For godt to en halv måned siden væltede SF ud af regeringen. Meget er sagt – og gjort – for at sætte sig på historiefortællingen om, hvad der skete i det lille parti.

Ikke mindst for at få det til "bare" at være nogle få navngivne personer, der havde ansvaret for, at det gik, som det gjorde. En historiefortælling, der effektivt flyttede fokus væk fra det politiske. Det blev det nu ikke rigtigt af.

Det handler om politik

Sagen om DONG var og er politisk. Den er et symbol på en regering, der røg uendelig meget ud af trit med sine vælgere – men som valgte at gå videre, fordi "det var den bedste aftale for Danmark". Til trods for adskillige ting der pegede i den modsatte retning. Den slags har sin pris.

Vi har ikke et "projekt", som kan kommunikeres klart og stærkt og lyse op på den politiske stjernehimmel.

Stridens kerne – om Danmark skulle sælge dele af DONG til Goldman Sachs – blev et stærkt vidnesbyrd på, at venstrefløjen har en del at arbejde med, hvis ikke magten over Danmark skal afleveres til Løkke og hans sammenrend af højrefløjsideologer ved næste valg.

Vi er meget langt fra at gå i den rigtige retning. Det bliver ikke mindre alvorligt, når man husker på, at de unge generationer er vokset op i Fogh- og Løkkeland og derfor ikke har oplevet tider, hvor økonomisk mainstream politik ikke var mørkeblå.

Trods to et halvt års SFSR-regering er der fortsat langt igen for at gendrive illusionen om højrefløjens økonomiske formåen, at genrejse troen på det stærke fællesskab som forudsætning for den enkeltes reelle frihed, og få genrejst troen på, at politik nytter.

Set i det lys er det rigtigt, at venstrefløjen står svagere end længe som alternativ til den herskende bølge af borgerligt politisk-økonomisk tankegods. At vi ikke har, hvad kommunikationsfolkene kalder for et "projekt", som kan kommunikeres klart og stærkt og lyse op på den politiske stjernehimmel.

Alt skal ikke opfindes på ny

Det er symptomatisk, at vi ikke leverede et overbevisende modsvar på den globale finanskrise ved sidste valg. Når man får serveret en kapitalistisk krise på et (for de velbjærgede) guldrandet fad, så ville man ha' troet, at venstrefløjspartierne ville banke derud af i popularitet.

Omvendt er det jo ikke fordi, at hele venstrefløjens tankegods nødvendigvis skal gentænkes, og nye grundideer opfindes. Analyser, svar og argumenter findes langt hen af vejen, men det ville være synd at sige, at venstrefløjen samlet set har været i stand til at overbevise selv sine kernetropper om, at her var en kasse med redskaber til en grundlæggende forandring af Danmark, som "bare" skal tages op og bringes i spil på den rigtige måde.

Men det haster: Liberalt Alliance er omrejsende i forsvar for ulighed, Venstre melder ud om timeløn på 40 kroner og øget privatisering og DF står til at score hver femte danskers stemme. Fjenden er til at få øje på.