Engang i 60'erne og 70'erne var det endnu tilladt at drømme om en bedre verden. Anden Verdenskrigs selvdestruktive arv og amerikansk bunkekultur blev erstattet af hippie-nostalgiske budskaber om "peace, love and understand", "make love, not war" og forudsigelsen om menneskeforagtens og kolonialismens endelige nederlag.

Sådan gik det som bekendt ikke. Visionen om respekt, mangfoldighed og ligeværd som den er udtrykt i FN's erklæring om menneskets universelle rettigheder kom til kort. Denne visions nederlag til grådige kapitalister, krigsliderlige militarister og ansvarsløse levebrødspolitikere får et ordentligt pulver på Københavns Musikteater i "The Falling Man" med undertitlen "Poetisk musikteater om tyfoner og konkurs".

"The Falling Man" er en katastrofefortælling om, hvordan mennesket vil reagere, når filmen knækker efter årtiers grådigt overforbrug, selvforstærkende klimaforandringer og et menneskefjendsk økonomisk systems ruin.

Her har instruktør Erik Pold virkeliggjort den koreansk-danske dramatiker Joan Rang Christensens mareridts-fortolkning af virkeligheden sammen med komponisten Stephan Grabowski. "The Falling Man" er en katastrofefortælling om, hvordan mennesket vil reagere, når filmen knækker efter årtiers grådigt overforbrug, selvforstærkende klimaforandringer og et menneskefjendsk økonomisk systems ruin.

Poetisk katastrofemusik

"Verden er stadig ledet ad svin", synger skuespiller Hadi Ka-Koush i Stephen Grabowskis på én gang nutidige og nostalgiske symfoniske musik, der ledsaget af talte dialoger og teatralske optrin maler himmelen sort. Sammen med den klassisk uddannede sanger Karin Norrinder trækker han i "The Falling Man" Vestens kollapsede verden gennem svovlpølen og lader alt fremtidshåb bag sig - efter os syndfloden!

"Jeg ser mit Babeltårn, der styrter i grus på ny" hedder det i det bredt symfoniske undergangsnummer "Den Nye Verden". Forestillingens slutnummer peger - måske - frem mod en ufortjent redning, en måde at slippe ud af kniben på, før det står skåret i granit op for alle, at vores planet, Jorden, Tellus, ikke har en "Planet B".

Joan Rang Christensen lægger ikke fingerene imellem i sin beskrivelse af den bunke lort, som generationerne før hende har leveret i tvangsarv.

- Grundpillen i vores civilisation - økonomien - er under voldsomt pres. Den vestlige verden kan ikke vedblive at være, som den er. Den må se sandheden i øjnene; den er nødt til at forandre sig for at overleve", fortæller Joan Rang Christensen om forestillingens kerne.

Dramatikerens eget teater

Bag produktionen af "The Falling Man" står Johns Teater, som Joan Rang Christensen har stiftet for at modvirke tendensen til, at dramatikerne i stadig stigende grad forventes at levere noget, som teatrene godt kan lide. Hun ønsker frie hænder til at dykke ned og undersøge tingene på sin egen måde.

- Som  dramatiker giver det mulighed for at skærpe sin egen kunstneriske vision, for tendensen på de producerende teatre er, at de ønsker mere og mere indflydelse på teksten. Mange gange er det producenten, der har bestemt, hvad stykket skal handle om", lyder det bramfrit fra den unge dramatiker.

Hun lægger ikke skjul på, at drivkraften er et aktivistisk og politisk forankret teater.

- Jeg er drevet af "hvorfor" og "hvordan". Disse spørgsmål kan ikke besvares uden at undesøge strukturerne omkring individet. Intet menneske lever uafhængigt af sin kontekst, og egentlig tror jeg, at mange af de valg vi foretater er påvirket af overordnede bevægelser i den tid, vi lever i.

Politisk musik

"The Falling Man" er en fascinerende blanding af Joan Rang Christensens samfundskritiske tekster og komponisten Stephan Grabowskis seks politiske slagsange. Han er en sjælden fugl i dansk musikliv, der til hverdag slår sine folder i Indien, ofte sammen med "Slumdog Millipnaire"-komponisten A. R. Rahman.

Tilsammen har de i Erik Polds stramme instruktion skabt et sjældent stykke politisk teater, der både skræmmer og begejstrer. Ubehaget ved stykkets skræmmende afbildning af fremtiden viger hurtigt for glæden over, at der virkelig er nogen, der stadig tør drømme om en bedre fremtid - uden kapitalismens åg.