Det skabte overskrifter, da det uafhængige netmedie DenFri tirsdag kunne bringe det første danske interview med den sky og ombejlede whistleblower Edward Snowden. På det sociale medie Twitter gik journalister og webaktivister i selvsving, og også store medier som DR, Information og Radio24syv samlede historien op.
Hvordan organiserer vi kampen for vores retssikkerhed på nettet, og kan vi overhovedet stå imod modstandere som NSA, Google og den amerikanske stat?
Det er netaktivisten og skribenten Peter Kofod, der har fået interviewet i hus, og på lørdag stiller han op til en chat med Arbejderens læsere om internettet som politisk kampplads.
Peter Kofod var utilfreds med de danske mediers dækning af Snowdens læk, og derfor tog han kontakt til whistlebloweren selv. For selvom Snowden gang på gang afslørede, hvordan borgere verden over bliver overvåget af den amerikanske efterretningstjeneste NSA, lød papegøjesvaret fra den danske regering på det samme: "Vi har ingen anledning til at tro, at danskere bliver overvåget".
SNOWDEN: GØR MODSTAND!
Snowdens afsløringer har ført til ramaskrig over det meste af verden. Sammen med den stigende opmærksomhed omkring den overvældende viden om os alle sammen, virksomheder som Google og Facebook besidder, har det givet rum til en helt ny arena for kampen mod undertrykkelse og overvågning på nettet.
I Peter Kofods interview revser Snowden de danske medier for ikke at grave nok i, hvordan danskerne bliver overvåget. Whistleblowerens besked til danskerne er, at vi ikke skal affinde os med hverken politikernes svar eller mediernes utilstrækkelighed.
- Danskere burde begynde at stille nogle alvorlige spørgsmål, når deres regering tilsyneladende gør det samme som den tyske. Skal de virkelig løbe an på, at journalister udfører et efterforskningsarbejde, som regeringen burde tage sig af? Og stiller medierne de rigtige spørgsmål til regeringen? Når danske myndigheder hævder, at de "måske" indsamler oplysninger, der svarer til, hvad der blev afsløret i Norge og giver det videre til NSA – så taler de om ét specifikt program. Dette er kun en brøkdel af de signaler [efterretninger, red.], NSA ser på fra Danmark. Samlet set taler vi om millioner og atter millioner efterretninger hver eneste dag.
- Hvis sandheden skal frem, er borgere nødt til at bede deres regeringer om at offentliggøre, hvor store mængder data, der med overlæg bliver videregivet til NSAunder alle programmerne, ikke kun dem, som journalister allerede har afsløret – og den danske regering ville være nødt til at undersøge, hvor stor en del af dens borgeres kommunikation passerer gennem NSAs systemer på verdensplan, ikke bare indenfor landets egne grænser, siger Edward Snowden i interviewet.
CHAT MED PETER KOFOD
Men hvordan skal vi sikre os mod overgreb på internettet? Hvad kan vi gøre som individer, og hvad kan vi gøre sammen? Hvordan organiserer vi kampen for vores retssikkerhed på nettet, og kan vi overhovedet stå imod modstandere som NSA, Google og den amerikanske stat?
Det er noget af det, som du kan diskutere med Peter Kofod.
Det sker lørdag 15. februar klokken 16-18, når han stiller op til en live chatsession med Arbejderens læsere.
Live-eventen er den første i en række af chatsessioner, som er blandt det nye stof, Arbejderen udvider med på lørdag.
Som et led i en omlægning af avisen opprioriterer avisen på nettet. Det betyder hurtigere og hyppigere opdatering af Arbejderens hjemmeside, og mere stof udviklet særligt til nettet.
Det gælder for eksempel længere feature-artikler, interviews, grafik, video og altså også muligheden for at kunne chatte med nøglepersoner fra klassekampen: Faglige ledere, aktivister, politikere og andre, som kan give Arbejderens læsere en unik viden om dagsaktuelle spørgsmål.
Opprioriteringen af Arbejderen.dk betyder samtidig et yderligere løft af hjemmesidens prisvindende design.
Meget af det nye stof vil være gemt bag den betalingsmur, som Arbejderen samtidig indfører, men chatsessionen med Peter Kofod om netop det åbne internet, er meget passende frit tilgængelig for alle.
Livechat
INTERNETTET SOM POLITISK KAMPPLADS
Der kommer hele tiden nye afsløringer af krænkelser af vores rettigheder på nettet. Hvordan organiserer vi modstanden mod overvågning og undertrykkelse i cyperspace? Chat med Peter Kofod, netaktivist og manden bag det første danske interview med whistlebloweren Edward Snowden.
Lørdag klokken 16-18 på arbejderen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278