til deres indsats for socialt udsatte for at undersøge, om der er midler, der ikke anvendes efter formålet og derfor bør føres tilbage til satspuljen.
Rådet foreslår, at der etableres en fond til investering i udvikling af indsatsen for socialt udsatte. Fonden skal kunne finansiere udviklingsaktiviteter til en samlet sum af 300 millioner kroner årligt.
Kommunerne og socialt udsatte
Rådet foreslår, at det gøres obligatorisk for kommunerne at nedsætte et udsatteråd efter samme praksis som de kommunale ældre- og handicapråd (jævnfør retssikkerhedsloven.)
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278