I All My Dreams Come True møder vi parret A og B på jagt efter meningen og lykken. De er superdeprimerede og -frustrerede – og det er sjovt, fordi de selv spejler sig sarkastisk i al den spin og de plusord om selvrealisering, om at komme ind i kampen, om at udnytte sit potentiale, som fyger om ørerne på os. Og det er sjovt, fordi det er så satirisk velskrevet af Christian Lollike. Det minder om Line Knutzon på en god dag.

Både Marie Louise Wille og Morten Burian har forrygende attituder, stemningsskift, mimik og timing, der gør det ordrige stykke til en fascinerende oplevelse. Man bliver simpelthen revet med.

Disney er den store skurk. Koncernen er en lavt selvværdsproducent, der har gjort alle eventyrerne impotente.

Men det forsøger A og B at lave om på. I et univers befolket af dværge, en spasser, en tyk kvinde og en tårnhøj mand – alle sammen helt ægte af kød og blod, samt et orgie af eventyrlige kostumer skaber A og B deres egne versioner af de gamle eventyr, men det er svært.

Så svært at Joakim von And ender hos en dværgpsykolog – ked af at man ikke kan købe nogle nye rammer for livet, når de gamle ikke slår til.

De store fortællinger fænger ikke rigtig mere. Vi tror hverken på Gud eller på hinanden eller os selv, som nogen, der kan forandre verden. Markedet er blevet den Gud, der styrer udviklingen, og markedet kræver vækst. En vækst der har givet os et materielt overskud uden sidestykke i historien, men alligevel mangler vi ”det”. Det der giver os tro på noget, der er større og vigtigere end os selv. For ellers må vi have lykkepiller for at kapere de skizofrene og maniodepressive konsekvenser af at have så meget individuel frihed og alligevel føle sig så ufri. Det sætter stykket spot på.

Hvis du tør se en spasser blive kneppet i det skudhul, han har fået i hovedet, fordi han er blevet aflivet, da han ikke fremmer væksten, så skynd dig i teatret og se Danmarks modigste skuespil.

Du risikerer at gå provokeret, oplyst og oplivet derfra.