Alle forældre, der har haft pigebørn ved, at når disse når 11-12- års alderen, så sker der en stor omvæltning. Hormonerne blomstrer, og pigerne er hverken rigtige børn længere men så sandelig heller ikke voksne.

De hader idræt, de har det svært med forældrene, og det andet køn er begyndt at tiltrække.

Forholdet til forældrene bliver lidt anstrengt, og interessen for det andet køn vokser.

I "Vi er de bedste" følger vi tre piger i netop den alder. De hader idræt, de har det svært med forældrene, og det andet køn er begyndt at tiltrække.

Pigernes oprør udmønter sig i begyndelsen med en lidt kaotisk start af et punk-band, men pigerne er ikke særligt gode til det musikalske, så oprøret udmønter sig mest i at slå hårdt på trommerne og flå i basguitaren.

Vi er i starten af 80’erne i Stockholm. Selvom punken næsten er ved at dø, så insisterer pigerne på, at det er den vej de skal gå for at udtrykke deres oprør.

Det er en udmærket film, der kommer fint rundt om, hvordan piger i den alder opfører sig.

De er lidt bevidste om, hvordan verden hænger sammen og at den bliver styret af bindegale voksne, og at gennemgående er alle autoriteter nogle røvhuller.

Pigerne vil gerne udvikle deres musik men vil ikke give afkald på det oprørske. Det kommer der meget komik ud af.

Pigerne har heller ikke rigtige berømte pigepunkere, som de kan se op til, da punken og punkmusikken dengang blev udøvet af drenge.

Det er Lukas Moodysson, som både har instrueret og skrevet manuskriptet til "Vi er de bedste" efter sin kone, Coco’s, tegneseriealbum.

Lukas Moodysson blev næsten verdenskendt med filmen fra 1998 "Fucking Åmål", som blev solgt til omkring 30 lande og blev nomineret som bedste europæiske film af European Film Academy.

"Vi er de bedste" bliver nok ikke en film, der bliver set af jævnaldrende unge, men forældrene vil få megen fornøjelse af filmen, hvor de unge piger bliver spillet overbevisende godt, og ved gud hverken er søde eller nuttede og heller ikke særlig kønne.