10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Samler underskrifter mod DONG-salg

Ulrik vil stoppe Goldman Sachs

Samler underskrifter mod DONG-salg

Med salget af DONG-aktier til Goldman Sachs får den berygtede investeringsbank afgørende indflydelse på dansk energiforsyning, mener Ulrik Mersø, der har startet en underskriftsindsamling mod salget.

Ulrik Mersø håber, at underskriftsindsamlingen sammen med andre initiativer kan skabe debat om og måske få gentænkt beslutningen om, at give Goldman Sachs afgørende indflydelse i DONG Energy.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Regeringens salg af DONG-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs skal stoppes. Det mener den psykologi-studerende Ulrik Mersø, der har startet en underskriftsindsamling på nettet via hjemmesiden skrivunder.net. 

- Det har jeg gjort, fordi jeg simpelt hen ikke kan forstå regeringens begrundelse for salget. Og især ikke, hvorfor den vil give Goldman Sachs - en af finanskrisens største skurke - så omfattende indflydelse på beslutninger omkring den danske energiforsyning. Det skriger jo til himlen, siger Ulrik Mersø til Arbejderen.

Aftalen om salget giver nærmest Goldman Sachs vetoret over DONG, vurderer Ulrik Mersø. Han undrer sig også over, at regeringen er gået med til en tilbagekøbsklausul, der garanterer Goldman Sachs en milliardgevinst, hvis børsnoteringen af DONG ikke bliver til noget, og Goldman Sachs derefter vælger at sælge aktierne tilbage til staten.

- Salget og dets konsekvenser har været alt for lidt omtalt i medierne. Så jeg håber, at underskriftsindsamlingen kan være med til at skabe mere opmærksomhed om, hvad det er, der foregår, forklarer Ulrik Mersø til Arbejderen.

Ulrik Mersøs initiativ er nu ved at blive spredt på de sociale medier. Men én ting er at skabe opmærksomhed omkring problemet, noget andet er at sætte en stopper for salget, erkender Ulrik Mersø.

- Men jeg håber, at underskriftsindsamlingen kan blive ét blandt flere initiativer, som kan råbe regeringen op. Hvis det ikke kan forhindre salget, kan det måske være med til at sætte det på standby en tid, så der bliver tid til at gennemtænke konsekvenserne, håber Ulrik Mersø.

Han opfordrer Arbejderens læsere til også at bidrage til underskriftsindsamlingen på skrivunder.net.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jan. 2014 - 09:05   10. jan. 2014 - 09:15

DONG

he@arbejderen.dk