Kulturministeriet har en pudsig særstatus i dagbladenes behandling af finansloven. Det er det eneste ministerium, hvis bidrag på finansloven behandles samlet under én rubrik. Typisk er kommentarerne fra dagbladene skuffelse over, hvor lidt der flyttes rundt i kulturministeriets del af finansloven.
Dette skyldes dog hovedsageligt, at disse kommentatorer aldrig har forstået finanslovens proces. Uanset hvilken regering: finanslovsforslaget har ikke til hensigt at ændre kulturpolitik. Finanslovsforslaget samler op på allerede vedtaget politik, ajourfører og sikrer en slags status quo.
Kulturens finanslovsforlag har aldrig præsenteret en ”stor vision”. For de store visioner er altid blevet præsenteret selvstændigt. De sidste tyve års store byggeprojekter i København som Statens Museum for Kunst eller Det Kongelige Teater er blevet præsenteret selvstændigt – uafhængigt af finanslove. Efterfølgende er de politiske aftaler om projekterne blevet fulgt op gennem finanslovsbevillinger.
Vi flytter lige 477 millioner kroner
Påstanden om, at der intet sker i finansloven for 2014, skal dog også tages med et gran salt. Den omfattende kunststøttereform, som Folketinget vedtog i foråret, bliver naturligvis fulgt op gennem finanslovsforslaget.
De hidtidige 18 puljer under Statens Kunstråd og Statens Kunstfond nedlægges og erstattes af 14 nye puljer under den nye Statens Kunstfond. Samlet er der tale om en omfordeling af 477 mio. kr.
Man kunne indvende, at dette blot er en administrativ omlægning, som næppe får betydning for kunstlivet i sig selv. Til denne indvending må man dog sige: det er ikke gennem finanslovsforslaget muligt at besvare spørgsmålet: bruges der de samme midler til de enkelte formål (fx musik og litteratur) som i 2013?
Den udtalte hensigt med omlægningen af kunststøtten har været strukturel, ikke at ændre i prioriteringen mellem kunstområderne. Ud fra selve finanslovsforslaget kan man dog ikke vurdere, i hvilket omfang denne hensigt er fulgt.
Armslængde med modifikationer
En af hensigterne med kunststøttereformen, at selvstændiggøre de enkelte kulturområder, synes klart opfyldt gennem finanslovsforslagets omfordelinger mellem puljer.
For hvert enkelt område opregnes en række formål, men hertil føjes: ”Det er ikke fastlagt, hvordan udvalget skal fordele midlerne mellem de forskellige formål.” Denne frihed til selv at bestemme over midlernes anvendelse har aldrig tidligere været anført for udvalg under Statens Kunstråd eller Statens Kunstfond. Dette er en markant understregning af, at armslængdeorganerne netop har armslængde til det politiske og administrative system.
Dog kan der komme en usikkerhed om omfanget af denne frihed, idet en række af udvalgene er delvist finansieret gennem tipsmidler. Eksempelvis er der på tipsaktstykket for 2013 en pulje til billedkunst på 2,0 mio. kr. med følgeteksten ”Puljen anvendes som driftstilskud og som tilskud til aktiviteter på billedkunstområdet.” eller på musikområdet en pulje til honorarstøtte på rytmiske spillesteder på 1,6 mio. kr. Det synes uklart, i hvilket omfang fagudvalgene kan fravige de betingelser, der er sat i tipsaktstykket.
Puljer forlænges
Dansk kulturpolitik styres i høj grad gennem 3-4 årige puljer til bestemte formål. Typisk er disse puljer finansieret udenfor Kulturministeriets ramme og skal derfor ophøre, når puljen udløber. Logikken er, at Kulturministeriet har haft et projekt, som ikke var driftsbaseret, og som enten havde en midlertidig karakter eller skulle afprøves. Der opnås politisk tilslutning til projektet – men kun til projektet, ikke som en generel forøgelse af Kulturministeriets ramme.
Som regel indgås sådanne politiske aftaler om nye puljer i forbindelse med finanslovsforhandlinger, som en tillægsaftale til den egentlige finanslovsaftale og gerne med langt bredere politisk tilslutning end den generelle finanslovsaftale.
Når disse aftaler nærmer sig udløb, er det en særlig opgave for kulturministeren at overbevise finansministeren om, at puljerne skal forlænges. I finanslovsforslaget for 2014 er det lykkedes for kulturministeren at forlænge huskunstnerordningen, en særlig pulje til teatre og spillesteder samt SportEvent Danmark. Da puljerne i høj grad finansieres af kulturministeriets egne tipsmidler, har opgaven dog ikke været uoverkommelig.
Nye puljer i november
Gennem forlængelsen af de eksisterende puljer er det lykkedes for kulturministeren at opnå en formel forøgelse af kulturministeriets ramme. Da tilskudsmodtagere har en tendens til at overse den formelle tidsbegrænsning i de politiske aftaler, vil disse blot opfatte finansloven som status quo.
Ministeren har givetvis en forhåbning om, at det lykkes at udvide rammen yderligere gennem de forestående finanslovsforhandlinger. De politiske partier melder ind med forskellige forslag, hvoraf en del givetvis allerede er forberedt i ministeriet.
Den eneste officielle melding er, at Dansk Folkeparti gerne vil flytte pengene fra Huskunstnerordningen til musikskolerne. Til november vil kulturministeren givetvis præsentere en kulturpolitisk aftale, som dels sikrer en udvidelse af rammen, dels sikrer profileringsmuligheder for de politiske partier, der indgår aftalen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278