"Jeg har læst om palæstinensernes situation i årevis. Alligevel havde jeg ikke forestillet mig, hvor slemt det er."

Sådan lyder slutningen på et rejsebrev fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, som cirkulerer på de sociale medier.

Håbløsheden er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet.
Johanne Schmidt-Nielsen, Ø

Den politiske ordfører er i Palæstina sammen med Folkekirkens Nødhjælp og andre folketingspolitikere.

I beskeden, som Johanne Schmidt-Nielsen har lagt op på sin Facebook-profil sammen med et mobilfoto fra et af de mange checkpoints ved den mur, som omringer de besatte områder på Vestbreden og Østjerusalem, beskriver hun, hvordan hun er blevet rystet af palæstinensernes hverdag under besøget. Den dybfølte besked har allerede fået hundredevis af likes og delinger.

Læs Johanne Schmidt-Nielsens besked fra Palæstina her:

"Det her billede er fra et såkaldt checkpoint. Det åbner kl. 4 om morgenen. Tusindvis af palæstinensere står i kø i flere timer for at komme på arbejde i Jerusalem. De skal lukkes ind gennem muren. Mange arbejder i byggeriet. Andre forsøger at passe deres jord – som nu ligger på den anden side af muren. En arbejdsgiver kan kontakte myndighederne og annullere en palæstinensisk medarbejders id-kort. Og fra den ene dag til den anden afskære ham fra at komme gennem checkpointet. Og fra for eksempel at hente sin løn. 

Vi mødte unge israelske eks-soldater, der har stiftet organisationen Breaking The Silence. De bruger nu al deres tid på at forsøge at informere israelerne om, hvordan palæstinenserne behandles. For det er de færreste israelere, der har set et checkpoint. De skal jo ikke igennem det. De kører på helt andre veje. Det er de færreste israelere, der ved, at militæret vækker palæstinensere i bestemte kvarterer kl. 2 om natten. Nat efter nat. Formålet er at få palæstinenserne til at flytte, så bosættere kan overtage. For ca. to uger siden blev en 14-årig dreng skudt og dræbt. Han forsøgte at kravle gennem et hegn for at passe sin fars oliventræer – der, efter at muren er bygget, ligger på den anden side. Nyheden har, så vidt vi kunne forstå, ikke fyldt noget særligt i medierne. 

Det mest uhyggelige var håbløsheden. Den opgivende stemning. Da vi besøgte checkpointet, var øjnene ikke fyldt med vrede over urimeligheden. De fleste ventede bare. Jeg spurgte en ung palæstinensisk fyr hvorfor. Han forklarede, at det bliver hverdag at blive behandlet sådan. Hverdag at leve bag en mur. Hverdag ikke at kunne bevæge sig frit. Hverdag at bosættere stjæler den gode jord. At bosættere har adgang til alt det vand, de har brug for, mens palæstinenserne mangler. 

Det tog kun lidt mere end fem timer at flyve dertil. Det foregår altså helt tæt på os. EU’s handelsaftale med Israel er ekstremt fordelagtig for Israel. I aftalen står, at menneskerettighederne skal overholdes. Det sker ikke. Trods det opretholdes aftalen. 

Som sagt: Jeg har læst om palæstinensernes situation i årevis. Alligevel havde jeg ikke forestillet mig, hvor slemt det er. Håbløsheden er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet. Danmark og EU bør insistere på palæstinensernes ret til en levedygtig stat. Undertrykkelse må aldrig blive hverdag."