”Hvis man kigger inde på det der Facebook, skulle man jo tro, du var feminist”, jokede min venindes mand for nylig. I den sætning ligger et underforstået spørgsmål om, hvad feminisme egentlig er, om det ikke er total uddateret – og om jeg hader ham, fordi han er mand? Det understreger behovet for en 5. udgave af Kvinde kend din krop.
Hvis billeder af helt almindelige kusser i en helt almindelig ikke-seksuel situation stadig er politiske, så er der i høj grad brug for, at en håndbog af kvinder, om kvinder, til kvinder griber fat om den politiske debat og søger at styrke kvinden.
For der er nok noget rigtigt i, at den feminisme, som første udgave af den kendte håndbog dyrkede, er en smule uddateret. I 1975, under feminismens såkaldte "anden bølge", gik en gruppe kvinder sammen om at forfatte en pjece om kvindekroppen til andre kvinder. Af kvinder, om kvinder, til kvinder. Lyder det rabiat? Måske ikke, men så forestil dig en tid, hvor al viden om den kvindelige krop, seksualitet og følelsesliv var baseret på forestillinger og undersøgelser foretaget næsten udelukkende af mænd.
Ligestilling og selvrealisering
Med adgang til prævention og fri abort fik kvinder mulighed for at tilrettelægge deres eget liv en lille smule. Således blev en kvinde ikke nødvendigvis længere tynget af barnefødsler, men kunne vælge hvor mange – hvis nogen overhovedet – hun ville sætte i verden. Og dermed fik de hænderne fri til at realisere sig selv på helt nye områder, for eksempel på arbejdsmarkedet. Men endnu vigtigere: også som kvinder.
Og selvom det i dag kan virke banalt, så var det alt andet end dét, da kvinderne i 70’erne smed BH’en på bålet og gik med bare bryster. De begyndte at skrive, de begyndte at snakke, de begyndte at finde sammen og finde ud af, at deres oplevelser af afmagt og frustration ikke var enkeltstående tilfælde, men en fællesnævner ikke blot for en stor gruppe kvinder i Danmark, men for en stor gruppe kvinder over hele verden. Og de begyndte at kræve frihed og autoritet over deres eget liv.
Som regel er man nødt til at råbe rigtig højt, knalde et par grydelåg sammen og male lidt på væggene for at blive hørt i et forstokket og fastlåst samfund. Nogle gange kan man ikke andet end at råbe, når først man opdager, at man har en stemme! Et kvindebrøl bølgede således ud over hele den vestlige verden, og i Danmark blev det, der var begyndt som oplysning i folderformat for rigtig mange kvinder et politisk manifest på flere hundrede sider.
Fra manifest til opslagsværk
Allerede i 80’erne var en del af kvindekampen ebbet ud. Man havde fået større frihed, mænd var blevet en større del af familiens liv (eller havde mulighed for at være det), og kvinder kunne læse og arbejde på noget, der for mange mindede om lige vilkår.
Kvinde kend din krop udkom i sin 2. udgave i 1983, den var rigt illustreret med fotografier, og den grå bogryg med pink skrift gjorde, at den var let at få øje på i bogreolen. Forsiden var prydet af en cyklende nøgen kvinde – bogen var stadig et statement, ligeså vel som en håndbog.
Det er utroligt at tænke på, at så blid en titel som Kvinde kend din krop kan forarge og provokere i den udstrækning, den gør. Der findes stadig kvinder, der ikke kunne drømme om at købe bogen, endsige bladre i den i en boghandel. Man er vel ikke feminist!
Feminist eller ej, så har vi stadig at gøre med den bedste håndbog om kvinden, der er til rådighed, og det er rigtig ærgerligt, at bogen dømmes ude, fordi man ikke vil sættes i bås med "de dér vrede feminister med bare bryster og hår på kussen".
Bogens 3. og 4. udgave har måske været et forsøg på at få flere kvinder til at købe bogen, i hvert fald er disse nærmest totalt blottet for politik og fokuserer hovedsageligt på sundhed. Allerede i 3. udgaven fra 1990’erne er billedsiden primært domineret af tegninger, og 4. udgaven fra 2001 har den mest anonyme forside af dem alle: blot et silhuet af en kvinde. Kvinde kend din krop var ikke længere et manifest, og fra at være håndbog blev den nærmest reduceret til at være opslagsværk.
Det politiske køn
Det sidste års tid har holdet bag Kvinde kend din krop via for eksempel Facebook inviteret kvinder til at bidrage med personlige erfaringer til 5. udgaven af bogen. Efter den berømte Kussomat, hvor man kunne få taget et billede af sin kusse, har det stået klart, at det nye hold K.Vinder (som forfatterne bag den nye udgave kalder sig) søgte tilbage mod det politiske, samtidig med at de søgte at oplyse.
For uanset om man væmmes ved eller elsker Kussomatens billeder, så er de oplysende. Nåh ja - og politiske. Og hvis billeder af helt almindelige kusser i en helt almindelig ikke-seksuel situation stadig er politiske, så er der i høj grad brug for, at en håndbog af kvinder, om kvinder, til kvinder griber fat om den politiske debat og søger at styrke kvinden, når hun møder et samfund, som lader sig provokere af hendes nøgne køn.
Kvinderne bag håndbogen understreger, at de ikke blot søger tilbage til rødderne. Tværtimod vil de gerne være en del af dem i forreste geled, når det gælder om at definere feminisme i dag. Vores stemmer er nu en del af samfundet; det betyder, at vi ikke længere har det samme behov for at råbe, gå barbrystede ned ad gaderne, eller hamre grydelåg sammen i eet stort rabalder, blot for at skabe ørenlyd. Og dog, for sikke mange der står og ikke bare skeptisk spørger, men vredt siger: ”Der er ingen brug for feminismen længere!”.
Plads til alle
Hvis man under sig selv den tid, det tager at læse afsnittene om feminisme og køn i 5. udgaven af Kvinde kend din krop, vil man forhåbentlig opdage, at feminisme i dén grad er relevant at kæmpe for.
I dag handler feminisme mere om at give plads til og at turde rumme alle slags; kvinder og mænd og alle de, der befinder sig et sted rundt om eller midt imellem de to etablerede køn. Det handler ikke blot om muligheden for at realisere sig selv som kvinde, det handler om at kunne realisere sig selv som menneske uden at frygte sin omverden. Dét er værd at kæmpe for!
Forhåbentlig har boghandlere over hele Danmark dedikeret mindst en hel hylde til at vise 5. udgaven af Kvinde kend din krop frem. Hvis du er i tvivl, så er det den med de bare numser på forsiden. Og bagsiden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278