Piger er ikke grimme og de siger i hvert fald ikke grimme lyde. De larmer faktisk slet ikke. Sådan bliver mange piger opdraget til at tænke helt fra barndommen af. Dette er en af grundene til, at der ikke er så mange piger, der spiller rockmusik.

I musiklokalet er det simpelthen bare mere naturligt, at det er pigerne, der synger og drengene, der går grassat på trommerne eller vælter rundt med guitaren. De får lov at se grimme ud, for det forventer vi af dem, mens pigerne derimod ser yndige ud og får lov til at lave fine dansetrin.

Dette er en af grundene til, at der i dag er en skæv balance imellem kønnene på den rytmiske scene, og det sætter Astrid Dynesen, radiovært og instruktør, fokus på med sin dokumentar "En køn balance". I sin dokumentar-debut sætter hun gennem en række personlige interviews med blandt andre Linkoban, Amanda Palmer og Nelson Can et kvindeligt perspektiv på det skævvredne kønsforhold.

Disse stærke kvindelige musikere giver i dokumentaren alle et bud på, hvorfor balancen er så skæv og hvad der kan gøres ved problemet. De mener blandt andet, at der skabes en kløft helt fra barndommen af, hvor pigerne skal fremstå som små lyserøde prinsesser og drengene som bulderbasser smurt ind i mudder og det er derfor i høj grad et samfundsmæssigt problem.

Det skal jo heller ikke være sådan, at det artistiske udtryk og kvaliteten af musikken bliver nedprioriteret, fordi der skal være kvinder i rockverden. Men det ville ikke skade at snakke om problemet. "En køn balance" går ind i denne problemstilling og prøver få hul på bylden.

Visningen efterfulgtes af en paneldebat med Lena Brostrøm (formand, Dansk Artist Forbund), Hanne Boel (professor, Rytmisk Musikkonservatorium), Jesper Majdall (partner, Volcano), Astrid Dynesen (filminstruktør og radiovært) og moderator Henrik Marstal (musiker og forfatter).