Det nyeste nummer af bladet Arbejderhistorie, som udgives af foreningen Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, SFAH, har fire tophistorier. En om “Arbejdernes Fællesbageris historie – Fra kooperativ succes til modgang”.

En gennemgang af “Kristelig dansk Fællesforbunds tilblivelse og første år 1899-1907” og endelig en spændende artikel om “Socialdemokratiets indvandrerpolitik. Politisering og debat under Anker Jørgensens formandsperiode (1979-1987)”.

Tophistorien er dog fortællingen om Kina og et svar på spørgsmålet: “Hvorfor har den kinesiske arbejderstat så svag en fagbevægelse?”.

Kina og fagbevægelsen

I Kina steg antallet af såkaldte “masse-episoder” fra 8.700 i 1993 til 87.000 i 2005. Tal, der er stemplet som en “statshemmelighed”. Man mener, at tallet i 2010 var på 180.000. Strejker er blevet “så almindelige som ægteskabelige skænderier”. Dette på trods af, at strejkeretten blev slettet fra Kinas forfatning i 1980, og på trods af, at opfordringer til strejker har udløst lange fængselsdomme.

En iagttager mener, at Kinas Kommunistiske Parti, KKP, “helt har opgivet sin støtte til arbejderklassen og derved har forårsaget den kinesiske arbejderklasses omtrentlige disintegration”. Og det i en periode hvor forfatningen fortsat peger på klassen som magthaverne, og arbejderklassen er vokset med over 100 millioner.

Forfatteren kigger på, hvordan det er sket, og peger på, at en af flere årsager er tilladelsen til, at udenlandske firmaer opererer i landet og dermed har “anskueliggjort socialismens underlegenhed for de kinesiske arbejdere”.

To spørgsmål

Artiklen forsøger grundlæggende at at besvare to spørgsmål: 1) Hvori består de klagepunkter, der har gjort strejker og demonstrationer så almindelige? Og 2) Er de gængse forklaringer på den kinesiske arbejderklasses svage organisering i overensstemmelse med de kinesiske arbejderes opfattelser?

Da KKP kom til magten i 1949 opdelte man befolkningen i bønder og ikke-bønder. Bønderne blev udelukket fra en del sociale goder som byboerne, dvs. arbejderklasen nød godt af.

Partiet bestemte, hvor den enkelte skulle arbejde. Og da arbejdspladsen styrede alle aspekter af arbejdernes liv, lige fra børnepasning og lægebesøg til underholdning og kremation, og arbejderne på de statslige virksomheder havde livslang ansættelse og adgang til ekstra goder, betød det stor loyalitet fra klassens side.

Efter Kulturrevolutionen, da Deng Xiaoping satte sig på magten og de liberale tiltag begyndte, fik de statsejede virksomheder problemer og blev langsomt privatiseret eller lukket. I perioden 1993-2006 forsvandt mere end 60 millioner arbejdspladser i de statsejede og kollektivt ejede virksomheder.

Medarbejderpris

Da “KKP makulerede det socialistiske produktionssystem, viste arbejdstagerne sig, som så mange af deres østeuropæiske fæller, ude af stand til at forsvare deres juridiske rettigheder”, skriver forfatteren, og som i Østeuropa var landets politiske elite i stand til at “tilrane sig en stor del af statens ejendom”.

I 1999 ændrede KKP nationens “arbejderpris” til en “medarbejderpris”, hvorved den blev tilgængelig for ledere, ingeniører og så videre. Og i 2002 begyndte KKP at optage selvstændige forretningsmænd i arbejdernes og bøndernes parti(!).

Grundene til arbejderens utilfredshed er, ifølge artiklen, manglende udbetalinger af lønninger, betalingsstandsninger, udskiftning af fastansatte med løsarbejdere – hvilket er ulovligt men ofte sker – fyringer af folk med opnåede goder og ansættelse af folk uden, ophævelse af ansættelsesforhold med mere.

Og arbejdernes reaktioner er primært tre. 1) De formelle klager til myndigheder, et tal der ligger på omkring 11-13 millioner om året, 2) Folk melder arbejdsgiveren til domstolene, hvad der også er sket en markant stigning i, og 3) strejker og demonstrationer.

Artiklens forfatter, Bo Ærenlund Sørensen, modtog Arbejderhistorieprisen 2011 for en afhandling, som denne artikel er en sammenfatning af.

Artiklen er, som i øvrigt også de andre hovedartikler i denne udgave af Arbejderhistorie, absolut et studie værd.

Det fine tidsskrift har desuden som vanligt anmeldelser og forskningsnyt, blandt andet med en spændende nekrolog over den fine engelske historiker Eric Hobsbawm.