Dagbladet Arbejderen har flere gange bragt vigtige teoretiske bidrag af den tidligere portugisiske kommunistleder Alvaro Cunhal, senest artiklen, "Marxismens gyldighed og aktualitet", i forbindelse med Kommunistisk Partis kongresdebat om partiets rolle.

I 2013 fejrede det portugisiske folk 100 året for hans fødsel. Men hvem var Alvaro Cunhal?

Fra 1941 til 1949 var Cunhal under jorden, men var den reelle leder af PCP og skrev fast i partiets illegale aviser Avante! og Militant.

Alvaro Cunhal var en portugisisk kommunist og internationalist, der blev født 1913 i universitetsbyen Coimbra som tredje barn af en liberal advokat med rødder i bondeborgerskabet. Moderen var hengiven katolik.

De unge år

Àlvaro var ung, da familien flyttede til hovedstaden Lissabon. Her begyndte han som 17-årig at læse jura på universitetet og sluttede sig til det illegale Portugisiske Kommunistparti PCP i 1931. I 1935 blev han generalsekretær for Portugals Kommunistiske Ungdom, FJCP.

Han deltog i 1935 på Kominterns 7. verdenskongres i Moskva, hvor man blandt andet vedtog Dimitrovs oplæg om enheds– og folkefrontsarbejdet. Som 24-årig blev han indvalgt i PCP’s ledelse. Denne sendte ham til Spanien, hvor han boede de første fem måneder af borgerkrigen.

Han blev arresteret i både 1937 og 1940 og udsat for tortur, men tav. Under politieskorte førtes han til universitetet i 1940, hvor han bestod sin juraeksamen på en afhandling om abort. Et farligt tabuemne i det katolske land.

Fra 1941 til 1949 var Cunhal under jorden, men var den reelle leder af PCP og skrev fast i partiets illegale aviser Avante! og Militant. Det var i denne periode, at partiet blev rodfæstet i arbejderklassen og leder af den anti-fascistiske kamp.

Tiden i fængsel

I 1947 besøgte han Sovjetunionen, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet og Frankrig med henblik på at genoprette forbindelserne mellem PCP og den internationale kommunistiske bevægelse. I 1949, mens han var Portugals mest eftersøgte mand, blev han arresteret og sat i det berygtede Peniche fængsel ved Portugals Atlanterhavskyst, hvor der hyppigt skete "selvmord".

Af de elleve år han sad fængslet, var de otte år i isolation. I 1953 var der en bred international solidaritetsbevægelse for hans løsladelse med adskillige kendte kunstnere som brasilianske Jorge Amado og chilenske Pablo Neruda i spidsen. Neruda dedikerede det smukke digt "Làmpara Marina" til Cunhal.

Revolutionens vej

Han fik dog først friheden i 1960, hvor det via en spektakulær flugt lykkedes ham og ni andre at flygte. I 1960 blev hans eneste datter, Ana Cunhal født. I 1961 blev han generalsekretær for PCP. Efter at have levet i under jorden over hele Portugal, sendte PCP ham i 1962 til Moskva og senere Paris.

I 1964 udgav han "Revolutionens vej", et vigtigt dokument om PCP’s strategi for omstyrtelse af den portugisiske diktator Salazars-regime. 

I 1964 udgav han "Revolutionens vej", et vigtigt dokument om PCP’s strategi for omstyrtelse af den portugisiske diktator Salazars-regime. I 1968 skrev han to bind om"’Bidrag til studiet af agrarspøgsmålet". I denne analyse af landbrugslandet Portugals forhold påpegede han det paradoksale i, at landet var rigt på ressourcer, men at befolkningen alligevel levede i stor fattigdom.

Årene i eksil bruges blandt andet på opgør med højreopportunismen fra eurokommunisterne og de småborgerlige venstreradikale grupper hos trotskister og maoister. I 1971 udgav han bogen "Den småborgerlige Radikalismes socialisme", der var en pendant til Lenins "Venstreradikalismen en børnesygdom".

Nellike-revolutionen

Fem dage efter "Nellike-revolutionen" i april 1974, hvor det fascistiske Salazar-styre blev smidt på porten - en begivenhed som Cunhal og PCP havde en stor andel i - vendte Cunhal hjem fra Moskva og blev i lufthavnen mødt af jublende masser og de væbnede styrkers bevægelse, MFA. Han overtog ledelsen af det nu legaliserede PCP og manøvrerede partiet gennem de voldsomme omvæltninger landet blev kastet ud i.

Han blev minister uden portefølje i flere af de regeringskonstellationer, der fulgte. Partiet droppede i denne periode begrebet "Proletariatets diktatur", men bidrog til at sikre en hurtigt afkolonisering af Portugals kolonier Angola, Guinea-Bissau og Mozambique i Afrika, ekspropriering af monopoler, nationalisering af banker og forsikringsselskaber, og til en jordreform, der gav jorden til dem som dyrkede dem.

Trods denne indsats fik PCP kun 12,5 % af stemmerne ved valget til den grundlovgivende forsamling i 1975, mens det socialistiske parti PS med Mario Soares i spidsen fik 38 %. I slutningen af 1980’erne da PCP’s indflydelse var stækket, rullede PS og de reaktionære de fleste af Nellike-revolutionens reformer baglæns.

Fra 1982 og frem til 1992 var Cunhal medlem af Statsrådet.

Kampen mod kontrarevolutionen

Cunhal brugte megen tid på at analysere den katastrofe, som kontrarevolutionen var, og hans syn på disse spørgsmål er blandt andet beskrevet i bøgerne "Den Portugisiske Revolution – fortid og fremtid", (1976) "Sandhed og løgne om april revolutionen. Kontrarevolutionen bekender selv", (1999). Disse bøger og hans senere arbejder omkring partiets rolle er fortsat aktuelle og et studium værd.

Et problem for PCP var, at det i dets mange år som illegalt parti og i fængsel havde udviklet en arbejdsform og kultur, der nu fremstod dogmatisk. Partiets centralkomites medlemmer havde tilsammen siddet over 300 år i fængsel.

I 1992 blev Cunhal afløst af Carlos Carvalhas som leder af PCP. Man havde som et led et en fornyelsesproces afskaffet begrebet generalsekretær. Cunhal blev senere udnævnt til formand for Det Nationale Råd for PCP.

Forfatteren Cunhal

Efter sin afgang afslørede Cunhal, at han under pseudonymet Manuel Tiago havde skrevet flere neo-realistiske romaner, hvoraf flere er filmatiserede, blandt dem en trilogi, der omhandlede den anti-fascistiske modstand. Om sine romaner sagde han, at "hver eneste af dem er fiktion, men alle er de sande".

I november 2013 markerede man overalt i Portugal 100 året for hans fødsel med fester, møder og konferencer.

I fængslet oversatte han under pseudonymet Maria Manuela Serpa Shakespeares "Kong Lear" og tegnede to fremragende bind med fængselstegninger, som udkom i 1975. Cunhal var en ivrig debattør af kulturelle spørgsmål og udgav flere bøger om kunsten og de intellektuelles rolle, herunder "Kunsten, kunstneren og samfund" (1996).

På portugisisk findes hans udvalgte værker i fire bind.

Han døde 92 år gammel i 2005. 500.000 sørgende portugisere fulgte ham til graven. En hædersmand, internationalist og kommunistisk inspirator fik den æresbevisning han var berettiget til. I november 2013 markerede man overalt i Portugal 100 året for hans fødsel med fester, møder og konferencer.