- 820.000 kroner. Det er fan'me mange penge, mumlede den yngre redaktør filosofisk, og fik dét der blik i sine redaktør-øjne.

Jeg hader det blik. Det betyder altid, at jeg skal lave en reportage fra en eller anden skodbegivenhed. Jeg afskyr skodbegivenheder og jeg-reportager og er panisk rædselsslagen for at blive genkendt af de kendte. De gør mig pissebange, fordi jeg er ude af stand til at kende forskel på en statsminister og en rengøringsdame. For mig kommer alle de der kendisser fra den samme store farm i Jylland - ligesom københavnske politibetjente.

Heller ikke Tommy Kenter genkender mig. Ham har jeg ellers siddet ved siden af til en debat om kultur - eller også var det Flemming Jensen. De ligner sgu' hinanden.

- Du skal til J. Lauritzen Fondens prisuddeling på Det Kongelige Teater, meddelte redaktøren påtaget blidt.

- Og du behøver ikke at skrive i jeg-form, hvis du ikke har lyst, tilføjede han med et ondskabsfuldt blik. Han har ikke glemt, at jeg tog pis på ham i min travreportage.

Ups, den sad. Prisuddelinger er bare de allermest personlige kendis-begivenheder i hele verden, og Lauritzen Fondens er en af de værste. Det store rederi, der tjener penge på Oslo-færgen, har i en menneskealder støttet dansk kulturliv ved at uddele en pose penge til en skuespiller. Derfor vrimler denne prisuddeling med kendte: de nye, de gamle, de forhenværende og de glemte.

Og så i Det Kongelige Teaters skuespilhus. Der er dømt mareridt!

Måske en kollega

Michael Feder er ingen kendis. I hvert fald ikke endnu, selvom han er direktør for kulturbranchens største PR-bureau. Jeg føler mig rimelig tryg i hans nærhed, og hjertet hopper af jubel, da han viser mig hen til første række i Skuespilhusets store sal. Med ryggen til alle de kendte vokser min selvtillid stilfærdigt.

Alting forløber fredeligt, indtil en kvinde med schwung og fotograf nærmer sig. Hun gør sig bemærket på en bestemt måde, og må være en af de der smadderkendte sladderjournalister fra Billedbladet eller Se & Hør eller måske endda Familiejournalen.

Jens Ditlev viser sig at være en cool fyr med humor så tør som en revisorpåtegning.

- Er du journalist, spørger hun med et hvast blik, og kaster sine kendis-øjne på mit sikre sæde. Mit indre bobler af glæde og kun hendes øjne forhindrer mig i at omfavne hende. For fanden, mand - hun kendte mig ikke! Måske bliver det alligevel en dag uden pinlige øjeblikke, hvor jeg stammer "hvem-er-det-lige-du-er" eller "har-jeg-ikke-set-dig-før" til en eller anden nobelpristagers privatschauffør.

Lyset dæmpes langsomt i salen. Først spiller P3-prismodtageren Marie Key sammen med en ukendt guitarist en ørehænger. Så træder en for mig ukendt, nydelig ung kvinde ind på scenen. Jeg er sikker på, at hende burde jeg kende. Hun hedder Lærke Winther og starter med at sige undskyld over et eller andet, som hun gjorde forkert ved sidste års prisuddeling. Det er sejt, for jeg har aldrig hørt en kendis undskylde noget som helst, undtagen Lars Løkke Rasmussen på forsiden af Ekstra Bladet, men han er jo også meget berejst.

Manden med tegnedrengen

Den kønne Lærke er sammen med en lille, kompakt herre. Han hedder Jens Ditlev Lauritzen, og ham kender jeg heller ikke. Det viser sig at være den glade vært og giver, kort sagt: manden med den store tegnedreng. Det forklarer alt. Når man er så rig, behøver man ikke at være kendt.

Jens Ditlev viser sig at være en cool fyr med humor så tør som en revisorpåtegning. Han har været formand for Lauritzen Fonden siden 2009, og han er oldebarn af tømmerhandlersønnen Ditlev Lauritzen (1859-1935). Den gamle Ditlev indså, at fremtiden tilhørte skibsfarten og købte damperen Uganda i 1888. Resten er historie.

Hans dampskibsselskab tjente gode penge under Første Verdenskrig. Måske derfor gik en del af overskuddet fra rederierne og andre aktiviteter allerede ved begyndelsen af Anden Verdenskrig i stigende omfang til almennyttigt arbejde. Lauritzen Fonden blev oprettet i 1945, og den har siden støttet projekter med et socialt og kulturelt formål.

Drømmen brister

Prisuddelingen glider afsted som Golfstrømmen i medvind. Jeg sidder lunt og trygt for de kendtes blikke på første række. Ingen værdiger mig et blik på første række. Ikke engang den sjove Ditte Hansen, som jeg ellers har passeret adskillige gange i Cirkusteltet på Bakken til "Revyernes Revy", hvor Skuespillerforeningen af 1879 samler penge ind til støtte for sine ældre medlemmer.

For hardcore bz'ere over de 50 år er Kennan Seeberg en rigtig fucking kendis.

Heller ikke Tommy Kenter genkender mig. Ham har jeg ellers siddet ved siden af til en debat om kultur - eller også var det Flemming Jensen. De ligner sgu' hinanden, og jeg er som sagt håbløs til det der kendis-fis, selv om Tommy er god nok. Det samme er kollegaen Bodil Jørgensen. De gør deres bedste for at udfylde tomrummet mellem overrækkelsen af de mange penge. 

Til sidst synger Marie Key & Co. os ud i Skuespilshuset smukke forhal til den afsluttende, overdådige buffet. Et enkelt indeklemt "oum" passerer åndedrætssystemet, mens jeg påmonterer det herskerblik, der skal afværge katastrofale ikke-genkendelser.

Det bliver en ommer. Godt og vel halvt ude i den myldrende forhal lyder en grov mandestemme:

- Hej, er det ikke Gert fra Arbejderen!

Genkendt!

Hals- og skuldermuskler spænder sig til den afgørende konfrontation. Hvem fanden er det nu, det er? Stemmen lyder underligt velkendt.

Som den naturligste ting i verden vender jeg mig elegant om mod lyden og hilser henkastet:

- Hej Kennan, tak for sidst, siger jeg med en stemme, der næsten ikke afslører, at blodet i mine årer er frosset til is. Shit, jeg er genkendt af en kendis.

For hardcore bz'ere over de 50 år er Kennan Seeberg en rigtig fucking kendis. Han var talsmand for bz'erne dengang i 1982 og blev for alvor kendt, da en flok hjernedøde pansere bankede ham til hakkemad, mens han var i gang med en live reportage til Danmarks Radio under en demo på Christiansborg Slotsplads.

Det var i de go'e gamle dage, da det stadig ikke var lige populært alle steder at banke journalister på arbejde. Efter nogle år skiftede Kennan så til Ekstra Bladet, hvor han sammen med min – gudskelov stadig ukendte – kammerat Skipper i 2002 afslørede den amerikanske spionring Eschelon. Nu skriver han for B.T. om – de kendte.

Vi småsnakker på den der "vi-kender-fandme-hinanden"-måde, da jeg lægger mærke til en kvindelig fotograf, der er i fuld gang med at fotografere Lærke Winthers frisure. Fuck, så er man kendt.

Det går op for mig, at det er værre at være kendt for de kendte, end det er for mig ikke at genkende dem, og sammen med den åbenbaring siver kendis-fobien op under Skuespilhusets øverste luftlag.

Måske ses vi alligevel næste år.