Det engelske ord "wit" betyder både "vid" og "ånd". 1600-tallets britiske borgerskab vurderede et menneskes "wit" som en målestok for dannelse og pli. Idealet var det køligt, afbalancerede menneske, der reserverede personlige følelsesudbrud til sin allermest intime sfære - og ofte ikke engang den.

WIT udløste en offentlig debat i USA om forholdet mellem læger, patienter og medicinske forsøg, da New York Times offentliggjorde en del af manuskriptet op til stykkets premiere på Broadway i 1998.

'"WIT" er også titlen på den dansk-britiske teatergruppe "Why Not Theatre Companys" opførsel af den amerikanske forfatter Margaret Edsons skuespil fra 1995 på Bådteatret i Nyhavn. Det fik i 1999 en Pulitzer Prize, der er USA's største litterære udmærkelse, i kategorien "Skuespil. 

Stykket er skrevet på baggrund af hendes erfaringer fra et studiejob som sygeplejer for kræfts- og AIDS-ramte patienter. WIT udløste en offentlig debat i USA om forholdet mellem læger, patienter og medicinske forsøg, da New York Times offentliggjorde en del af manuskriptet op til stykkets premiere på Broadway i 1998.

 "WIT" konfronterer idealet om perfekt akademiske afstand med kræftsmertens overdøvende virkelighed. Det er den Vivian Bearing møder, da hendes læge konstaterer livmoderkræft i dens fjerde og uhelbredelige fase. Den 50-årige professor er ekspert i den engelsek renaiscencedigter John Donne (1572-1634), der skrev sine "Hellige Sonnetter" (Holy Sonnets) i 1609. Dens 11. sonnet begynder "Death Be Not Proud" - Død, vær ej stolt.

Vivian er indbegrebet af køligt, afbalanceret vid og ironi, en brysk men dygtig og anerkendt lærer og lærd, der i sin studietid og karriere aldrig har set sig hverken til siderne eller bagud. Hun accepterer at være en slags forsøgskanin for lægerne, der beordrer hende i otte måneders fuld dosis kemoterapi for at efterprøve, om der findes en femte fase af sygdommen.

Behandlingen mislykkes, og efterhånden som kræften æder hendes indvolde, gennemlever hun på sin egen krop forskellen på sit eget livsideal og den kærlige omsorg, som hun ønsker sig mere end noget andet.

Den kræfsramte professor spilles overbevisende af Sue Hansen-Styles, og hun bakkes fint op af holdet omkring hende i Peter Dupont Weiss' instruktion. Dramatikken i WIT forsøger at balancere mellem viddets og åndens kølige ideal og hendes sygdomsforløb, men det ialt for høj grad hurtigt til kun at handle om smerte lidelse, og det er synd.