I bund og grund er det en rædsom historie om liderlighed, magt og mord, så da den franske forfatter Abbé Prevost offentliggjorde "Manon Lescaut" i Amsterdam 1731, var det hård kost for den katolske kirke. Bogen blev forbudt for sin skildring af skyggesiderne af datidens samfund: Prostitution og begær, spil og korruption, fattigdom og ære, hykleri og synd.

Den fascinerende fortælling om passioneret kærlighed i arme og ben er en omvendt Askepot-historie om den 16-årige, fattige Manon, der betager mænd i alle aldre med sin ungdom og skønhed. 

Den Kongelige Ballets opsætning af den britiske koreograf Kenneth MacMillans ballet "Manon" fra 1974 er udført mageløst sikkert i storslåede billeder. Det er ingen kunst kun at lade sig behage af forestillingens æstetiske skønhed. men rundt om hjørnet råder den grimme virkelighed.

Den fascinerende fortælling om passioneret kærlighed i arme og ben er en omvendt Askepot-historie om den 16-årige, fattige Manon, der betager mænd i alle aldre med sin ungdom og skønhed. På vej til klostret, ledsaget af sin anløbne bror Lescaut, støder hun ind i den unge, ligeledes fattige ridder Des Grieux.

"Jeg var bytte for en af den art følelser, som ikke lader sig beskrive, da den er så ganske enestående, så ejendommelig, at et andet menneske slet ikke ville kunne forstå den. Men forstår man sig selv?", spørger Des Grieux sine læsere i Abbé Prévosts roman fra 1731 om mødet med Manon.

Han taber sit hjerte med et brag, og det samme gør hun, men knapt så entydigt. Udsigten til at bruge sin ungdommelige skønhed til at undslippe et liv i fattigdom, der i 1700-tallets Paris var lig med en langsom, men sikker død, får hende til at træffe et skæbnesvangert valg.

"Jeg var bytte for en af den art følelser, som ikke lader sig beskrive, da den er så ganske enestående, så ejendommelig, at et andet menneske slet ikke ville kunne forstå den. Men forstår man sig selv?"

Des Grieux i Abbé Prévosts roman "Manon" fra 1731.

Hun dropper Des Grieux til fordel for et liv i luksus som nipsfigur hos den liderlige gamle buk, Monsieur G.M. Men kærlighedens veje er uransagelige...

Den danske stjernedanser Alban Lendorf og Alexandra Lo Sardo tager os med på en næsten overjordisk kropslig rejse ind i et bevægende univers. Desværre skæmmes fortællingens følelsesmæssige balance af for mange buldrende pauker og truttende horn i bearbejdelsen af den franske komponist Jules Massenets ellers kropsnære musik, når den skal udtrykke følelser, som i forvejen til overflod findes i dansenes sanselighed.

Det rokker dog ikke ved indtrykket af en smuk og rørende forestilling.