Så kom vi i land med et nyt udspil fra EU om 2030-mål for drivhusgasreduktion og vedvarende energi: 40 procent drivhusgasreduktion i forhold til 1990 og 27 procent vedvarende energiandel.

Der bør betales en pris for drivhusgasudslip, der afspejler skaderne ved klimaændringerne.

Målet for vedvarende energi er nu ikke som tidligere udmøntet som en national grænse, men kun som et samlet EU mål. Vi har derfor en stor fordelingsdiskussion til gode, og her handler det i høj grad om penge og modsatte interesser mellem den vedvarende energisektor, atomkraft, kul, olie og gas. På den måde, vil jeg tillade mig at konkludere, at de største reelle kontroverser stadig er tilbage, nemlig omkring, hvordan vi kan skabe et stabilt og langsigtet markeds- og innovationsmiljø for klimavenlige teknologier.

Er der grøn økonomisk krise

En række vigtige forudsætninger for udviklingen af et mere klimavenligt energisystem har gennem de seneste år været under pres. De internationale priser på fossile brændsler er faldet blandt andet som reaktion på nye fund af gas- og olieskiffer, og det har betydet, at satsning på vedvarende energi plus allerede gennemførte investeringer, kan betragtes som mere omkostningsfyldte.

Samtidig har finanskrisen medført færre energiinvesteringer, mindre energiforbrug og lavere priser på udslipskvoter i EU systemer, og mindre tilskud til vedvarende energi.

Mildest talt kan man godt sige, at disse tendenser er udtryk for en slags grøn økonomisk krise, som kan få alvorlige konsekvenser for klimapolitikken og for vækstmulighederne for de mange danske clean-tech virksomheder, og det burde jo kalde på en grundig overvejelse fra blandt andet EU's side af, hvordan vi igen kan komme på sporet.

Ny medicin

Klimaudfordringerne i form af risikoen ved klimaændringerne er jo ikke blevet mindre, så der er behov for at finde nogle nye instrumenter frem, som på en mere effektiv måde end EU's emissionshandelssystem kan sikre en fornuftig økonomi i reduktionsindsatsen.

Hvis vi et øjeblik vender blikket mod, hvad vi kan kalde de økonomiske lærebøger, så ville det være optimalt og effektivt, at skulle betale en pris  for drivhusgasudslip, der på langt sigt afspejler skaderne ved klimaændringerne.

Den pris har naturligvis intet at gøre med de nuværende dumpingpriser i EU's emissionshandelsystem på under fem euro for et ton CO2. En pris 10 til 20 gange større ville være langt mere korrekt. Men hvordan kan vi så komme der hen? En oplagt mulighed vil være at indføre en ensartet CO2 skat for eksempel i EU, som kunne opkræves af landene hver især. Der kunne så supplerende indføres en række ordninger, hvor industri og husholdninger kunne søge om hjælp til at nedbringe deres drivhusgasudslip som kompensation for skattebetalingerne.