For en uges tid siden meddelte Forsvarets Auditørkorps, at man ville stoppe sagen mod oberst John Dalby. Han var i sin tid øverstkommanderende i Irak – og oplyste i 2011, at man ikke havde brugt video i Irak.

Jeg sidder tilbage med den fornemmelse, at man kan sige hvad som helst i Forsvaret. Går den, så går den.

Som det sikkert er de fleste bekendt, var det ikke sådan det forholdt sig.

Danske soldater havde i vidt omfang filmet hinanden med avancerede videokameraer, og der var oprettet særlige enheder - "combat camera teams" - hvis opgave det var at optage video.

Det kom for dagens lys, da efterretningsofficer Anders Kærgaard stod frem med videooptagelser fra Irak, der viste overgreb på civile. Og så rullede sagen mod John Dalby selvfølgelig; hvis han havde løjet, skulle han disciplineres.

I den sag repræsenterede jeg Anders Kærgaard i byretten og landsretten. Her stod han "tiltalt" for ikke at ville afsløre navnet på den kollega, der gav ham videobåndet, og auditøren påstod ham ubetinget fængslet i seks måneder (såkaldt forvaring).

Det gik sådan, at han slap for forvaring og endte med en samlet bøde på 13.000 kroner Sådan set et acceptabelt resultat (i lyset af seks måneder bag tremmer).

Kun én er blevet straffet

Men den sørgelige afslutning på sagen er desværre, at med auditørens beslutning om at droppe sagen mod John Dalby, er Anders Kærgaard den eneste, der er blevet straffet i hele sagskomplekset.

Her på falderebet er der med mit kendskab til sagen endnu en ting, der plager mig: Auditørens begrundelse for at stoppe sagen.

Man siger nemlig, at sagen mod John Dalby må henlægges, da det er en "påstand-mod-påstand situation".

Argumentet om "påstand-mod-påstand" må forstås på den måde, at sagen mod John Dalby afsluttes, da der kun er et bevis på den ene side (Dalbys forklaring) og et bevis på den anden side (Kærgaards forklaring).

Altså, at det er den enes forklaring mod den andens forklaring.

Det er bare et faktum, at andre officerer end Anders Kærgaard har forklaret, at John Dalby kendte til brugen af video i Irak og under operation Green Desert.  Herunder sprogofficeren Jamal Hammoud og mindst en anden officer.

Hertil kommer, hvad andre end de tre må have forklaret om John Dalbys kendskab til videooptagelserne – men det ved vi ikke, for auditøren vil ikke fortælle, hvad der ellers er kommet frem under efterforskningen.

Ikke påstand mod påstand

Hvordan det med (i hvert fald) tre officerer på den ene side - og John Dalby helt alene på den anden side - kan blive en "påstand-mod-påstand situation", skal man vist være auditør for at kunne se.

Jeg ved ikke, om Forsvarets Auditørkorps har nok beviser i sagen til at få John Dalby dømt for pligtforsømmelse, og kan derfor heller ikke med sikkerhed sige, at beslutningen om at stoppe sagen mod ham er forkert.

Men jeg ved en ting med sikkerhed: Det er ikke en "påstand-mod-påstand situation".

Og når man friskt melder det ud i pressen, sidder jeg tilbage med den fornemmelse, at man kan sige hvad som helst i Forsvaret. Går den, så går den.