Arne Würgler serverer kaffen fra en stempelkande. Den er så stærk, at skeen kan stå af sig selv.

- Det kan godt være, at vi skal bruge noget kogende vand, siger Arne Würgler lidt undskyldende og forsvinder ud af døren.

Han har taget imod i sit smukke træhus, der ligger nederst i den store have ved sommerhuset i Dronninglund, et stenkast fra rigmandshusene i Hornbæk. Det store rum roder med instrumenter, og langs væggene strækker sig en lang reol, stoppet til randen med bøger og lp-plader. De er et stærkt vidnesbyrd om en lang karriere som sanger, musiker, komponist, sangskriver og foredragsholder i dansk kulturliv.

Kunstnerens rolle er at lave noget med hinanden. Al den der pussenusse-lyrik rykker ikke en skid.
Arne Würgler

Nu, hvor han fylder 70 år, er han aktuel med en ny dobbelt cd, Det der er, med 17 dugfriske numre. Han er for længst gået på pension efter en menneskealder som formand for den rytmiske musiks fagforening DJBFA, og burde sådan set smide benene op, sippe af sjussen og nyde frugten af et langt liv på de danske scener.

"Den alder"

Det er bare ikke lige Arne Würgler, der stråler af positiv energi.

- Efter at jeg holdt op som formand, er jeg virkelig gået i gang med at skrive sange igen. Jeg synes, at det er det, jeg skal gøre, og jeg har et vidunderligt samarbejde med guitaristen Niels Tuxen og banjonisten Sine Bach. De er dejlige. Jeg er et rigtig musikermenneske, siger Arne  Würgler.

Han indrømmer gerne, at han ikke gad mere fagforening på grund af de mange møder.

- Jeg er også nået den alder, hvor man ikke gider høre på, hvad de andre siger. Der vil man sgu bare lave sit, som man synes det skal være, griner han.

- Jeg har et godt helbred, og jeg synes, at jeg synger på samme måde, som jeg altid har sunget. Det er ikke blevet sværere fysisk, men jeg fortsætter også, fordi man kan støtte oprøret med sangene. Jeg synes fandme, at folk er for lidt indignerede og for lidt engagerede. De ved sgu godt, at de er blevet taget i røven med finanskrisen, men alt for få gør oprør, siger han fyndigt.

Handlingsmennesket Arne Würgler har svært ved at kapere, at unge mennesker med gode uddannelser, der ikke kan få job, bøjer nakken.

- Det er de gamle og de helt unge, der brokker sig. De andre siger "uha". Der er kommet en angst ind, og jeg kan godt forstå den, men jeg deler den ikke, og jeg prøver fandme at bekæmpe den, så godt jeg kan.

En borgerdreng

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Arne Würgler i dag er udnævnt til venstrefløjens sanger. Han er opvokset i en borgerlig familie med højt til loftet, hadede sin skoletid og ville bare det der med musik.

- Det ligger lidt til familien, det kunstneriske. Min farbror var skuespiller ved Det Kgl. Teater, Martin Hansen, så jeg har ikke været helt fremmed for det, siger Arne Würgler. Den pæne borgerlige baggrund gjorde sin indflydelse gældende, også når det galdt lærdom.

- Det var ikke meningen, at jeg skulle være musiker. Jeg gik på Studenterkursus og blev klassisk sproglig student med græsk og latin. Bagefter kom jeg på Universitetet og læste litteraturvidenskab, men når man gik på universitetet den gang, så var det ikke for at blive professor eller skolelærer. Man bladrede rundt i sit lektionskatalog og fandt det, man syntes var spændende.

Det var i slutningen af 1960'erne, og studenteroprøret lå og lurede lige om hjørnet, men der var stadig professorvælde fra podiet og stuvende fyldte sale.

Jeg er også nået den alder, hvor man ikke gider høre på, hvad de andre siger. Der vil man sgu bare lave sit, som man synes det skal være.
Arne Würgler

Trods alt trak de moderne toner. Arne Würgler ville være jazzbassist, men det var der ingen, der underviste i dengang. Så turen gik over den klassiske kontrabas, med bue og det hele. Det foregik hos Louis Oscar Hegner.

- Han var pensioneret bassist fra Det Kongelige Kapel, og jeg sad i årevis oppe i hans tårn i Charlottenlund og filede løs med buen i mange år, griner Arne Würlger, som også har spillet med i symfoniorkestre.

Tiden var nu mest til jazz, og ikke mindstt til rock og rul. I 1968 kom han med i Karsten Vogels eksperimentelle kultband, Burnin' Red Ivanhoe, som på det tidspunkt havde vendt op og ned på dansk pigtrådsmusik. Han blev bassist i bandet, som hurtigt turnerede på livet løs.

- Det holdt kun et års tid eller to, men så mødte jeg en meget interessant mand, Robert Lelièvre fra folkemusiktrioen Cy, Maia og Robert. Vi lavede et orkester, der hed Pan, og gik virkelig i gang med at være rigtige professionelle. Vi øvede hver eneste dag i et helt år, til vi var ved at blive vanvittige, husker Arne Würgler.

Gruppen udgav i 1970 en enkelt plade, Pan, på Sonet, gik i opløsning, og kort tid efter begik Robert Lelièvre selvmord.

- Det var jo forfærdeligt med Robert. Det blev en rigtig smuk plade, som folk stadig spørger efter. Der er en fanklub i Australien, der stadig dyrker vores band, fortæller Arne Würgler stolt.

Mødet med Jesper Jensen

På det tidspunkt, hvor Pan udkom, var Arne Würgler ikke særlig kendt som musiker, men det skulle snart ændre sig. Først dannede han det alternative rockband Blast Furnace med den dansk-britiske trommeslager Tom McEwan og så fine musikere som Thor Backhausen på keyboards og Niels Vangkilde på guitar. Blast Furnace fik en vis succes på grund af sin specielle lyd, men som mange af tidens eksperimentelle bands gik også Blast Furnace i opløsning.

I mellemtiden havde Arne Würgler mødt den 12 år ældre forfatter og samfundsrevser Jesper Jensen, et møde der fik stor betydning for den unge musiker.

- Jesper Jensen var på mange måder min politiske far. Han var lige de der 10 år ældre end mig og utrolig produktiv. Mødet med ham var et kup for mig, for til alle de mange demonstrationer kunne vi altid lige hale en sang frem, som passede til situationen. Vi kunne hele tiden hælde noget nyt og friskt på. Det var sjovt, mindes Arne Würgler.

Jesper Jensen skrev på Politisk Revy, og Arne Würgler fik tjansen med at skrive om tidens moderne musik i en klumme på bagsiden, hvor han fortalte om livet som beatmusiker.

- Vi fik kæmpe ballade med rødstrømperne, der syntes at beatmusikere var nogle værre mandschauvenister. En af grundlæggerne, Ninon Schloss, skrev en artikel, der hed "Klip pikken af din beatmusiker". De var nogle skrappe damer, og de havde succes, men det havde vi andre også, griner han.

Skolesangene

Dernæst mødte Arne Würgler den politiske folkemusiker Benny Holst, der i begyndelsen af 1968 var begyndt at turnere med Poul Dissing. Det blev starten på et 30 år langt samarbejde, der mere end noget andet har defineret begrebet "venstrefløjens musik" i Danmark.

- Jeg havde truffet Jesper Jensen, der skrev på Politisk Revy. Han havde sammen med Per Schultz skrevet en forestilling til Fiolteatret, Husker du vor skoletid, og den skulle bruge noget musik. Bente Hansen, der var redaktør på Politisk Revy, kendte Benny Holst, og så blev vi puttet ind i et rum i huset på Halmtorvet, hvor teatret nu lå, fortæller Arne Würgler.

- Stykket handlede om, at vi skal lave en ny skole for børn, og jeg var overeksponeret med det emne. Jeg havde simpelthen så meget adrenalin og så mange aggressioner omkring min skoletid, så det var lige sagen for mig, griner han.

Ting sker, når man gør noget sammen med andre mennesker. Derfor er mit motto "Det begynder med hinanden".
Arne Würgler

Teaterlederen Arne Skovhus havde indført en form for debatteater, hvor publik diskuterede med skuespillere og så videre efter stykket, men det var alt for tamt for Jesper Jensen, Arne Würgler og Benny Holst.

- Vi sagde simpelthen, at vi ville fandme ikke være med til al den snak. Hvis man var enige med os, så skulle man sgu være med til at lave en ny skole, så bagerst i stykkets program var der trykt en indkaldelse til en stiftende generalforsamling for Proletariatets Friskole.

Husker du vor skoletid, der repræsenterede en ny form for progressivt teater, blev en stor succes med 150 opførelser. Sang og musik blev til pladen Skolesange, der blev udgivet på deres eget forlag, Agitpop. Det bestod af Arne Würgler, Benny Holst, Jesper Jensen, Per Schultz, Stina Fernström og Jakob Oschlag.

- Det var sådan en kombination af, at vi var popmusikere og Jesper Jensen var agitator. Vi lånte nogle penge til at udgive "Skolesange" og den tjente sig lynhurtigt hjem, så vi havde råd til at lave en ny plade.

Agitpop

Spørgsmålet om, hvad det nye produktionsselskab skulle kaste sig over, blev løst nærmest helt af sig selv. Danmark stod foran en folkeafstemning om at blive medlem af EF.

- Vi sad rundt om bordet og spurgte: "Hvad mener vi egentlig om det her?". Det var jo spændende at lave musik i en problemstilling, som hele Danmark kørte rundt omkring. Det blev en platform for at komme med et kunstnerisk budskab, husker Arne Würgler.

Resultatet blev Agitpops anden udgivelse, lp'en Europasange fra 1972, der straks blev meget populær.

- De sange kørte jo lige ind i hele balladen. Vi drønede rundt og sang alle mulige steder. Folk sagde jo "Skidegodt", så vi regnede med, at den var helt klar og at vi ikke kom med i EF, siger Arne Würgler med et lystigt grin.

Sådan gik det som bekendt ikke, men oplevelsen havde givet ham og Benny Holst blod på tanden. De dannede en duo, der holdt den næste menneskealder.

- Vi opdagede jo, at der var en anden scene end den, vi normalt arbejdede med, og at folk samledes på en helt anden måde end til koncerter og på spillesteder. Der var en helt anden offentlighed, en verden der også handlede om politik og fællesskab.

EF-modstanden

Samtidig fik arbejdet med Europasange en anden konsekvens. Arne Würgler forklarer alvorligt, at hans politiske holdning omkring EU ikke var - eller er - nationalistisk. Tværtimod.

- Vi var jo internationalister, så det handlede om klassekamp og om, hvordan vi forholder os til den tredje verden. EU er jo bare en ny form for nationalisme, hvor man bygger mure omkring sig selv for at fastholde vores rigdom over for resten af verden og fortsætte med at udbytte den. Det er noget helt andet end Dansk Folkepartis budskab om at beskytte gamle Danmark, siger han.

Det var en ophøjet forsamling af gamle mænd, der røg cigarer. En mikrofon optog alt, hvad der blev sagt, for luften var tyk af trusler om sagsanlæg. Vi kom hjem med en check på 800.000 kroner til medlemmerne
Arne Würgler

- Arbejdet med EU har været en stor udfordring og fornøjelse. Selv om vi er blevet banket, er vi lykkes med at komme igennem med rigtig mange argumenter, ikke mindst da vi stemte nej til Maastricht og euroen, lyder det stolt.

Arne Würgler stillede op til valget til Europa parlamentet i 1989 for Folkebevægelsen mod EU. I den forbindelse deltog han i det danske Melodi Grand Prix med sangen Nu er jeg blot en stemme, sunget af Pia Cohn. Sangen, der også blev kendt som "Du er mit indre marked", blev nummer 4 og kun få opdagede, at den var en politisk joke.

Fagforeningsmanden

I begyndelsen af 70'erne var Arne Würgler klar over, at hans fremtid lå som musiker. Han erkendte også, at man ikke kan være musiker på deltid, mens man render rundt og laver alt muligt andet.

- Musikken blev en levevej for Benny og mig. Hvis du skal synge ordentlig, så er det på liv og død. Så kan du ikke lave det i din fritid. Vi blev snart spillet i radioen, og en sjælden gang i fjernsynet, selv om Erhard Jacobsen gjorde alt for at udradere os. Vores plader var mærket, så DR's værter kunne ikke bare gå ned og hente dem i diskoteket.

Som professionel kunstner skulle der penge i kassen, og nogle af dem kunne komme fra KODA, der varetager kunstnernes rettigheder, og som indkasserede 10 procent af branchens omsætning. Dengang bestod KODA af to foreninger, den klassiske komponistforening, og så schlager- og revymusikernes forening. De to grupper sad benhårdt på KODA's pengekasse.

- Benny Holst sagde, at de penge skulle vi også have del i, og at vi skulle have indflydelse i KODA. Så jeg meldte mig ind i Revyforeningen og min gode ven, jazzmusikeren Palle Mikkelborg, meldte sig ind i Dansk Komponistforening. Vi blev begge afvist. De ville gerne indkassere vore penge, men vi kunne ikke være medlem, fnyser Arne Würgler ved tanken om den kamp, der skulle løbe de næste syv år.

Han har ikke meget til overs for det, han kalder "de borgerlige kunstnere", der vender blikket indad og skriver om, at pigen har forladt ham.

En anden kendt musiker, Erik Moseholm, rådede dem til at danne en forening med vedtægter. Det blev i 1973 til DJBFA, Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer.

- Jeg ringede rundt til nogle venner, og lynhurtigt var vi 70 medlemmer. Vi meddelte KODA's bestyrelse, at vi nu var en forening, der ville optages som medlem. Dengang var der masser af strid mellem de klassiske og de moderne musikere, men de kunne godt blive enige om, at rock og beatmusik ville de ikke have ind, siger Arne Würgler.

Han stillede sig syv år i træk op på generalforsamlingen og bad om at få ændret vedtægterne, så DJBFA kunne få del i pengene, men forgæves. Når det alligevel lykkedes, skyldtes det at KODA i perioder var lammet på grund af retssager mellem de to foreninger. Til sidst fik Kulturministeriet nok af balladen. En nedsat arbejdsgruppe tvang KODA til at optage DJBFA som medlem, hvis de ikke ville miste deres eneret på at repræsentere rettighedshaverne i Danmark.

- En skønne dag i 1980 satte Niels Tuxen og jeg os ved bestyrelsesbordet. Det var en ophøjet forsamling af gamle mænd, der røg cigarer. En mikrofon optog alt, hvad der blev sagt, for luften var tyk af trusler om sagsanlæg. Vi kom hjem med en check på 800.000 kroner til medlemmerne, griner han.

Arne Würgler blev fra starten formand og efterhånden begyndte det at tage så meget tid, at det tærede på samarbejdet med Benny Holst.

- Han levede jo af at spille, og jeg skulle hele tiden til møde, og det blev ikke bedre med den digitale udvikling. Men det var egentlig en meget sejrrig bevægelse. Vi fik indført båndafgift, kabelrettigheder, betaling for at spille musik i butikker, og vi fik opbygget Copy-Dan, som samlede både musikere, journalister, skuespillere, billedkunstere og andre kreative. Det var jo en fælles kamp.

Udviklingen viste, at Arne Würgler og hans ligesindede havde fat i den lange ende. I 1973 omsatte KODA for 40 millioner kroner. I dag er tallet 700 millioner kroner og milliarden nærmer sig hastigt.

Prisen for DJBFA's succes var høj. Arne Würgler og Benny Holst skiltes efter 30 års samarbejde.

Den politiske musik

På spørgsmålet om den politiske musiks fremtid ryster Arne Würgler lidt opgivende på hovedet.

- Benny og jeg undrede os for mange år siden over, hvornår efterfølgerne dukkede op. Det er egentlig først kommet med rap-musikken. Vi er jo en lille skare, der arbejder ligesom den amerikanske protestsanger Woody Guthrie. Man kigger sig omkring, spørger hvad fanden der sker og synger så om det.

Han har ikke meget til overs for det, han kalder "de borgerlige kunstnere", der vender blikket indad og skriver om, at pigen har forladt ham.

- De borgerlige kunstnere tror, at inspiration er sådan noget, der kommer fra oven, og det er en gammel forestilling fra romantikkens tid. Problemet med den holdning er, at en dag er der ikke en skid mere. Der kommer ikke noget, og så er man nødt til at drikke sig stang stiv, for folk får ikke åbenbaringer, siger han. Som eksempel nævner han den fine digter Frank Jæger, der fik en krank skæbne.

- Ting sker, når man gør noget sammen med andre mennesker. Derfor er mit motto "Det begynder med hinanden". Benny Holst og jeg kom hele tiden videre, fordi der kom nogen og spurgte os. Som de der lærlinge, der sagde, at det var noget lort at være lærling, og det ville de lave nogle aktioner for. Så spurgte de, om vi ikke kunne spille til og lave noget musik.

Nyliberalismens svøbe

Det blev til Lærlingesange på Agitpop med klassikere som Røde Wilfred - senere kom kampen mod nyliberalismen, som Arne Würgler hader af et godt hjerte.

- Den ideologi, der ligger bag, er trængt dybt ind i vores sjæl. Markedet har gjort os til nogen, der tror, at vi er fjender, og at vi skal konkurrere med hinanden. Selv min egen forening har til 40-års jubilæet udlovet 100.000 kroner til den, der skrev den bedste sang. 200 mennesker har været i gang med at skrive med kun én vinder. Jeg var rystet. Det var ikke sket i min tid, fnyser Arne Würgler.

Selv er han inspireret af kollegaen Benny Holsts mormor, som kunne alle de gamle sange, som almindelige mennesker har sunget i generationer.

For ham handler det om, at folk skal have løn for deres arbejde. Punktum.

- De skal da ikke knokle, og hvis du så ikke vinder, så får du ikke en skid. Det er bare alles kamp mod alle, og det er trængt igennem i vort samfund. Det handler om at blive hamrende berømt eller også blive ingenting.

Arne Würgler har undervist på Den Rytmiske Højskole, som han stadig besøger for at fortælle de unge, at det handler om at lave noget med hinanden.

- Det lærte vi noget om, dengang vi arbejdede i beatgrupper. Der handelde det om at lave noget sammen. Det er meget sjovere at høre, hvad nogle stykker kan finde på end bare en enkelt. Kunstnerens rolle er at lave noget med hinanden. Al den der pussenusse-lyrik rykker ikke en skid, siger Arne Würgler.

Så er der mere gods i den russiske protestgruppe Pussy Riot.

- Jeg beundrer sådan nogle piger, som fandme tør stikke den ind og sige, at Putin er et dumt svin, og at gøre det i Rusland og virkelig have mod til det. Der synes jeg, at de unge mennesker bare skal gå til den, griner den gamle oprører.

Kærlighed til sproget

Arne Würgler tilhører en lille eksklusiv skare af gamle sangskrivere, der udelukkende arbejder på dansk. Peter Belli, Benny Holst, Frode Veddinge, Erik Grip, Poul Dissing... Alle er de kunstnere, for hvem selve kernen i deres budskab tager udgangspunkt i det danske sprog.

- Det øjeblik du bruger dit eget sprog, som du er født og opvokset med, bliver der stillet nogle helt andre krav til din udvikling, modenhed og kreativitet.

Selv er han inspireret af kollegaen Benny Holsts mormor, som kunne alle de gamle sange, som almindelige mennesker har sunget i generationer.

- De handler måske om ulykkelig kærlighed, men de er lavet til at synge med hinanden i fællesskab. Derfor har jeg altid nogle sange med, når jeg optræder, som almindelige mennesker sang før vi fik fjernsyn. Det var dengang folk havde et intenst forhold til deres sprog, filosoferer Arne Würgler.

Hans budskab til en ny generation af sangskrivere er enkelt:

- Brug jeres sprog, få sproget ind i musikken. Arbejd med det og tag de kampe, der følger med. Tænk over ordene og leg med sproget. Det er der, det rykker, når man begynder at skrive.