24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark afstår Norge

14. januar 1814

Danmark afstår Norge

Den 14. januar 1814 underskriver de nordiske kongedømmer Danmark og Sverige en fredstraktat i byen Kiel i det danske Slesvig-Holsten, hvori i Danmark afstår Norge til ærkerivalen Sverige.

Oscar Wergelands berømte billede af den grundlovsgivende rigsforsamling i Eidsvold i 1814. Her erklærede man Norge for selvstændigt og vedtog samtidig den hidtil frieste forfatning i Europa. Det varede dog kun nogle måneder, så indvaderede de svenske tropper og indlemmede Norge i det svenske rigsfællesskab som aftalt i fredsaftalen med Danmark.
FOTO: Oscar Wergeland: "Rigsforsamlingen i Eidsvold 1814" (1885)
1 af 1

Den 14. januar 2014 er det præcis 200 år siden, Danmark og Sverige mødtes i Kiel for at underskrive en fredstraktat. Den besegler en gang for alle enden på den nordiske union, Kalmar Unionen, der var blevet oprettet mere end 400 år tidligere.

Giver afkald på Norge

I traktaten giver den danske konge Frederik VI afkald på det danske overherredømme over Norge, som for fremtiden skal indgå som en del af et rigsfællesskab med Sverige. Til gengæld får Danmark den svensk-besatte del af Pommern.

Danmark står tilbage som den store taber med en svækket konge, der må se på, at et folkevalgt parlament selv forhandler Norges skæbne med svenskerne.

Aftalen er et tegn på Danmarks uhyre svage position. Napoleonskrigene er så godt som ovre (om end der stadig mangler en lille krølle på halen i 1815), og Danmark har som sædvanligt valgt at holde på den forkerte hest ved i flere omgange at gå i en nølende alliance med Frankrig. 

I 1814 står Danmark overfor en direkte trussel om invasion fra både Sverige og Preussen. Flåden, som ellers kunne give nogen beskyttelse, er tabt til briterne. Med Napoleons nederlag står det således frit for Danmarks naboer og modstandere at sætte krav igennem overfor den ydmygede kong Frederik.

Freden i Kiel er et hårdt slag for den danske konge, der dog ikke bare har tænkt sig at se på, mens svenskerne halverer kongerigets størrelse. I Norge sidder nemlig kronprinsen Christian-Frederik (den senere Christian VIII), og med støtte fra Danmark og de vigtigste adelsmænd i Norge bringer han sig selv i front for en norsk selvstændighedsbevægelse.

Selvstændighed!

Den danske kronprins' motiver er nok alt andet end ædle, men faktisk udvikler selvstændighedsbevægelsen sig hurtigt til et folkeligt projekt med progressive tendenser. I maj mødes en folkelig grundlovgivende forsamling i Eidswold, hvor det lykkes at udarbejde en moderne forfatning, der sikrer stemmeret for næsten en tredjedel af den voksne befolkning (et uhørt stort tal på den tid). Samtidig udråber forsamlingen den danske kronprins som kong Christian-Frederik af Norge.

Den danske succes bliver dog kortvarig. En hurtig krig med Sverige i sommeren 1814 tvinger Norges nye kong Christian-Frederik til at opgive sit kongedømme og overlade det til nordmændene selv at forhandle deres union med Sverige.

Da traktaten fra Kiel således egentlig ikke er blevet opfyldt, er der samtidig intet, der kan forhindre, at Preussen sikrer sig kontrollen med Pommern, som Danmark egentlig skulle have haft i bytte for Norge af svenskerne.

Danmark står tilbage som den store taber med en svækket konge, der må se på, at et folkevalgt parlament selv forhandler Norges skæbne med svenskerne. Virkeligheden er ved at indhente det lille nordiske rige, både hvad angår dets drømme om at være stormagt og dets tro på den enevældige kongemagt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jan. 2014 - 08:55   14. jan. 2014 - 09:00

Historie

Martin Hedlund Fink
Historiker

Skribent på Arbejderen og cand.mag. i Historie fra Roskilde Universitet.