Lissabon syder og dirrer af varme og spændte forventninger til aftenens og nattens helgenfest. Men heden kan let drive en ned til Cais do Sodré, hvorfra lokaltog fører én ud til nogle florissante strande ved Tejoflodens udmunding i Atlanterhavet. Her svales kroppen mens man nyder brætsurfernes gliden langs de voldsomt høje bølger. Fiskerestauranten på stranden byder på en god gang blækspruttegryde skyllet ned med kølig god hvid vin.

Tilbage i Lissabon kan man fra sin franske altan på hotellets 1. sal nyde nogle interessante forberedelser. Forventningerne til aftenens og nattens folkefest får selv de hjemløse til at nette sig – hjemløse, der er henvist til nat efter nat at overnatte under nogle papstykker på en bænk i det lille botaniske anlæg, på Praca Alegria – glædens plads...

Tina og jakkesættet

Man fejrer den gode helgen, Santa Antonio, der i 1200-tallet stod for venskab, hjælpsomhed, godt naboskab, tagen hånd om de fattige og ikke mindst kærlighed. Så alle forbereder sig. Fra et åbentstående vindue tilbyder Tina manicure til de forbipasserende. Men den nydelige ældre herre i sit nydelige mørke jakkesæt, finder også andre kvaliteter hos Tina. Og man forstår ham så godt. Han indleder en lattermild samtale, som også bekommer Tina. Den helgen, den helgen!

Pladsens lokale frivillige brandmænd yder i aftenens solnedgangslys en 45 årig kvindelig darling særbistand, da hun ikke er klar over, om hun må parkere sin bil på den lille plads. Det må hun, men hun er ikke særligt velbevandret i parkeringens svære kunst. Men med 3-4 brandmænds grundige hjælp lykkes det – og det tager tid, for de vil så gerne holde på hende i lang tid. Og man forstår brandslukkerne, der ved denne lejlighed ikke forstår sig på at slukke deres virile flammer. Den helgen, den helgen!

Tre mandlige beboere har nu tændt deres lille grill ude på gaden. Først siver dufte fra deres brænde på grillen ind i vores hotelværelse, men da sardinerne lægges på, erstattes disse sanseindtryk af ristet fisk plus diverse krydderier... Mændene sludrer højlydt, godt hjulpet af den lille dunk rødvin, de har taget hul på.

Feliz Liverpool FC!

En "kavalergang" passerer lige under vores franske altan. Hun skal lufte sine to hunde på pladsens lille plæne og en "nypudset" hjemløs insisterer på at følge hende over fodgængerfeltet, der ellers ikke lige nu er truet af farlig megen trafik. Men han får lov, og han nyder det. Den helgen, den helgen...

Tre unge mænd kommer forbi vores altan – løfter deres glas mod os og råber: "Feliz Liverpool FC, må lykken følge den berømte fodboldklub!". Årsagen er, at de har fået øje på vores store røde strandtæppe med Liverpools logo. Det hænger til tørre på vores franske altan. Vi hilser tilbage med et "Feliz Benfica!", et af Lissabons storhold.

Ud på aftenen går vi ned på den smukke boulevard, Avenida Liberdade. Her er der lukket totalt af for trafik. I stedet passerer det ene farverige optog efter det andet forbi. Grupper af unge i folkedragter drager syngende og musikerende ned ad boulevarden, ned mod Tejo-floden. Folk danser med fra sidelinien, får sig en skål og et kærligt kram. På adskillige altaner og trappetrin har Lissabons indbyggere anbragt nogle små potter med en husfred og sentenser om den folkekære helgen Antonio.

Du må ikke have andre guder

Vi drager videre op i det højt beliggende kvarter, Bairro Alto. Et sted har en flok naboer etableret en lille gaderestaurant, med egne møbler og griller. Glæden og osen møder os som en mur, der er svær at komme udenom. Vi standser op og får en lille snak med glade naboer.

Længere oppe vælger vi en gaderestaurant med udsigt til Praca Restauradores, der på sin skråning byder på et smukt syn af den oplyste borg, Castelo Sao Jorge. Også her spiser de lokale grillede sardiner og skåler i Sangria.

På trappen sidder en herre af moden alder og diverterer aftenens gæster med nogle flotte klange, der sender mindelser til den traditionelle portugisiske Fado-sang om længsel, savn, hjerte, smerte, forhåbninger og ikke mindst kærlighed. Ved bordet spørger vi os for, hvad denne helgen Antonio nærmere stod for, og hører igen historien om, at han var det almindelige folks beskytter.

Interessant er det også, at vi får at vide, at den katolske kirke ikke er vild med denne folkefest, angiveligt fordi det ikke er de kirkeliges projekt. Du må ikke have andre guder end mig, lyder det.

Efter den gode mad og stemning er vi tilbage på Avenida Liberdade. Her kører optogene på fjerde time – uret slår midnat, og der er fortsat masser af dans og stemning i månelyset. En hoben unge kvinder svinger indbydende med skørterne, en flok unge mænd fægter med stor elegance høstreskaberne, selv om deres dragter strammer her og der

Der skråles i takt med musikken og på dette sene tidspunkt er mange børn slumret ind på fars eller mors stærke arm. Men det hele koger og gynger fortsat – man får let mindelser om karnevallet i Brasiliens Rio de Janeiro.

Dagen derpå

Dagen efter kysses der af i vores lille parkanlæg, kan vi se fra vores franske altan. Festen er slut, og der er påfaldende roligt i de solbeskinnede gader. Det er helligdag, og folk kan sove fredfyldt og længe. Også det har den vellidte helgen, Antonio sørget for.  

Efter disse oplevelser står der nu to symbolske genstande på vores franske altan: Den lille husfred og en lille Barcelos-hane i porcelæn. For også myten om denne hane har en spændende folkelig historie om retfærdighed:

En pilgrim blev i sin tid anklaget for at have stjålet værdifulde genstande fra en bonde og blev ved en domstol dømt til døden for sin forbrydelse. Pilgrimmen svor over for dommeren,  at han var uskyldig og bad igen og igen for sit liv. Den sidste bøn foregik, mens dommeren var ved at indtage sin aftensmad: stegt hane. Pilgrimmen sagde, at som bevis for hans uskyld ville hanen rejse sig op fra dommerens tallerken og gale. Dommeren troede stadig ikke på pilgrimmen – men da fangen var tæt på hængningen, rejste hanen sig fra dommerens tallerken og galede. Dommeren skyndte sig hen til galgen og erfarede, at den, han havde dødsdømt, på mirakuløs vis havde overlevet, fordi der var en løs knude på rebet.

I samme positive stemningsleje siger Portugals nationaldigter Fernando Pessoa, fra plakater i Lissabons lygtepæle: ”Giv mig kys – giv mig mange”

Og fra nogle andre plakater siger det røde parti, Bloco de Esquerda: ”Lad os vende krisen på hovedet” - hvortil pengene  på en tegning strømmer ud af lommerne på velhængte velhavere med benene opad.

Man må håbe på, at portugisernes forhåbningskraft bærer igennem.