20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Komikkens ulidelige plathed

Stand-up mangler retning:

Komikkens ulidelige plathed

Late Night Lørdag: Hvad vil komikerne egentlig med deres voldsomme talenter? Hvad vil de rykke ved?

Vel er komikeren Lasse Rimmer ikke den værste til at lave plat humor syd for bæltestedet. men dansk komik mangler noget bid.
FOTO: Pressefoto
1 af 1

Der er en slem hage ved tidens stand-up-komik. Det er det svært at huske én eneste joke bagefter. Man ved, man har grint meget hele tiden. Men lige præcis af hvad, kan man ikke huske.

Netop dén følelse fik man ved lørdagens Late Night Lørdag på Nørrebro Teater i København. Her var aftenens hovednavn Lasse Rimmer - Danmarks mest intellektuelle stand-upper. Han havde tonet ned for platte bæltesteds-jokes. Tak for det. Mandens timing er eminent, især vist i fortællingen om købet af et stykke kabel i en "radio- og tv-forretning" med en ganske speciel ekspedient bag disken... 

Alligevel er det, som om der mangler noget i dansk komik. Hvad vil de egentlig med talentet - hvad vil de rykke ved? Tænk, hvis blot nogle få valgte side i værdikampen og drog sværdet mod det konservative, stillestående, reaktionære, individualistiske og usolidariske i vort samfund.

Når dét så er sagt, skal Nørrebro Teater og komikeren Christian Fuhlendorff have ros for at bryde noget af tidens selvsmagende og stillestående kulturtraditioner. Late Night Lørdag kører på tredje sæson for fulde huse. Det virker godt med varieté-konceptet om at samle et sammenrend af "tidens hotteste, sjoveste, sejeste og skæveste scenekunstnere - og ryste posen uhøjtideligt", som arrangørerne skriver.

Der er en fin blanding af skuespil, stand-up og live musik. De friere rammer, overraskelserne og det uforudsigelige gør godt i et kulturlandskab, fuld af plat og amatøragtigt X-Factor, farceagtig Vild Med Dans og den totalt lamme Bagedyst.

Ved Late Night Lørdag er der en direkte kontakt med publikum, der hverken kan stemme - eller blive stemt ud. Mennesker møder mennesker. Det handler om at lave noget. Sammen. Ikke om at opdele og vurdere hinanden, som superliberalismens grundfilosofi byder det.

Ellers tog komikeren Sofie Hagen aftenens største stik hjem med anderledes, underfundig, selvironisk, underspillet stand-up. Emnerne var stadig langt under bæltestedet, men pyt. Hende kommer vi til at høre mere til. Pas på derude på stand-up-komikkens mandedominerede Danmarkskort, domineret af sex-frustrerede mænd mellem 25 og 41.

03. nov. 2013 - 10:05   15. nov. 2013 - 12:30

Stand Up komedie

Anders Fenger
anmelder
ah@arbejderen.dk
3

Late Night Lørdag. Nørrebro Teater, København. 2. november: Næste uforudsigelige show: 7. december. Late Night Lørdag kører frem til 5. april 2014.