Begreber som synd, skyld og skam er normalt forbundet med menneskets og samfundets religiøs overbevisning. Vi synder, når vi forbryder os mod de gældende, skrevne eller uskrevne regler, og vi forventes at føle os skyldige, måske endda skamme os over, hvem vi er.
Teatret Edison følger i "Jeg ringer mine brødre" indvandrerdrengen Amor, halvt araber, halvt skandinav, rundt i sin by, efter at nogen har sprunget to biler i luften midt i city. Det rammer Amor som en kølle. Han føler sig skyldig, helvedes skyldig, selv om han ikke har gjort noget forkert.
Den virkelige begivenhed, der fandt sted i Stockholm i december 2010, fik den svenske forfatter og dramatiker Jonas Hassen Khemiri til at skrive et åbent brev, som blev offentliggjort i det store svenske dagblad Dagens Nyheter. Det udløste en voldsom debat i den svenske offentlighed om kollektiv skyld, racisme og udelukkelse.
Det er denne tekst, som instruktør Christoffer Bredal (Lykke-Peer, Aalborg Teater, Familien Gregersen, Aarhus Teater) har gjort til kød og blod med Hadi-Kakoush som Amor og Şiir Tilif, Roger Matthisen og Lila Nobel som vennerne. Set gennem den følsomme, kærlighedshungrende Amors øjne dykker "Jeg ringer mine brødre" dykker ind i en verden, der på én gang er kendt og fremmed, virkelighed og drøm. Kendt er hverdagens mange racistiske undertrykkelser. Ukendt er det, hvordan "de andre" opfatter det.
I et tæt sprog med maksimal speed og fine facetter af Amors paranoide liv raser "Jeg ringer mine brødre" gennem en mistænkeliggjorts virkelighed efter et terrorangreb. I stedet for at spørge, hvem der stod bag, graver Kemiris tekst ned for at finde ud af, hvorfor nogen gider ulejlige sig med at springe to biler i luften i tv's bedste sendetid.
Det gør "Jeg ringer mine brødre" til noget så sjældent som politisk ukorrekt teater, der sætter fokus på vort eget ansvar for tidens hverdagsracisme, og forestillingen er en imponerende dynamisk blanding af klassisk skuespil, moderne dans og rap i et hæsblæsende tempo.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278