Trods rygterne havde svirret i flere dage, kom nazisternes klapjagt på jøderne den 1. oktober 1943 som et chok for de fleste jøder.

Den 1. oktober 1943 kl. 21 startede nazisterne razziaer, hvor de arresterede danske og udenlandske jøder med henblik på at sende dem til kz-lejre i Tyskland og Polen. 40 togvogne og adskillige skibe lå klar i Københavns Havn for at transportere de planlagte 6-7000 jøder af sted.

Lidegaard påstår, at det var samarbejdspolitikken, der var årsagen til at den relativt succesfulde flugt over Øresund. Det er ikke første gang, Politikens chefredaktør hylder samarbejdspolitikken.

Aktionen mislykkedes for nazisterne, da man ’kun’ fik arresteret omkring firs i provinsen og omkring 300 i hovedstaden, hvoraf cirka 100 blev løslad, da de ikke vare ’rene jøder’ eller gift med en arier. De næste tre uger flygtede 7742 jøder til Sverige, mens næsten 500 blev deporteret til kz-lejren Theresienstadt. Her døde de 52 af dem.

Nogle blev sat i toge sydpå til en grim skæbne, mens 200 jøder og 150 kommunister, der havde siddet i Horserødlejren, blev sendt med skib til Tyskland.

Hjælp fra topnazister

Den tyske SS-chef Himmler var ikke tilfreds med resultatet, og den senere dømte krigsforbryder Adolf Eichmann blev sendt til Danmark for at stramme kursen. Resultatet af hans besøg er, ifølge forfatteren Bo Lidegaard, at de danske jøder kunne forblive i Theresienstadt, som af tyskerne betragtes som en gennemgangslejr, ikke en udryddelseslejr, og kunne få besøg af dansk Røde Kors og modtage pakker hjemmefra.

Ifølge Lidegaards bog om de danske jøders flugt i oktober 1943 beslaglagde tyskerne heller ikke jødisk ejendom, hvorfor en del efter befrielsen kunne vende hjem til deres huse.

Bogen har som udgangspunkt, at når så mange nåede at flygte, skyldtes det at topnazisterne, herunder den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best tog afstand fra aktionen, da de havde luret hvor det bar henad, og ville sikre sig ’goodwill’ i det ventende retsopgør. Taktikken lykkedes, da de stort set gik fri. Ja flere fik topposter i det nye Vesttyskland.

Bogen er primært baseret på kendt forskning suppleret med fire dagbøger af danske jøder på flugt. Disse bidrager til at løfte bogen og sine steder gøre den mere nærværende og interessant.

Denne anmelder er uenig i, og bryder sig ikke om Lidegaards påstand om, at det var samarbejdspolitikken, der var årsagen til at den relativt succesfulde flugt over Øresund. Men det er ikke første gang Politikens chefredaktør hylder samarbejdspolitikken. Han har tidligere rost landsforræderen Erik Scavenius, udenrigs – og statsminister under besættelsen, der var arkitekten bag samarbejdspolitikken.

Lidegaard mener også, at de danske fiskere, der transporterede jøderne over Øresund, ikke ’tog overbetaling’ men betalingen var ’rimelig’. Her findes litteratur, der viser det modsatte. Modsat nyere forskning mener Lidegaard også, at den menige tysker var uvidende om kz-lejrenes grusomheder. Her taler historikeren formodentlig mod bedre vidende.

Mosaisk Trossamfund advarede ikke

Overraskende for undertegnede er dokumentationen om, at Mosaisk Trossamfund intet gjorde for at udbrede advarslen om aktionen og hjælpe sine medlemmer med flugt. De fik lov til at redde sig selv på må og få. Usselt.

Bogens hovedkonklusion er, at det var de danske politikeres samarbejdspolitik, der reddede jøderne, hvilket er yderst uheldigt, da bogen er udkommet i såvel den tyske som engelsksprogede verden.

En anden konklusion, Lidegaard drager, er, at den førte politik op til besættelsen havde skabt modstand i befolkningen mod ’totalitære regimer’, og dermed bidraget til et ’demokratisk sindelag’ der ikke tillod overgreb på minoriteter. Gab, siger undertegnede. Det var de samme politikere, der opfordrede til angivelse af kommunister og sendte en del i kz-lejre.

Læsere med interesse for dette specielle afsnit af besættelsen burde have haft et mere kvalificeret værk at markere 70-året for begivenheden på.

På plussiden er et imponerende billedmateriale, et funktionelt personregister, en rimelig bibliografi, noteapparatet, de bevægende uddrag af dagbøgerne og den lethed man læser bogen med. Lidegaard skriver godt.