Forestil dig, at man lukkede Randers ned, og spredte dens indbyggere ud over to tusinde kilometer. Det var, hvad man under grønlandske forhold gjorde, da man lukkede den nordøstgrønlandske by Qllissat på vestkysten i Diskobugten, som ligger fem hundrede kilometer fra polarcirklen.
Forfatteren bobler af social indignation i sine beskrivelser.
Lukningen skete I 1972. Før Grønland fik hjemmestyre. Allerede i 1960`erne under den såkaldte ”G60 politik”, tvangsflyttede man bygdebefolkninger i massevis, med henblik på at ”centralisere”, og ”effektivisere”, for at bruge nutidige politikerudtryk.
Qullissat var en kulmineby med stolte arbejdertraditioner i et omliggende samfund, der ellers primært havde sine indtægter ved fangst og fiskeri. Den danske stat fandt, at kulminen var urentabel. Afviklingen skete gradvist og relativt hurtigt. På værste kolonialistiske vis. Efter man havde ”fundet plads” til byens beboere andre steder i Grønland. Alt af materiel værdi i byen blev afmonteret og købt af en dansk forretningsmand.
Byen var blandt de største i Grønland. Beboerne var stolte af deres by, og der var et rigt kulturliv med musik og socialt sammenhold. Skole, sygehus, dagligvarebutik, forsamlingshus og alt hvad hører sig til.
Infrastrukturen var efter daværende forhold intakt. Alt dette forsvandt, i kølvandet på minens nedlukning. Man slukkede for strøm og vand og andre nødvendigheder. Myndighederne regnede med, at byen ville dø i stilhed. Men den ville ikke dø. Og er i dag den hjemsøgt af ferierende grønlændere. Gamle beboere og deres familier.
Søren Peder Sørensen har lavet en flot bog om byen, der ikke ville dø. Før, under og efter dens statslige henrettelse. Endelig byder bogen på nogle smukke beskrivelser om byen efter dens genopståen. Bogen er rigt illustreret med smukke billeder fra det vidunderlige grønlandske landskab, af byen, og dens beboere. Men der er også dystre billeder af byens forladthed efter deportationen af befolkningen.
Bogen er skrevet i et smukt og indfølende sprog. Den har til tider karakter af reportage, og gennemgår minutiøst omstændighederne omkring byens afvikling. Der er nogle smukke portrætter af, og interviews med de tidligere beboere. Forfatteren bobler af social indignation i sine beskrivelser, samtidig med at han er en god lytter til de mange grønlændere, han lader komme til orde. Der gives plads såvel til den menige grønlænder, som de grønlandske politikere, kunstnere og forfattere, som i sin tid selv kæmpede for landets selvstændighed og værdighed mod kolonimagten.
Nogle af de tidligere beboere har stadig skår i sindet efter deportationen. Andre faldt aldrig rigtig til de steder, som de blev tvangsflyttet til. Ofte med social deroute til følge. Et af de smukkeste indslag i bogen er der, hvor læseren inviteres til fest i det genopståede forsamlingshus et par år tilbage. Der blev festet og holdt taler. I byens som ikke ville dø.
Man sidder tilbage med en blandet følelse af vemod, glæde og vrede, efter at have læst denne fine bog, der kan betragtes som et monument over kolonialismens arrogance.