Den nye X-Men film, "Days of the future past", foregår i en ikke nærmere defineret fremtid, hvor mutanter og menneskelige sympatisører er næsten udryddet af de såkaldte Sentinels, som er et resultat af eksperimenter på mutanter siden 70’erne.

Fortiden er åben for forhandling, for jo mere man ved, desto flere øjne kan man se tilbage med.

Mutanternes eneste forsvar er Kitty Pryde (Ellen Page), som har evnen til at sende folks bevidsthed tilbage til tidligere udgaver af sig selv, så de kan advare i fortiden og flygte. I et forsøg på at ændre historien sendes Wolverine (Hugh Jackman) tilbage til 1973 for at forhindre snigmordet på Bolivar Trask (Peter Dinklage).

For at det skulle kunne lykkedes, må han få den unge Charles Xavier (James McAvoy) til at arbejde sammen med den unge Magneto (Michael Fassbender).

Filmens formål er uden tvivl at underholde, og den må siges at være en succes.  Plottet driver normalt ikke værket i den slags film, og at kalde det ”glimrende” vil nok være en tilsnigelse, men genren taget i betragtning bliver det aldrig for usammenhængende, plat eller kedeligt, og det er sat på samme filmiske rangniveau som action-scenerne.

Netop action-scener er der masser af, men med en enkelt undtagelse bliver det aldrig rigtig godt. Underholdende, men aldrig ekstraordinært. Det føles underligt at skrive, men et flyvende stadion smidt ned over Washington D. C. er ikke specielt ophidsende sammenlignet med de fantastiske action-scener i f. eks Pacific Rim (2013) eller Transformers-trilogien (2007-2011). 

X-Men filmuniverset er efterhånden talrigt. X-Men: Days of Future Past er således den syvende film sat I universet omkring Marvels mutanter. Historien er en omskrivning af historien fra tegneserierne The Uncanny X-Men #141-142 fra 1981. Temaet både dengang og nu er det samme som det altid har været i X-men: Sameksistens mellem forskellige mennesker, tolerancen overfor det fremmede, fanatismens farer og måske vigtigst, at fortiden er åben for forhandling, for jo mere man ved, desto flere øjne kan man se tilbage med. Det er heldigvis ikke så vigtigt for filmens underholdningsværdi.