"Livet er så kort og døden er så lang", sagde min mor altid som undskyldning for at give den fuld skrue og leve livet, som om hver dag var den sidste. Hun blev 93.

Men ellers er døden ikke et velset samtaleemne i den vestlige kulturkreds. Den er overladt til en diffus gud, forvaltet af nogle særligt indviede.

I en manege fyldt med røg og sort/hvide balloner møder det unge publikum døden i sine forskellige afskygninger.

Teater st.tv. har sat sig for at fortælle unge om døden. Det er blevet til "Deadline", der gæstespiller på Teater Grob, Nørrebrogade. Teatrets Reumert-vindende trio, dramatiker Line Mørkeby, instruktør Anders Lundorph og komponist Rune skuldbøl Vraa har valgt at tackle dødens tabu ved at gøre den grotesk. Tydeligt inspireret af den italienske filminstruktør Federico Fellini (1920-1993) leger de med døden i et cirkus med tre klovne.

I en manege fyldt med røg og sort/hvide balloner viser døden sig i sine forskellige afskygninger. Fra den gamle mormor, der hver gang siger farvel som skulle hun dø i morgen, til datteren der finder forældrenes afskedsbrev. Her er søsteren der kom for sent til at forhindre døden for egen hånd og moderens afsked med sit dødfødte barn. Her driver hjernemassen ned af skiltet udenfor Varpelev, så der nu kun står "lev" dér, hvor de to unge kørte i døden på knallert.

Døden må nødvendigvis være grotesk for et ungt menneske, der lige har åbnet øjnene, smidt bleen og endnu ikke har oplevet den ultimative farvel. Men Teater st. tv' rejser det spørgsmål, om døden også er morsom - og for hvem.

Den fine trup plejer at have godt fat i sine emner, som i "Ung blond pige" på Bådteatret, der satte fokus på fanatismen og tidligere på Grob med "jeg mig fuck dig" om præstationsangst. Teatrets "Deadline" efterlader det indtryk, at døden alligevel har været en for stor mundfuld, fordi forestillingen får sat sig mellem to stole med en tekst for voksne i et spil for unge.

Alligevel er "Deadline" god teater, fordi den sætter fokus på et tabu. Døden skal jo have en årsag.