- Jeg har været udsat for to store uheld i mit liv. Ved det ene uheld blev jeg kørt ned af en sporvogn … det andet uheld var Diego.

Sådan har den mexicanske maler Frida Kahlo (1907-1954) sagt og hentydede dermed til en ulykke i 1925 og til hendes omtumlede og problemfyldte ægteskab med maleren Diego Rivera (1886-1957), som hun mødte i 1928 og blev gift med året efter. 

Begge begivenheder spillede ikke kun en stor rolle i hendes liv, men afspejles også i hendes malerier, ikke mindst i de mange selvportrætter. Det vil kunne ses i mange af de 29 malerier, tegninger og litografier, som Arken viser på udstillingen ”Frida Kahlo – Et liv i kunsten”, hvor man samtidig kan se en række fotos af hende og værker af andre mexicanske kunstnere, blandt andre Diego Rivera, David Siqueiros, Maria Izquierdo og José Orozco. 

Jeg har været udsat for to store uheld i mit liv. Ved det ene uheld blev jeg kørt ned af en sporvogn … det andet uheld var Diego.
Frida Kahlo

Frida Kahlo nåede i sit korte liv kun at male cirka 150 malerier, heraf cirka 65 selvportrætter. Af disse findes der kun ét i Europa, nemlig på Louvre, som købte det, da hun udstillede i Paris i 1939. Resten er spredt i USA og Mexico. De tre største samlinger er Dolores Olmedas Patinos, som blev vist på Ordrup-gaard i 1997, hendes eget museum i Det Blå Hus i Mexico City og Vergil Foundation, som nu har udlånt ikke kun værkerne af Frida, men også de øvrige til Arken. 

Mange kærlighedsaffærer

Egentlig ville Frida Kahlo have været læge, men i de lange sygdomsperioder begyndte hun at male og fandt hurtigt ud af, at det var det, hun ville. 

Som syv-årig fik hun polio og kom som 18-årig ud for en trafikulykke, hvorved rygsøjlen og bækkenpartiet blev beskadiget, og hele sit liv led hun af efterveerne. Men det hindrede hende ikke i føre et aktivt og engageret liv med mange kærlighedsaffærer, og lige til det sidste malede hun sin egen, ofte meget svære, virkelighed og skabte dermed selv myten om Frida Kahlo. 

Få malere har i den grad skildret sig selv, men som hun udtrykte det: "Jeg maler mig selv, fordi jeg så ofte er alene, og fordi jeg er det motiv, jeg kender bedst".

I et brev fra Picasso til Rivera skrev han, at "hverken Derain, jeg eller du er i stand til at male et portræt som Frida". 

Mexico i blodet

Udstillingen viser også, hvordan hun iscenesatte sig selv, ikke kun på malerierne, men også i virkeligheden, blandt andet gennem sin påklædning og fremtræden, hvilket dokumenteres i en række fine portrætter taget af kendte fotografer. Det er ligeledes lykkedes at fremskaffe colombianske skulpturer, kjoler, og smykker, som kunne have tilhørt hende.

Den politiske holdning er ikke fremtrædende i hendes malerier, undtagen i et fra 1954 med titlen ”Marxismen vil bringe de syge helsen”.

Selvom Fridas og Diegos ægteskab ikke altid var en dans på roser, forblev de knyttet sammen af deres store gensidige kærlighed, og de respekterede og beundrede hinandens arbejder. 

De havde begge en stor interesse for den mexicanske kunst, kultur og historie, men deres arbejder var vidt forskellige. Diegos var ofte store murmalerier, der skildrede de historiske og politiske begivenheder, mens Frida i de små formater skildrede det indre, følelser, lidelse, den nære materielle verden med fantastiske symbolfigurer fra mexicansk folkekunst. 

Myte og realitet

Frida Kahlos billeder kan virke surrealistiske med deres forskydninger og forvridninger, rødder, blodårer og slyngtråde som nerver; men i Mexico har det altid været naturligt at blande myte og realitet. Hun havde kontakt med de franske surrealister, men var ikke begejstret for deres intellektuelle café-snak, og den udstilling, de afholdt med hendes arbejder i Paris i 1939, blev ikke nogen succes, fordi de efter hendes mening ikke havde forberedt den ordentligt. 

Efterhånden blev Frida mere og mere syg. Hun fik amputeret det ene ben, og smerterne og depressionen blev dulmet med medicin og spiritus, hvilket prægede de seneste billeder, der blev mere og mere kaotiske og slørede. 

Allerede som ung blev hun medlem af det kommunistiske ungdomsforbund og senere af partiet, men selv om hendes forhold til partiet, ligesom Diegos, ind imellem var problemfyldt, stod hun fast på sine synspunkter og døde som medlem. Den politiske holdning er ikke fremtrædende i hendes malerier, undtagen i et fra 1954 med titlen ”Marxismen vil bringe de syge helsen”. Hun har selv udtalt, at hun ikke kunne lave billeder med socialt indhold, men at det var hendes ønske, at de kunne bidrage til kampen for fred og frihed. 

Frida Kahlo var, som tidligere nævnt, ekspert i selviscenesættelse, og der stod altid blæst om hende, selv da hun var død. Hendes lig blev anbragt på lit de parade i kunstakademiet i Mexico, og kisten blev dækket med en rød fane med hammer og segl. Akademiets rektor forlangte flaget fjernet, men Rivera truede med i så fald at sætte hende ud på gaden. Så fik flaget lov til at blive liggende, men bagefter blev rektoren fyret. Den finale ville uden tvivl have moret hovedpersonen, der heller ikke manglede sort humor.