24 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En skov af ømhed

En skov af ømhed

Med "When We Were Gentle" giver Kira Skov et bankende vemodigt indblik i sit musikalske univers.

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Når Kira Skov kommer med nyt, er det altid umagen værd at spidse øren. Hendes niende album, "When We Were Gentle" efterfølger forårets dybt deprimerende duo-samarbejde "Persona" med den tidligere Sods- og Sort Sol-guitarist Peter Peter, se http://arbejderen.dk/anmeldelse/tung-rejse-gennem-mørket.

Før den havde Kira Skov begejstret med sin geniale hyldest til den afdøde jazzlegende Billie Holiday, "Memories of Days Gone By", se http://arbejderen.dk/artikel/2011-11-01/kira-skov-spiller-billie-holiday.

Nu er den 37-årige sangerinde tilbage i superform med 10 selvskrevne sange sammen med sin mand, bassisten Nicolai Munch-Hansen i det, hun selv kalder "en digtsamling om livet og om kærligheden". Med sig har de guitarist Oliver Hoiness, pianist Simon Toldam og trommeslagerne RJ Miller og John Parish, hvor sidstnævnte, der har produceret, er kendt for sit tætte samarbejde med P.J. Harvey.

Resultatet er et enestående univers af klange, der hårdnakket ignorerer enhver kasseinddeling mellem jazz, rock og pop. "When We Were Gentle" er rytmisk musik i sin urform, et indtrængende, vibrerende minde om nogle indre sider, der måske en gang skuffet trak sig tilbage, for nu atter måske at få mod til at dukke frem af fortrykkelsens glemsel, vækket af Kira Skovs enestående stemmeklang.

Fra det børnerim-agtige titelnummmer "When We Were Gentle" til den hæst inciterende klezmer "Don't Forget Me Now", fra den solidt plantede rytmiske ballade "In Another Dream" til den eftertænksomme "The End" med ordene "This is were it ends bye bye, I ride my singing wheels through endless nights, And I won't stop to look again for you my long lost friend, now that we're so old, and cold winds blows right through us."

I denne overstoppede juletid, med sin kvalmende kommercielle skamridning af kærlighedsbudskabet, overrisler Kira Skovs smukke hyldest til ømhedens og længslens smerte alle ømme, blotlagte nervespidser. Dette livsbekræftende, musikalske værk burde ligge øverst på ethvert forelsket menneskes natbord til evig glæde og vederkvægelse.

18. dec. 2013 - 14:30   15. okt. 2014 - 19:46

Musikanmeldelse

Gert Poder
Anmelder
5

Kira Skov: When We Were Gentle. STUCD 13152. Stunt Records.