De mærkeligste traditioner overlever i Danmark. Påfuglescenen i Tivoli rummer verdens eneste aktive comedia dell'arte-scene, danske gymnasier lærer stadig eleverne at danse "les lanciers", selv om den 200 år gamle dansetradition forlængst er død.

Bakkens Hvile 2014 er fortsat en hyldest til den erotiske saftspænding og de utallige måder som disse kan beskrives på.

Og så er der Bakkens Hvile. Verdens sidste sangerindepavillon. Da sangtruppene invaderede Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, var de forbeholdt d'Angleterres og Tivolis fine publikum. Senere flyttede de ud til Dyrehavsbakkens folkelige ramme.

Her grundlage den navnkundige "Jøde Andersen" Bakkens Hvile i 1877. Det 137 år gamle skovteater blev i 1936 solgt til familien Stefansen. Den ville lave en stor bane til radiobiler, men det blev guskelov droppet.

I dag ejes Bakkens Hvile af Stefansen-efterkommer Dot Wessman, og hun har modigt indledt  en tiltrængt fornyelse af sangerindepavillonen i den grønne skov. "Tempoet er blevet højere, sangene mere tidsaktuelle, kostumeskiftene hyppigere og satiren er endnu mere i højsædet end den tidligere har været", skriver Bakkens Hvile selv i sin præsentation af sæson 2014.

Og noget er der om snakken. Der synges stadig, som dengang i halvfemserne, men der er også nye tekster af Sigurd Barett, Ulla Jessen og Gunvor Reinberg med fokus på dét der æggende punkt under navlen.

Bakkens Hvile 2014 er fortsat en hyldest til den erotiske saftspænding og de utallige måder som disse kan beskrives på. Det regner stadig med janter på terrassen og de ryger fortsat ind i strømpernes chiffon, og der købes stadig blomster, en rose så rød.

Dot Wessman har valgt en særdeles nænsom fornyelse. Selv om hardcore-fans vll mene, at forandringerne er for meget af det gode, vil andre synes, at mange gamle viser for længst er kørt bagud.

Men uanset hvad er der fut i Susanne Breunings stramme koreografi, og det svulmer æggende med kvindelige former dækket af overdådige kostumer. Pigerne både spiller og synger godt, og det fine show afleveres med netop det glimt i øjet, der er den erotiske satires eksistensberettigelse. En streg mere bid i teksterne ville gøre underværker, men Rom blev ikke bygget på én dag.